Jørgen Osbæck tiljubles.
in ,

Like 👍

Jørgen Osbæck: En fodbold-kæmpe fra Kastrups storhedstid

PORTRÆT. Jørgen Osbæck – en fodboldkæmpe fra Kastrup Boldklubs storhedstid – fylder 75 år. Klubmanden og forfatteren Rune Engstrøm skriver fødselsdagsportræt om den lille fodrappe målræv.

AF RUNE ENGSTRØM

jje@amagerbladet.dk

HELE ØEN: Når talen falder på, hvem der har været den bedste spiller i Kastrup Boldklubs lange historie, så deler vandene sig i næsten to lige store halvdele. Enten lyder svaret på den lille vævre målmaskine Jørgen Osbæck, eller også den superelegante libero fra Bornholm – Finn Mogensen. Men spørger man deres holdkammerat fra de gyldne dage – midtbanedynamoen Viggo Jacobsen – så hersker der ingen som helst tvivl i hans sind.

Det afslørede Lille Viggo en sen aftenstund for et par år siden, under en genforeningsfest med mange af de gamle divisionsspillere. Her blev denne bemærkning slynget harmdirrende af sted, med en lige så sitrende pegefinger: »Det siger siger jeg dig Schultze, hvorfor forlod du bare klubben dengang – du var vores bedste mand?«

Og inden hverken Viggo Jacobsen eller Jan Schultz Hansen nåede at følge tråden op, så rømmede sidemanden Jørgen Osbæck sig kraftigt, mens han kiggede bebrejdende op på den stående Lille Viggo. Hertil fik denne hurtigt korrigeret sin første bemærkning med ordene: »Ja, ja – altså den næstbedste efter dig – Jørgen.«

Dette siger vel alt om gavtyven Jørgen Osbæck, der altid har nydt en sand heltestatus i Kastrup Boldklub, og hvor kun det helt store klubikon fra OB – Per Bartram – formåede at stå i vejen for en landskampsdebut mod Rumænien. Hertil blev den lille fodrappe angriber, med det lave tyngdepunkt og den udprægede målnæse, siet fra i allersidste øjeblik.

Sammen med den høje og hovedspilsstærke Jens Helmø dannede Jørgen Osbæck i flere år en frygtet angrebsduo i dansk fodbold, som med lidt fantasi godt kunne bringe minderne frem om et gam-melt makkerpar fra stumfilmens dage med ’Fy og Bi’.

Bragede igennem lydmuren

Især i jubelsæsonen i 1975 bragede de igennem lydmuren, da Kastrup vandt landets næstbedste række i 2. division. Og hvor målræven Jørgen Osbæcks supervigtige betydning for klubben da også kom til udtryk i et af de få nederlag i den sæson. Det skete i et opgør mod rækkens absolutte bundprop – Middelfart. Et højst overrask-ende udfald, som den kække Jørgen har forklaret om og om igen i løbet af alle årene med: »Jamen – jeg var jo heller ikke med i den kamp. Jeg havde nemlig karantæne.«

En anden spiller, der heller ikke var med i en helt bestemt kamp nogle år senere under succestræneren Niels-Christian Holmstrøm, var Jørgens lillebror Flemming Osbæck.

Den unge rebelske pædagog havde nemlig deltaget i øens traditionsrige cykelløb ’Amager Rundt’, hvor Kastrup Boldklub skulle spille en vigtig turneringskamp i 1. division senere på aftenen denne søndag.

Han var tilmed blevet set cyklende omkring med en kasse øl på ladet, og sådan noget amatøragtigt noget ville den kontante træner Holmstrøm overhovedet ikke høre tale om.

Derfor blev Flemming Osbæck straks tildelt en lang karantæne på førsteholdet. Men efter et stykke tid mente den unge rebel, at hans disciplinære straf da måtte være overstået, hvorefter han vovede pelsen for at konfrontere sin barske coach efter et endt træningspas.

»Hvorfor skal jeg stadigvæk være på andetholdet, Niels-Christian?«

Dertil svarede Holmstrøm kort og brysk: »Det skal jeg sige dig, Flemming – jeg synes simpelthen, at du er for god til tredjeholdet!«

Det skal dog tilføjes, at trods de to kamphaners interne uoverensstemmelser så omtaler Niels-Christian Holmstrøm til stadighed Flemming Osbæck som en glimrende midtbanespiller. Når alt kommer til alt, så handler anekdoten jo om hierarki, og hvem der var boss.

Og med hensyn til at være god inde mellem kridtstregerne, så var storebror Jørgen Osbæck bare en helt igennem god fodboldspiller.

Ingen svage sider

Til gengæld kneb det lidt i de yngre år med at tage sin sport seriøs nok.

For eksempel i 3. division i begyndelsen af halvfjerdserne, der især blev personificeret i hans noget anstrengte forhold til træneren Ove Petersen, som han fandt lige lovlig skrap og moderne. Og da hele spillertruppen en dag blev bedt om at udfylde et på det tidspunkt meget visionært spørgeskema, hvor man skulle angive sine stærke og svage sider inde på fodboldbanen, så brillerede den frække slagterhund Jørgen Osbæck med en ultrahurtig besvarelse.

Da han blot havde sat et spørgsmålstegn i alle svarrubrikkerne, og hvor de havde været særlig stort markeret under de ’svage sider’.

Alt dette har – i tæt følgeskab med en udpræget klubloyalitet og en dårlig hofteskål – sandsynligvis været med til, at Jørgen Osbæck aldrig gik hen og blev landsholdsspiller. Eller at han for den sags skyld opnåede en fed kontrakt i udlandet, som han egentlig heller aldrig har stræbt efter. Derfor fik han først sit store gennembrud i en meget høj alder af 32 år.

Uden for fodboldbanen drev Jørgen Osbæck sin egen lille virksomhed, som en yndet VVS-mester i lokalområdet. Fra min ungdom husker jeg, når han kom og udførte sit blikkenslagerjob på Kastrup Skole.

Her havde den hjulbenede topscorer i sit uformelle arbejdstøj altid en frisk bemærkning gemt oppe i ærmet, når mange af skolegårdens raske drenge slog en ring omkring ham.

Og hvor han i særlig grad havde et godt tag på alle rødderne, når han diskede op med hans knastørre humor og skønne ligefremmet-hed.

»Jeg betalte ikke en skid«

Alt sammen noget, som var med til at gøre den tidligere topforward til en populær mand – både i og udenfor Kastrup Boldklub.

En mand der aldrig bliver glemt. Hvilket også gav sig fint til kende under den nævnte genforeningsfest for et par år siden, hvor vi var en lille flok deltagere, der rundede dagen af på Air Pub i Kastruplundsgade.

Her gik Jørgen Osbæck på et tidspunkt op til baren for at hente en ny omgang øl. Og da han returnerede til bordet skete det med et stort og bredt smil på læberne. Suppleret op med hans lune og alt sigende slutbemærkning på denne kronik: »De kan sgu stadigvæk huske mig – jeg skulle ikke betale en skid!«

Artiklens forfatter Rune Engstrøm er forfatter til bogen ’Lille Viggo’, der kan købes på www.runeengstroem.smallshop.dk

Jørgen Osbæck fejres med åbent lørdag 30. juni klokken 12.00-16.00, hvor familie, venner og bekendte bydes på lodt øl, vand og pølser hos datteren Camilla på Merkur Allé 14, 2770 Kastrup.

 

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Anja Berth

Written by Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Sommerdansen overtager Fælledparken

Du bestemmer, hvad forestillingen handler om