Brian Kubach ved det store cykelsymbol i Tornebuskegade. Lige bag ham er det gågadezone, og caféejeren, der selv er blevet ramt af flere cyklister, frygter, at der kan ske en alvorlig ulykke. Foto: Martin Sørensen
in ,

Sur 😠 Ked 😭 Like 👍

Cyklister ræser forbi Brians café: “Det ender helt galt”

Cyklisterne suser forbi Brian Kubachs café på Nørreport til trods for at området er gågadezone. Det har ført til flere kollisioner, og caféejeren frygter alvorlige ulykker.

»Det kommer til at ende galt. Helt galt.«

Brian Kubach, der driver Y’s Café & Cocktailbar i Nørre Voldgade sammen med sin kone, Yvonne, er ikke i tvivl. Fra caféen er han nærmeste vidne til cyklister, der ræser af sted lige op og ned ad cafeens udeservering på et område, der er udlagt som gågade.

»Jeg er selv blevet ramt adskillige gange, og der opstår konstant farlige situationer,« siger Brian Kubach. »Det er kun et spørgsmål om tid, før det går rigtig galt,« siger caféejeren.

Da Nørreport genåbnede efter en stor renovering i 2015 blev cykelstien i Nørre Voldgade flyttet over på den vestlige side af stationen, mens området øst for stationen – mod Brian Kubachs café – blev gjort til gågade.

Men det blæser mange cyklister højt og flot på, og ifølge Brian Kubach er det ’hundredvis af cyklister’, der hver dag skyder genvej på gågaden ud for Tornebuskegade.

Gennem længere tid har han været i dialog med både kommunen og forvaltningen, men det har ikke afhjulpet problemet.

»Det er bare blevet værre og værre,« siger Brian Kubach, der er bekymret for kunder, personale og fodgængerne i almindelighed.

»Det eneste, der nytter noget, er hvis politiet stiller sig op 14 dage i træk og skriver bøder. Men der sker ikke noget,« siger Brian Kubach, der også efterlyser en bedre skiltning i området. Særligt i Tornebuskegade, hvor en cykel malet på asfalten indikerer, at man kører på en cykelsti umiddelbart før man når gågadezonen.

Cykelsymbol flyttes

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune oplyser til City Avisen, at man er bekendt med problematikken på stedet.

»Vi er i dialog med politiet om forskellige løsningsforslag for at komme problemet ved Tornebuskegade til livs,« siger centerchef Jes Øksnebjerg fra forvaltningen, der netop har modtaget samtykke fra politiet til at afkorte afmærkningen for cykler op mod Nørre Voldgade med cirka tre meter. Forvaltningen vil flytte cykelsymbolet længere væk fra Nørre Voldgade, så det bliver mere tydeligt, hvor man må cykle.

»Cykling i gågader er generelt forbudt med mindre det fremgår af skiltningen, at der må cykles, men det er kun politiet som kan håndhæve skiltningen,« oplyser Jes Øksnebjerg.

Politiet: Lejlighedsvis kontrol

Hos Københavns Politi kender de til problemerne med cyklister på fortovet og gågaden, som Brian Kubach beskriver. Politikommisær Jesper Eriksen fra politiets færdselsafdeling oplyser, at politiet lejlighedsvis får henvendelser om problemet.

»Disse henvendelser indgår sammen med øvrige borgerhenvendelser, faste opgaver og andet i den daglige prioritering af vores færdselspatruljer. Især forsøger vi at prioritere tilsyn omkring skoler og særligt uheldsbelastede strækninger højt, men jeg ved, at vi jævnligt også foretager kontroller i området omkring Nørreport Station,« skriver Jesper Eriksen i en mail til City Avisen.

»Da vores indsats i hele politikredsen planlægges ud fra en daglig prioritering af de tilgængelige ressourcer, vil vi fortsat lejlighedsvis iværksætte kontroller i området. Jeg har ligeledes underrettet Lokalpolitiet i Indre By så de også er opmærksomme på de udfordringer de erhvervsdrivende har på stedet,« meddeler Jesper Eriksen. 

Hvad synes du om artiklen?

8 points
Upvote Downvote

Total votes: 12

Upvotes: 10

Upvotes percentage: 83.333333%

Downvotes: 2

Downvotes percentage: 16.666667%

Christian Olsen

Written by Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Sandheden om truede dyr

Roser rejser sig i Store Kongensgade