Østerbro Avis besøger Morten Berger ved Marmormolen en hverdagseftermiddag, hvor gæsterne er fredsommelige. Foto: Dan Møller
in , ,

Sur 😠 Haha 😆 Like 👍

Træt af »festivaler« ved vandet

Sommerliv. Mange mennesker, høj musik og affald. Beboere ved Marmormolen og Sandkaj har oplevet et udendørs liv ved vandet denne sommer, som de mener har taget totalt overhånd.


Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

Generet: »Jeg er ikke totalt negativ,« understreger Morten Berger.

Han har sammen med sin hustru boet på Marmormolen i halvandet år. Ægteparret flyttede dengang fra Charlottenlund.

Og de var helt på det rene med, at der ville være mere byliv omkring deres nuværende bolig i forhold til deres tidligere.

Og Morten Berger har det sådan set også fint med, at folk søger ned til vandet bag ved boliger og hygger sig. Men ifølge ham og andre beboere har det taget komplet overhånd denne sommer.

Det rene Roskilde

»Det er det rene Roskilde Festival i weekenden, nogen gang kan vi ikke komme frem på vores egen sti, fordi der er et så stort ryk ind af mennesker,« fortæller han.

»Mange gange skal man holde og vente på at kunne komme ud fra cykelskuret på grund af den gående eller cyklende trafik, som er så stærk ned til molen. Dernæst ligner området en mindre Roskilde Festival typisk lørdag og søndag morgen, hvor det flyder med affald af pizzabakker og lignende,« siger han og nævner, at der også tisses i det fri, og at beboernes cykelskure benyttes som omklædningsrum, og beboerne for eksempel kan finde menustrationsbind.

En hel del benytter Marmormolen til at bade fra, selvom det ikke er tilladt modsat over på den modsatte side på Sandkaj, hvor der er badezone og etableret toiletter.

Morten Berger erkender, at det er svært at gøre noget ved med et snuptag. I virkeligheden har københavnerne taget havnen til sig, som har været en mangeårige vision, men at det har været i sådan en grad denne sommer, er kommet bag på alle, hvilket også har noget med vejret at gøre. I sommeren 2017 var der ingen problemer.

Bedre skiltning

Han foreslår bedre skiltning, end der er i dag, som fortæller folk, at det er et privat beboelsesområde, hvor gæsterne skal tage hensyn. By b& Havn har dog sat sedler op i plastikchartekker, og der er opsat ekstra skraldespande i området.

Og kommunikationschef i By & Havn Kristian Wederkinck Olesen understreger, at der er justeret på meget i løbet af sommeren. Der er glæde over, at folk har taget Sandkaj og Marmormolen til sig, men By & Havn er opmærksomme på hvilke gener, det giver for beboerne.

»Vi har allerede gjort rigtig meget for at holde trit med den store interesse. Vi har opsat 16 ekstra skraldespande og to kæmpestore containere til skrald og pizzabakker, opsat to toiletter (på Sandkaj, red), og vi spuler og rengør byrummene mange gange om ugen, så det er rart at være i bydelen. Politiet patruljerer i området, og vi opfordrer folk til at henvende sig til dem, hvis støjen bliver for voldsom eller foregår i nattetimerne,« skriver han i en e-mail til Østerbro Avis.

Hvovidt skiltningen kan være endnu mere tydelig, nævner han, at By & Havn hele tiden er i dialog med beboerne og andre aktører for at høre, om tingene kan gøres anderledes.

»Vi er i dialog med de to grundejerforeninger om at opsætte ordensreglementer både på Sandkaj og Marmormolen,« skriver han.

By & Havn vil blandt andet understrege, at det ikke er tilladt at bade fra Marmormolen.

Ude i fremtiden har beboerne i Marmormolen udsigt til, at gæster til vandet ikke vader lige forbi deres boliger.

Men det varer nogle år, indtil byggeriet af PwC’s kommende byggeri i begyndelsen af Marmormolen er afsluttet.

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Ny kunstbane i Sundby klar til Lyngby-kamp

Fernisering på Haugen Sørensen-værk i Christians Kirke