Liberal Alliancens Jacob Rosenberg kalder bycykler en fremragende idé, men han mener ikke, at en kommune bør drive privat bycykel-virksomhed. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Debat: En kommune ikke bør drive privat bycykel-virksomhed

…Debat

AF Jacob Rosenberg (LA)

Lokal folketingskandidat

BYCYKLER: Både i Frederiksberg og Københavns Kommune er der bycykler, som modtager offentligt tilskud.

Basalt set er det en fremragende idé at have bycykler i en by, idet det fremmer cykelkulturen og tillige er et tilbud til byens turister. Konceptet med bycykler, som kan lånes eller lejes i en kort periode, er derfor positivt.

Problemet opstår imidlertid, når kommunen ønsker at drive privat virksomhed. Dette er nemlig tilfældet, når det handler om bycykler.

Bycyklerne er drevet med et monopol-lignende koncept, hvor konkurrenter ikke umiddelbart har adgang til markedet. Dette er helt uacceptabelt, idet en kommune ikke bør drive privat virksomhed på denne måde.

Hvis kommunen har en aktivitet, som billigere eller bedre kan varetages af en privat virksomhed, så må kommunen trække sig fra området, og de private komme til. Det vil være gavnligt med øget konkurrence inden for for eksempel bycykel-området.

Det handler jo – som med al konkurrence på det private område – om, at borgeren bør have mulighed for at få et produkt, som enten er billigere og med samme kvalitet eller bedre og til samme pris. Dette opnås netop ved konkurrence-situationen, og et monopol-lignende forhold, hvor kommunen på denne måde holder private aktører ude, er ikke at foretrække.

By- og Pendercykel Fonden driver bycyklerne, og de ejes af de tre samarbejdsparter, DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, som bidrager samlet med 86,5 millioner kroner til aftalen om bycyklen.

Der har været nævnt beløb på mellem 20.000 og 80.000 for en enkelt bycykel, og undervejs er leverandørfirmaet gået konkurs. Det betyder, at regningen ender hos skatteborgerne. Hvis bycyklerne i stedet var drevet 100 procent privat og uden kommunal indblanding, ville regningen ikke ende hos skatteborgerne.

Det tangerer fråds, når hovedstaden kan bekoste underlig kunst, bycykler og elbiler. Måske kunne pengene bruges bedre, og hvis man ikke har fantasi til dette, må skatten sættes ned, så pengene bliver i borgernes lommer.

Simon Reenberg

Om journalisten Simon Reenberg

Jeg er ansvarlig for minby.dk og Facebook-siden af samme navn. Har du et tip til en god historie i København, så skriv til mig på info@minby.dk.

København falmer før tid

Lokal løber satser på sporten efter sejr i Europa