Rasmus Botoft elsker at bade i Københavns Havn - også gerne udenfor havnebadene. Foto: Martin Sørensen
in ,

København er for vild om sommeren

Skuespilleren Rasmus Botoft har boet i København hele sit liv, men han kan alligevel blive overrasket, når han opdager nye steder eller sjove bygninger. Specielt elsker han havnen, som han har badet i, siden han var 12 år.

 

Af Anja Berth

abe@minby.dk

Han har lige opdaget det. At Aller Huset set fra havnesiden ligner et kæmpe strygejern, ligesom den ikoniske Flatiron-bygning på Madison Avenue i New York.

Vi har sat os på den yderste mole bag ved Aller Huset mellem Fisketorvet og Bryggebroen. Her springer Rasmus Botoft ofte i havnen, selvom det er uden for havnebadet – sønnen var med, da de opdagede det med strygejernet.

»Jeg elsker at se sådan noget – selvom jeg synes, jeg kender havnen ind og ud, opdager jeg altid noget nyt, fordi der er sker så meget hele tiden,« siger Rasmus Botoft.

Han er 46 år, uddannet skuespiller og ærkekøbenhavner. Født og opvokset på Amager, og i dag bor han med sin kone, Lisbeth Wulff, og deres søn på Enghave Plads på Vesterbro. Sammen med skuespillerkollegaen Martin Buch har han netop spillet sidste forestilling i år med Rytteriet, der lagde Glassalen i Tivoli ned. Forsalget til næste år er allerede begyndt. Sommerferien er gået med familien, og bortset fra et par dage på Gæstgiveren i Allinge på Bornholm, der ejes af Rasmus Botofts søster, har de været i København.

»Hvis vejret er godt som nu, behøver man ikke andet. Jeg elsker København og Københavns Havn – det er så vildt, alt det, der er sket – og det er virkelig et scoop, at vandet er blevet rent, og man kan bade.«

Kender hver krog i havnen

Han kender hver en krog af havnen og har roet, siden han var 12 år, hvor han i en sommerferie begyndte i Amager Kajak og Roklub og lærte at ro først i inrigger-træbåde og siden kajak.

»Jeg har roet i kajak i hver en krog af havnen – vi lå og sejlede efter havnerundfarterne – de var vores fjender, for de gassede nogle gange op inde i de smalle kanalløb og lavede ærgerlige bølger for os roere. Nogle dage roede vi helt ud til Langelinie og spiste en is og roede videre rundt om Trekroner Fortet,« fortæller Rasmus Botoft.

Sammen med de andre roere badede han i havnen, også selvom vandet var møgbeskidt.

»Nogle gange kunne man se benzin i overfladen fra de store både, og vi havde ofte skjolder på armene af benzin. Men vi badede alligevel. Eller vi roede ud gennem stigbordene ved slusen og fortsatte til Hvidovre og lagde til der og hoppede i vandet. Forleden var jeg forbi min gamle klub, ARK, fordi min bror og søster har sådan en middags- og oplevelsesklub, hvor vi skiftes til at bestemme hvad vi skal. Det var ret hyggeligt at se den igen. Jeg har havkajak i vores sommerhus, så måske skulle jeg melde mig ind igen,« siger Rasmus Botoft.

Den fedeste sommer for Rasmus Botoft var helt klart 1992.

»Jeg boede på Under Elmene på Amager og var med i en slags gøglertrup, der hed Tjenerstaben – og sammen med dem og min kusine Majbrit så vi Danmark-Holland i semifinalen ved fodbold-EM i min lejlighed, og bagefter var der kæmpe folkefest i Nyhavn. Det var, ligesom Distortion er nu – og så husker jeg selvfølgelig finalen, hvor hele byen festede da vi havde vundet det der umulige projekt, ingen troede på. Sommeren 1995 var også god, for da kom jeg ind på teaterskolen, verden lå åben, og jeg skulle det, jeg allerhelst ville. Og selvom det var i Aarhus, var København fantastisk den sommer – jeg kunne næsten gå på vandet.«

Turister i byen

Også i hans eget kvarter, Enghave Plads, er der de senere år kommet flere og flere turister.

»Det er sjovt at se, når de kører rundt på cykel, men også lidt farligt hvis de forvilder sig ud på H. C. Andersens Boulevard. Det er, som om turisterne tror, at København er sådan en legeby ligesom Legoland, hvor det ikke er rigtige biler, men sådan en sød by, hvor der ikke sker noget, når man kører galt,« siger Rasmus Botoft.

Det er svært at få ham til at nævne noget dårligt ved København. Men han savner flere boldbaner.

Han er selv træner i Vestia, hvor hans søn spiller fodbold, og han spiller også selv lidt indimellem. Derfor undrer det ham, at nye byggerier – som for eksempel Carlsberg – ikke har tænkt fritidsfaciliteter og boldbaner ind i projektet.

»Det byggeri er en skændsel – det værste er det der afskyelige højhus, Bohrs Tårn. Forfærdeligt at ødelægge en historisk bydel på den måde,« siger han.

Rasmus Botoft er opvokset på en sidevej til Amagerbrogade og har fulgt med i byens udvikling. Han kan være lidt ked af, at alle ledige kvadratmeter bliver brugt til nybyggerier og savner flere vilde byrum. Men generelt elsker han byen og opdager hele tiden nye steder.

»Jeg har lige opdaget Bispebjerg Kirkegård, fordi min søn lægger stemme til tegnefilm i Nordvest. Så har jeg gået ture i kvarteret, og det minder mig lidt om Amager i min barndom, så jeg bare med det samme føler mig hjemme. Der er mange kæmpe karreer fra 1930’erne, der er enormt smukke. Og så er der jo Grundtvigskirken – jeg opdagede den, da jeg var i tyverne og fik et chok, fordi den er så smuk – den må ingen snyde sig selv for. Det er dét, jeg elsker ved København – selvom jeg har boet her altid, så kan jeg blive overrasket over nye kvarterer og områder, jeg ikke plejer at komme i. København har virkelig meget at byde på. Christianshavn er også en perle. Jeg bliver helt glad, når jeg ikke har været der et stykke tid og så kommer derhen,« siger Rasmus Botoft.

MIN BEDSTE SOMMERDAG

SNOBBEN POUL

Rasmus Botoft er blandt andet kendt som snobben Poul, der sammen med sin ven Fritz (Martin Buch) disser de fattige og lever et liv med sprut og au-pairs uden at røre en finger. Her er Rasmus Botofts bud på snobben Pouls gode sommerdag, når han ikke er på scenen i Rytteriet i Tivoli:

»Han ville skynde sig ud af Indre By og skynde sig op nordpå – nord for Klampenborg og væk fra alle de mange mennesker. Så ville han sætte sig ud til vandet og åbne en dyr champagne og bare sidde og stirre ud over vandet, mens han drak den. Hvis han havde gæster fra provinsen eller udlandet, ville han vise dem rundt i Dyrehaven, men kun en lille tur. Så ville han tage ned på Rungsted Havn og spise frokost og drikke en flaske rødvin. Bagefter ville han sejle ud i sin båd på Øresund og ligge og sove et par timer. Om aftenen ville han tage ind til det nye Noma, men køre i en lukket bil, fordi det ligger så ulækkert et sted. Han ville primært drikke vin, men sidde og nippe lidt til maden. Så ville han køre tilbage i den samme lukkede bil og gå i sin udendørs jacuzzi med sin bedste ven, søde Fritz, drikke en hamrende dyr flaske flaske rødvin og komme sig over hvor klamt et sted, man kan have så lækker en restaurant.

Han kan ikke lide havnebadene – han synes, de er ulækre at bade i – det er ligesom at bade i et toilet. Men han synes, at det da er sødt, at de fattige kan glæde sig over noget så ulækkert.«

RASMUS BOTOFT

Man skulle stå tidligt op, så man får noget ud af dagen. Så skulle man cykle hele Havneringen på cykel, så man får set byen vågne, inden der kommer for mange mennesker. Man skulle cykle over til det nye madmarked på Den Grønlandske Handelsplads og drikke kaffe og spise lidt morgenmad. Så skulle man cykle til Amager Strandpark og så kunne man passende cykle hele vejen rundt og ende på Christianshavn, hvor man kunne spise frokost. Så skulle man cykle ud til Amager igen og drikke kaffe på min søsters kaffebar, Ingolfs Kaffebar. Om aftenen skulle man tage hen til Værnedamsvej og finde en god restaurant og spise aftensmad. Så skulle man slutte dagen i Tivoli og drikke en godnatøl ved Tivolisøen.«

 

 

 

 

 

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Anja Berth

Written by Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Jørgen Kunstmann er død

Frem for alt: Nu er Thomas mærket for livet