in ,

Fra Rosenvængets Sogn til Rotterdam

Sognet skriver. Medarbejdere, kollegaer og menighedsråd i Rosenvængets Sogn ønsker sognepræst Kristine Gustav god vind fremover. Hun skal være sømandspræst i Rotterdam.

Af formand for menighedsrådet, Rosenvængets Sogn, Michael Thormann

På vegne af medarbejdere, kollegaer samt menighedsråd

sømandspræst: Sognepræst Kristine Gustav forlader Rosenvængets Sogn.

Hun har fået stilling som sømandspræst og præst for den danske menighed i Rotterdam fra 15. juli i år.

Kristine Gustav har været præst i Lutherkirken siden 2005, først som konstitueret præst og siden 2007 som sognepræst.

Fra sognesammenlægningen i 2011 har hun således også været sognepræst i Frihavnskirken.

Kristine blev præst i 2001 og har været konstitueret præst i Filips Kirke og Maglebykirke i København.

Hun har arbejdet som konstitueret præst ved Diakonissestiftelsen, hvor arbejdet omfattede besøg på ældrecentre samt hospice og samtale og hun har været frivillig sjælesørger i Sct. Nikolai Tjenesten.

Sjælesorg og omsorg

Netop sjælesorg og omsorg for andre har altid fyldt meget i Kristines virke som sognepræst. Da hun afholdte PREP-kurser i sognet, med fokus på kommunikation, konflikthåndtering og værdier i parforholdet og familien, var det derfor også som certificeret PREP-kursusleder.

Kristine Gustav har i Lutherkirken startet rytmikhold for babyer og mindre børn og holdene har udviklet sig til fire hold, opdelt i aldersklasser. Ligeledes har hun over en årrække afholdt Litterær caféaftener i Lutherkirken. Og på den kirke-musikalske front har Kristine gjort sig gældende og arrangeret børnegudstjenester i samarbejde med korlederen og Lutherkirkens Spirekor.

Sicilien og Afghanistan

I 2011 blev Kristine Gustav præst med rådighedskontrakt ved det danske forsvar og gennemførte året efter forsvarets basisuddannelse.

Hun har været udstationeret både på Sicilien og i Afghanistan og hun har jævnligt taget fly, tog eller bilen til Karup i Jylland for at holde gudstjenester og samtale med soldaterne.

Kristine er gift med datalog Ramzi Fadel og sammen har de tre børn, Victor, Laura og Louis, hvor sidstnævnte på 10 år flytter med til det hollandske. De to store børn henholdsvis studerer og går i gymnasiet og bliver i København.

Kristine kan med stolthed se tilbage på de mange betydningsfulde øjeblikke, hvor hun blandt andet har døbt og konfirmeret østerbroere. På højmesser, frokostgudstjenester og børnegudstjenester….det hele.

Og vi andre, der bliver på Østerbro, kan kun ønske hende og familien alt det bedste.

Kristines afskedshøjmesse og -reception har fundet sted. Hendes to sidste prædikener i sognet er henholdsvis torsdag 28. juni klokken 11.30 i Lutherkirken og søndag 1. juli klokken 10.30 i Frihavnskirken.

Thomas Frederiksen

Written by Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Samba fra Lundehus til rådhus

Foreslår familie flytter til Vibenshus