»Vi skal have en rød tråd hele vejen fra 1. holdet og ned til U15-afdelingen,« siger Frem-formand Per Jakobsen. Foto: Preben Pathuel
in ,

Elsker 😍 Like 👍

»Vi har sagt pænt nej tak til udenlandske investorer«

INTERVIEW. Står det til formand Per Jakobsen, bliver Boldklubben Frem yderligere lokalt forankret,

1. holdet bliver forynget, ungdomsafdelingen bliver strømlinet og klubben bliver på danske hænder.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

FODBOLD: Boldklubben Frem er ikke som de andre, og det skal den heller ikke være, hvis Per Jakobsen skal bestemme. Og det skal den 51-årige marketing manager et stykke hen ad vejen, i og med at han er formand for Valbys tværstribede fodboldflagskib.

»Som så mange andre store og mellemstore danske fodboldklubber har vi fået henvendelser fra udenlandske investorer. Men vi har sagt pænt nej tak. Det har ikke føltes rigtigt. Vi vil langt hellere have nogle danske investorer, som kan spejle sig i klubben og som tror på Frem som klub og på de værdier, vi står for. Vi må gerne skille os ud – også på det punkt,« slår Frem-formanden fast og maner til besindighed og ikke mindst tålmodighed:

»Vi er stadig i en opbygningsfase. Det er vigtigt, at vi ikke forcerer noget. Vi skal ikke rykke op, før vi er klar til det. Jeg vil hellere rykke op om tre år med det rette setup både sportsligt og organisatorisk, end jeg vil rykke op om et år uden at være gearet til 1. division.«

Ung ærgerrighed

I bestræbelserne på at skabe et fodboldhold, der med tiden kan begå sig i 1. division, har Frem-ledelsen foretaget diverse justeringer omkring 1. holdstruppen. Der er sagt farvel til en række spillere, som det vurderes har toppet, ligesom der også er ny mand på cheftrænerposten i skikkelse af 37-årige Lasse Holmgaard.

»Vi skal primært have unge, ærgerrige spillere med et udviklingspotentiale, men holdet skal selvfølgelig bygges op omkring rutinerede kulturbærere som Beran Camili, Marco Brylov, Daniel ’Elly’ Pedersen og Mikkel Andersson,« siger Per Jakobsen og understreger, at efterårets målsætning ubetinget vil være en kvalifikation til 2. divisions oprykningsspil.

Hyperlokal rekrutering

Den bedste, sundeste og økonomisk mest lukrative måde at stille med et ungt, talentfuldt hold er naturligvis selv at udvikle størstedelen af klubbens 1. holdsspillere. Det er lettere sagt end gjort, men ikke desto mindre en klar målsætning i Frem:

»Vi skal have en rød tråd hele vejen fra 1. holdet og ned til U15-afdelingen. Vi vil bruge langt flere kræfter på at strømline måden, der spilles fodbold på i Boldklubben Frem. Det kommer Lasse Holmgaard og Martin E. Jensen (U21/2. holdstræner, red.) til at have stor fokus på,« fastslår Frem-formanden.

Står det til Per Jakobsen, så rekrutteres en overvejende del af talenterne lokalt – gerne hyperlokalt:

»Vi vil gerne have et tættere samarbejde med de lokale klubber. Jeg ser meget gerne, at vi holder talenterne her i Valby. I hvert fald i første omgang. Så kan talentet hos den enkelte spiller blive så stort, at han skal videre til en endnu større klub. Det vil vi ikke stå i vejen for. Det har vi før bevist.,« siger Frem-formanden med henvisning til Adam Jakobsen, som netop er skiftet til superligeoprykkerne fra Vejle Boldklub.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

DEBAT: Kommunen skaber ghettoskoler i Nordvest

Tidligere graffiti-maler: Det handler om at blive set