Søren Saugmann kunne i 2010 fejre 60-års fødselsdag og blandt gratulanterne var CIKs tidligere mesterbokser Tom Bogs, der inviterede til en venskabelig nævefight til ære for Amager Bladets fotograf. Arkivfoto: Michael Paldan.
in ,

Elsker 😍 Like 👍

Det var Sørens: Saugmann har været bokseformand i 40 år

RINGEN FRI. Søren Saugmann har været formand for Christianshavnerklubben CIKs bokseforening i 40 år. Den 67-årige Saugmann har været med til at skabe nogle af dansk boksnings største navne, blandt andre træner Ricard Olsens søn, Frank Olsen, og den største af dem alle, Mikkel Kessler.

AF JAN JEPPESEN

jje@amagerbladet.dk

CHRISTIANSHAVN: Han er altid rap i replikken – formanden for bokseklubben CIK, Søren Saugmann. Det rappe mundtøj kombineret med et brændende hjerte for boksesporten og lysten til at opbygge et klubmiljø for stenbroens drenge, er opskriften på et stykke dansk idrætshistorie.

Christianshavnerklubben har under Søren Saugmanns formandsskab været én af Danmarks mest fremgangsrige klubber og fostret en perlerække af de største stjerner – nationalt og internationalt.

Mikkel Kessler er et lysende eksempel på den magi, der er skabt i klublokalerne i Prinsessegade. Sammen med træner Ricard Olsen er det lykkedes at gøre drenge til mænd efter den gode, ældle opskrift: Kæft, trit og retning. Kort sagt: Disciplin.

I juni rundede Søren Saugmann et skarpt hjørne. Formanden, der til august fylder 68 år, kunne fejre 40 års jubilæum som formand. Og han er langt fra groggy. Der skal også mere end et godt næveslag til at slå Saugmann ud af stilen.

Suspenderet som dommer

I sine unge dage – karrieren begyndte i 1963 – uddelte han selv øretæver i ringen, og ved siden af de mange gøremål i klubben kastede han sig over dommergerningen og blev professionel kampdommer.

Det blev til 80 kampe som amatørbokser og han blev den første danske mester for såvel junior- og seniorboksere i letfluevægt. Han opnåede at blive landsholdsbokser og vandt i alt fire danske mesterskaber.

I 2007 var det ikke bokserne i ringen, men Saugmann, der stjal overskrifter i de landsdækkende medier. Han blev simpelthen suspenderet af Dansk Professionelt Bokseforbund og den europæiske bokseunion EBU for at have talt i mobiltelefon under en kamp, hvor han sad ved ringside som dommer.

Den belastende hændelse fandt sted under en kamp mellem Rudy Markussen og russeren Sergey Tatevosyan ved det store Kessler-Beyer stævne i Parken. Her viste tv-optagelser, at Saugmann selv ringede op på sin mobiltelefon i første omgang og talte i omkring 40 sekunder.

»Typisk, Saugmann!« Han kan alt på samme tid,« jokede vennerne, mens hovedpersonen først efter et stykke tid kunne se komikken.

Dav din gamle forbryder

De mange års formandsskab har givet Saugmann et stort netværk, og det hænder, at paraderne hænger, når der er antrit til, at han selv skal i rampelyset. Som dengang, da han blev kåret til årets idrætsleder på Amager, og da han i 2008 fik røde kinder over de mange gratulanter, der dukkede op for at lykønske med 60-års fødselsdagen.

Også Christianshavnerklubbens største navn gennem tiderne, Tom Bogs, langede ud efter fødselaren. Det endte med en venskabelig nævefight, akkurat som det sker, når Søren Saugmann møder op til det årlige møde i Amager Bladets Idrætspriskomité.

»Dav, din gamle forbryder,« lyder standardreplikken, når han hilser på medlemmerne.

Det ændrede mit forbrug at få en baby

Minister er nu lokal folketingskandidat