Da Carl-Einar Jørgensen fyldte 80 år for 10 år siden var blandt gæsterne tidligere statsminister Anker Jørgensen, som var en af Carl-Einars mange venner fra et langt og aktivt liv. Foto: Nabo Østerbro
in ,

Hele Østerbros sociale nabo fylder rundt

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

Rund dag: I fjor kunne Nabo Østerbro i Odensegade, hvor østerbroere – særligt de ældre – mødes på kryds og tværs, fejre 20 års jubilæum.

Stifteren var Carl-Einar Jørgensen, som fortsat er en af drivkræfterne bag værestedet.

Nabo Østerbro fylder naturligvis meget, men det er blot en af de mange aktiviteter, som Carl-Einar Jørgensen har været en del af gennem livet.

Og akkurat som med Nabo Østerbro har mange aktiviteterne haft et socialt sigte.

Søndag 5. august fylder han 90 år, og gennem hele livet har omdrejningspunktet været Østerbro.

Modstand og medgang

Han voksede op i et arbejderhjem, hvor forældrene var aktive socialdemokrater. Det blev han også selv og var barn i DUI Østerbro.

Som ganske ung var han aktiv i modstandsbevægelsen.

Efter skoletiden var han i første omgang bybud, sømand, vinduespudser. Han var oversergent i Søværnet og tog studentereksamen og uddannede sig til psykolog.

I 1965 etablerede han Gladsaxeseminariet for børnehave- og fritidspædagoger og virkede der som rektor indtil 1985. Carl-Einar Jørgensen var i årene 1970-1984 socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation, herunder formand for Børne- og Ungdomsværnet samt formand for Socialdemokratiet i Hovedstaden.

Fra 1990 til 1995 var han rektor for Den Sociale Højskole, hvor han oprettede en akademisk overbygning på socialrådgiveruddannelsen.

Han sluttede sin karriere på arbejdsmarkedet som rektor for Dansk-Bosnisk Gymnasium i Tølløse under Dansk Flygtningehjælp, hvilket han var i to år.

Åben for fremtiden

Efter pensioneringen kan man ikke påstå, at Carl-Einar Jørgensen har lænet sig mageligt tilbage og kun tænkt på at omgås sin egen familie med børn og børnebørn.

Han var drivkraften i at etablere Nabo Østerbro i 1997, og som han sagde ved 20 års jubilæet i fjor, som siger meget om den nysgerrighed, som han har båret med sig gennem hele livet:

»Det skulle ikke være et traditionelt ældrested. Vi skulle være åbne over for fremtiden,« som han udtrykte det.

Og Nabo Østerbro har så mange aktiviteter, at det gør yngre mennesker forpustet. Der er både bridge, stavgang, tai-chi, film og ture ud af huset blandt meget andet.

Og så er der foredrag og debat med personligheder udefra hver mandag. Her er Carl-Einar Jørgensen primus motor og har gennem årene inviteret talrige politikere, både fra Københavns Kommune og Christiansborg forbi til livlig debat.

Stadig til hjælp

Han trådte ganske vist tilbage som leder af Nabo Østerbro i 2012.

»Men jeg vil nok stadig være til lidt hjælp,« som han udtalte det.

Det må siges at være noget af en underdrivelse. Carl-Einar Jørgensen er stadig en meget aktiv skikkelse i Odensegade 6, selvom benene ikke er, hvad de har været, og stok og ind i mellem rollator må tages i brug.

Nabo Østerbro er ikke engang det eneste sted, hvor Carl-Einar Jørgensen har lagt sine aktive kræfter. En overgang var hans også formand for David Kirkes menighedsråd.

Thomas Frederiksen

Written by Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Er du effektiv, eller er du produktiv?

Dement kvinde er fundet