Borgmester Jørgen Glenthøj og et følge fra rådhuset og Metroselskabet var for nylig på besøg på de kommende metrostationer på Frederiksberg. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Wow 🤩 Like 👍

Metroen kommer om et års tid

UNDER JORDEN. Der foregår en masse 20 meter under jorden på de kommende metrostationer, der er så klar, at man næsten forventer, at toget stopper ved stationen. Men det kommer altså først til at ske om et år.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

CITYRINGEN: »Jeg er dybt imponeret,« lyder det fra borgmester Jørgen Glenthøj (K), da han går ned ad ståltrapperne på det der om et års tid bliver til metrostation Frederiksberg Allé. Iført sikkerhedudstyr fra hoved til fødder er borgmesteren og et følge fra rådhuset og Metroselskabet på besøg på de tre kommende metrostationer, der bliver en del af Cityringens M3.Væggene er grønne i lyse nuancer, men ikke den kendte Frederiksberg-grøn.

»Alle rulletrapperne går helt op og får overdækning, så ved man, at man er kommet til Frederiksberg,« smiler Jørgen Glenthøj.

Metroen ligger 20 meter under jorden, og endnu er der masser af stilladser i selskab med ledninger overalt. Oppe i den friske luft kommer det nye madkulturhus på hjørnet af Platanvej og Frederiksberg Allé, det står færdigt til juli næste år.

Frederiksberg Kommune vil gøre ekstra meget ud af den kommende Cityring, så der er noget som passagerne kan se frem til.

Med på turen under jorden er også kommunens metromand, chefkonsulent Peter Schøller Rasmussen, han fortæller:

»Frederiksberg har tilkøbt for 44 mill. kr. ekstra cykelparkering og til overdækning af rulletrapper,« fortæller han.

Nede på perronen er der stille, men bag glasdørene kører metrotogene allerede testture.

Ekstra platform på vej

Næste stop på turen er gangtunnelen ved Frederiksberg Station. Her er arbejdet under jorden i fuld gang med at lave en ny platform til Cityringen, M3, der forbinder de 17 nye stationer. Pludseligt dukker der noget unikt op på rundturen, som ikke er set før i kongeriget Danmark. Borgmesteren fortæller stolt:

»Det er den første cykelrullerampe i Danmark. Cyklisterne bliver kørt direkte ned i cykelkælderen. Alle cykelkældrene bliver orange,« siger Jørgen Glenthøj og peger på cykelkælderen, der ligger under Frederiksberg Gymnasium.

I cykelkælderen er der plads til 320 cykler, og plads til 100 ekstra jernheste længere nede vil stå klar næste sommer.

Cykelkælderen under gymnasiet får nu status som offentlig tilgængelig, da det er kommunen, der ejer den. Brugerne af metroen kan se frem til at gå op og ned ad trapperne i tørvejr, da der kommer overdækning af trapperne.

26 nationaliteter

De arbejdende sjæle under jorden tæller ikke færre end 26 nationaliteter, så man hører både italienske og irske medarbejdere tale sammen under den lokale overflade.

Borgmesteren kan ikke nære sig og må lige åbne en dør, og pludselig står han midt i menneskemyldret ved indgangen til metrostationen og Frederiksberg Centret.

Døren bliver om et års tid forvandlet til nedgangen til den kommende platform på metrostationen. Forpladsen på Solbjergvej er allerede klar til efteråret.

Svævende overbygning

Sidste stop på turen er Aksel Møllers Have ved Godthåbsvej, hvor forpladsen har fået nye træer og belægning i selskab med græs. Trapperne til metroen kan du skimte tæt på trafikken på Godthåbsvej.

Der kommer en svævende overbygning hen over nedgangen til metroen, så man ikke bliver våd, når det regner.

»Vandet fra toppen af overdækningen løber ned fra taget, og vander så planterne,« fortæller Peter Schøller Rasmussen og peger på en busk, der kan se frem til at blive vandet med regnvand om et års tid.

Nede i dybet kan du beundre ikke færre end 14.000 håndlavede tegl på væggene i gule chancerende toner, når du om et års tid tager metroen fra Aksel Møllers Have.

Peter Schøller Rasmussen fortæller, at det er den station hvor arbejdet er nået længst.

18 meter under Godthåbsvejs overflade er der forholdsvis stille, kun afbrudt af arbejdernes snak.

»Hold op, hvor er det stort. Det ser dybere ud end Kongens Nytorv,« udbryder Jørgen Glenthøj og peger op på trappen.

Pludselig rumler det i glasdørene på perronen, måske er det et metrotog, der kommer? Men nej, det er blot en arbejdsvogn der kører forbi.

Turen under jorden er ved at være forbi.

Der er kun en ting at sige, glæd jer til selv at komme under jorden og få en tur med Cityringen, der kører for første gang om et års tid.

Hvad synes du om artiklen?

3 points
Upvote Downvote

Total votes: 3

Upvotes: 3

Upvotes percentage: 100.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Heidi Engelund

Written by Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Kastebanen kastes videre

Nadja, Minna og Jonas fik undsluppet sommerfugl hjem til Botanisk Have