Philomene Collardy nyder træbroen på Sandkaj. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Intet sand mellem tæerne

Badezonen Sandkaj i Nordhavn har fået sit gennembrud denne varme sommer. De besøgende nyder blandt andet, at de – trods navnet – i modsætning til at tage på stranden er fri for sand på Sandkaj.


Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk Foto: Martin Sørensen

Ved vandet: Ironisk nok hedder det Sandkaj, men flere af dem, som Østerbro Avis taler med, fortæller, at det netop er manglen på sand, der gør, at de nyder at bade netop her og ikke på Svanemøllestranden.

Badezonen Sandkaj var egentlig klar allerede i fjor, og den blev de også tage i brug af de første badegæster.

Men dels var sommeren 2017 ikke noget at skrive hjem om, når det gælder varme og solskin, og dels var der rødt flag ved badezonen fra august til maj, da rør fra boliger i Nordhavn var lagt forkert, og der røg toiletvand lige ned i badevandet.

Flere end normalt

I maj i år kom der endelig grønt flag, og med vejret denne sommer, har 2018 været året, hvor badezonen Sandkaj for alvor blev taget i brug.

Der er da også godt proppet med mennesker langs hele kajen, da Østerbro Avis er forbi.

Men helt så mange plejer der dog ikke at være, heller ikke i den varme sommerhede, fortæller Jonas Mose, som er i badezonen med datteren Kaja på seks år.

»Normalt er her mere stille og roligt end på stranden,« siger han og gætter samtidig på, at mange er taget i badezonen i stedet for på stranden netop den torsdag, Østerbro Avis er forbi, fordi der dagen i forvejen har været rødt flag på Svanemøllestranden som følge af opblomstring af de blågrønne alger.

Jonas Mose bor omkring 100 meter fra Sandkaj, og udover at han er tættere på badezonen end Svanemøllestranden har han også en anden grund til at bade i Sandkaj med sin datter.

»Jeg er ikke så vild med sand,« fortæller han.

Sidste dag inden afrejse

Det argument går igen med et par andre besøgende, som Østerbro Avis taler med.

»Der er gult flag ved Svanemøllestranden i dag, og så kan jeg ikke lide sand, så det er dejligt at være på træ,« siger Philomene Collardy, som avisen møder på sin sidste dag i Danmark, som hun efter 10 måneder rejser fra for at tage hjem til Frankrig.

Hun taler perfekt dansk og er opvokset med fransk far og dansk mor.

Hun boede på Østerbro de første par år af sit liv, inden familien flyttede til Frankrig.

Philomene Collardy har besøgt Danmark jævnligt gennem årene, men det er første gang, siden hun var helt lille, at hun har været her så længe.

Hun har, som da hun var barn, boet i Nordre Frihavnsgade og har således ikke haft langt til badezonen i Sandkaj denne varme sommer.

Turen har dog også gået til Svanemøllestranden i løbet af sommeren for Philomene, der har arbejdet hos en bager, mens hun har været i Danmark.

Mrutyuanjai Mishra er oprindelig fra Indien, men bor i Danmark, dog ikke på Østerbro, men i Nordsjælland. Har dog venner på Østerbro, som er en bydel han holder meget af, og bader derfor i Sandkaj.

Fredeligt og frit

Han er vild med den danske badekultur.

»Det er fredeligt og frit og et eksempel for hele verden. Folk tager hensyn til hinanden og lader børnene komme først,« siger Mrutyuanjai Mishra begejstret.

Også han glæder han over at være fri for sand og i det hele taget ikke at blive så beskidt, som når han er på stranden.

At folk har taget Nordhavn til sig, opleves dog ikke kun positivt.

Beboerne beretter om, at nogle mennesker støjer og lader affald ligge, når de er ved vandet om aftenen.

Der er kun tilladt badning i et afmærket felt, men der bliver hoppet i vandet fra mange steder, også fra den modsatte kaj ved Marmormolen.

Ved badezonen Sandkaj er beboernes bekymring kommet i møde på et punkt. Fra i år er der kommet tydelige toiletter i området.

 

 

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Sprøjtegift skræmmer københavnerne mest

Udsigt til flere bybiler på el