Der er masser af muligheder for at midsommerhygge på Ofelia Plads. PR-foto: Rasmus Flindt Pedersen
in ,

Midsommerfejring med Jørgen Leth og Love Shop

Ofelia Midsommer fejrer sankthans hele dagen med masser af kulturoplevelser og sankthansbål – hvis myndighederne vil.

Sidste år fejrede 3.500 deltagere sankthans ved bålet på Ofelia Plads.

I år bliver det udvidet med en hel dags arrangementer på pladsen, når københavnere og byens gæster kan være med til startskuddet til en helt ny sankthans-fejring – Ofelia Midsommer.

Med kunstnersamtaler, koncerter og danseforestillinger er der lagt op til en hel dag med kunst- og kulturoplevelser for alle, indtil solen langsomt slukkes og sankthansbålet tændes. Hvis altså det nuværende afbrændingsforbud når at blive ophævet. Båltalen holdes af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra Den Korte Weekendavis.

Fra kl. 13-16 kan man opleve Det Kongelige Teaters autonome dansekompagni Corpus og deres unikke, personlige danseforestillinger One One One. Rita Blå’s Lopper holder stort loppemarked fra kl. 12-17, og et udvalg af foodtrucks, spiseområder og petanquebaner er på pladsen hele dagen.

Ofelia Midsommer foregår på fire forskellige scener, hvor du bl.a. kan opleve kunstnersamtaler med Jørgen Leth og Michael Simpson – Vi Sidder Bare Her – der også giver koncert kl 18. To timer senere står Love Shop på scenen.

På Portscenen kan man opleve musikalsk foredrag om Tove Ditlevsens forfatterskab med den danske forfatter og digter Dy Plambeck og musiker, sanger og komponist Jeanett Albeck.

Dy Plambeck fortæller om mennesket og forfatteren Tove Ditlevsen og Jeanett Albeck supplerer med sange fra den anmelderroste forestilling Tove! Tove! Tove!, som til august endnu en gang kan opleves på Det Kongelige Teater.

Ofelia Midsommer er gratis og arrangeres i samarbejde mellem Det Kgl. Teater og Foreningen Ofelia Plads, støttet af Admiral Hotel og Hotel Scandic Front.

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Priser skabte ægte glæde

Havens elegante indgang