Tårnbys borgmester Allan S. Andersen mener, at Dansk Byggeri burde komme og ud se den virkelige verden, inden den placerer kommunen nederst på listen over erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Arkivfoto: Michael Paldan.
in ,

Tårnbys borgmester langer ud efter Dansk Byggeri

BUNDPROP. Dansk Byggeri har udnævnt Tårnby Kommune til landets mindst erhvervsvenlige kommune. Borgmester Allan S. Andersen (S) mener, at Dansk Byggeri burde komme ud og se den virkelige verden.

AF JAN JEPPESEN

jje@amagerbladet.dk

TÅRNBY: Dansk Byggeri har de seneste syv år udarbejdet en årlig undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Tårnby Kommune ender på en sidsteplads på ranglisten.

Direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius, begrunder bundplaceringen med, at kommunen hvert år ikke vil besvare et rundsendt spørgeskema, og fordi kommunen på en række målbare parametre også ligger i bunden.

»For eksempel har kommunen en af de længste sagsbehandlingstider ved byggesager – 69 dage i gennemsnit. Og kommunen opkræver den højest mulige afgift på erhvervsbyggeri,« skriver Torben Liborius i en kommentar til Amager Bladet.

Der bygges som aldrig før

Tårnbys borgmester, Allan S. Andersen (S), er forundret over Dansk Byggeris tilgang til undersøgelsen.

»Tårnby Kommune har en kernesund økonomi, landets fjerde laveste kommunale personskat og et stort overskud af arbejdspladser i forhold til antallet af borgere i den erhvervsaktive alder. Der bygges som aldrig før, blandt andet er der i øjeblikket gang i en række store hotelbyggerier og flere nye boligbyggerier pågår i kommunen. Der er også gang i en udvidelse af det i forvejen meget populære erhvervsområde Kirstinehøj og i det nye kystnære erhvervsområde Scanport, tæt på Den Blå Planet og lufthavnen,« forklarer Allan S. Andersen i en pressemeddelelse.

»Politisk har man valgt at have uddannelses- og arbejdsklausuler i forhold til de opgaver, som laves for kommunen. Tårnby Kommune vil gerne optræde ansvarligt og også bidrage til, at der etableres de nødvendige lærepladser for unge mennesker. Ovenstående ændrer dog ikke på, at Dansk Byggeri har offentliggjort en undersøgelse, hvori Tårnby fremstår som den mindst erhvervsvenlige kommune i landet.«

I den virkelige verden

Allan S. Andersen anerkender, at interesseorganisation som Dansk Byggeri kan have et andet syn på, hvad en erhvervsvenlig kommune er.

»Jeg vil blot stilfærdigt bemærke, at i den virkelige verden, som vi andre lever i, der ser tingene altså anderledes ud. Vi har taget nogle helt bevidste valg, som handler om krav om ordnede forhold hos vores leverandører og samarbejdspartnere. Vi er en kommune i vækst, hvor boligerne er blandt de hurtigst solgte i landet, vi har virksomheder der flytter til hele tiden, og vi har konstant efterspørgsel efter erhvervsgrunde. Vi ligger meget tæt på hovedstaden, vi har lufthavnen, motorvejen og Øresundsbroen i baghaven. Det er alt sammen noget erhvervslivet har stor gavn af. Tårnby er i mine øjne bestemt en erhvervsvenlig kommune,« fastslår Allan A. Andersen.

I et geografisk smørhul

Hos Dansk Byggeri er man kun interesseret i at komme i dialog med Tårnby Kommune, lyder det fra Torben Liborius:

»Placeringen på ranglisten er baseret på 30 forskellige parametre, og vi har en god dialog med rigtig mange kommuner om de enkelte områder.

Det vil vi også gerne have med Tårnby Kommune. Vi anerkender naturligvis kommunens politiske valg, og borgmesterens reaktion på erhvervsundersøgelsen tyder på, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som det umiddelbart kan se ud. Tårnby Kommune ligger i et geografisk smørhul, som i sig selv er et attraktivt sted for virksomheder at ligge. Derfor er det ikke underligt, at erhvervsgrundene i kommunen er eftertragtede. Men det bør ikke få en kommune til at læne sig tilbage og hvile på laurbærrene. Det tror vi nu heller ikke, at Tårnby Kommune gør. Vi har bare lidt svært ved at forstå, hvorfor Tårnby Kommune som den eneste kommune i landet afviser at medvirke i vores undersøgelse,« skriver Torben Liborius til Amager Bladet.

»Dansk Byggeri ønsker ikke at hænge nogen ud. Vi oplever, at mange kommuner arbejder hårdt på at ligge i top i erhvervsvenlighed. Og vi ser andre kommuner længere nede på listen tage initiativ til at drøfte, hvordan de kan blive mere erhvervsvenlige. Vi mener, vi har en fælles interesse i at sikre gode forhold for virksomhederne, som skaber lokale arbejdspladser og indtægter til kommunen.«

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Slut med at parkere gratis under Buen

Godnat og sov godt i Kulturtårnet på Knipppelsbro