Området omkring Krakas Plads er allerede videoovervåget, men både politiet og beboerne vurderer er flere kameraer vil hjælp på trygheden og på efterforskningsarbejdet. Foto: Michael Paldan
in ,

K vil ikke have overvågning i udsat område

TRYGHED. Beboere omkring Krakas Plads oplever en forråelse af området. Derfor vil de gerne have mere overvågning. Men der kan ikke samles et politisk flertal. De Konservative vil kun være med, hvis politiet har eneret over optagelserne.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

OVERVÅGNING: I Aldersrogade har de ad flere omgang haft problemer med bander og andre kriminelle grupperinger. Det har medført en øget utryghed i området, og beboerne oplever, at området omkring Krakas Plads er blevet mere råt.

For at afhjælpe utrygheden har de københavnske politikere skulle tage stilling til en ansøgning fra beboerne, hvor de beder om 63.575 kroner til opsætning af syv overvågningskameraer i området.

Et flertal i teknik- og miljøudvalget sendte i maj forslaget videre til økonomiudvalget, hvor et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og SF sendte det videre til afstemning i borgerrepræsentationen.

Men her ville De Konservative ikke være med længere.

»Vi synes, overvågning er godt. Vi havde bare et krav. Ingen andre end politiet skulle have adgang til optagelserne,« siger Jakob Næsager, der er medlem af økonomiudvalget og teknik- og miljøudvalget.

Næsager og De Konservative er bange for, at optagelserne kan blive misbrugt af bestyrelsen til at udføre social kontrol eller privat overvågning.

Brev til ministeren
Det undrer overborgmester Frank Jensen (S), at »de konservative i København ikke vil hjælpe beboerne og politiet med at skabe tryghed i et kvarter, der har været præget af utryghed«. Derfor har han både sendt brev til den konservative justitsminister, Søren Pape Poulsen, og til beboerne i Aldersrogade.

»Jeg så meget gerne, at der også var blevet afsat midler til opsætning af kameraer hos ejerforeningen. Derfor vil jeg opfordre jer til at kontakte de partier, som ikke har stemt for forslaget, med opfordring til at revurdere sagen,« skriver Frank Jensen i sit brev til beboerne i Ejerforeningen Aldersrogade 37-39.

I alt drejer det sig om syv kameraer, som politiet har godkendt til opsætning i ejerforeningen. Ifølge foreningen selv vurderer politiet, at opsætningen af kameraerne vil styrke efterforskningen af kriminelle hændelser i området, hvor der allered er opsat seks kameraer.

Frank Jensen skriver i sit brev til justitsministeren, at det »undrer og ærgrer« ham, at Det Konservative Folkeparti stemte imod forslaget om at støtte videoovervågning omring Krakas Plads. Særligt undrer overborgmesteren sig over, at De Konservative stemmer imod, når regeringen selv har afsat midler til øget videoovervågning i forbindelse med de bandepakker, der kom sidste år.

Uskik at overvåge private
Men Jakob Næsager holder fast i, at han ikke er imod overvågning. Han vil bare ikke lade private borgere have adgang til optagelserne.

»Det er en enorm uskik, at vi kan følge med i hinandens liv, og jeg er rystet over, at overborgmesteren er så ligeglad. Hvis han vil have et flertal her og i andre tilfælde, så må han ændre sin tilgang til overvågning,« siger Jakob Næsager. Udover De Konservative stemte også Enhedslisten, Alternativet og Liberal Alliance imod forslaget.

Frank Jensen forstår ikke De Konservatives mistillid til bestyrelsen i Aldersrogade.

»Jeg forventer selvfølgelig, at ejerforeningen ligesom hidtil vil leve op til sit ansvar og sikre, at optagelserne kun bliver brugt til lovlige formål, som for eksempel at hjælpe politiets efterforskningsarbejde,« siger overborgmesteren.

Ifølge økonomiforvaltningen er der ikke lovhjemmel til at begrænse adgangen til videomaterialet for dem, som har sendt ansøgning om at få det opsat. I det her tilfælde bestyrelsen i Aldersrogade, som også er juridisk ansvarlige i forhold til at sikre, at overvågningen kun bliver anvendt til lovlige formål.

» Hvis Jakob Næsager og de konservative i København har et principielt problem med reglerne for privat videoovervågning, så bør de kontakte deres egen partifælle, justitsminister Søren Pape, for lovgivningen om videoovervågning hører til i Justitsministeriet – ikke i kommunen,« siger Frank Jensen.

Simon Reenberg

Om journalisten Simon Reenberg

Jeg er ansvarlig for minby.dk og Facebook-siden af samme navn. Har du et tip til en god historie i København, så skriv til mig på info@minby.dk.

Tidligere graffitimaler: Det handler om at blive set

Oliver Kabel udtaget til NM og EM