Lokaludvalget mener blandt andet, at man skal udskifte det gamle køleanlæg før man bygger skole i Kødbyen. Foto: René Mølskov

Nye skoleplaner i Kødbyen

Lokalplan. Torsdag stemmer Borgerrepræsentationen om en ny lokalplan for Den Hvide Kødby. Det indebærer et nyt skolebyggeri, som dog ikke er helt uden udfordringer.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

Skoletid: »Ved at vælge den adresse har man nok valgt den dyreste adresse på hele Vesterbro.«

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Vesterbro Lokaludvalgs formand, Thomas Egholm. Lokaludvalget er ellers positive over for udbygningen af skolekapaciteten, som er hårdt tiltrængt på Vesterbro. Men der er nogle udfordringer, som man håber politikerne i Borgerrepræsentationen tager højde for på torsdag.

»Der er i virkeligheden to problemstillinger. Den ene er selve jorden, hvor man har stadig ikke har undersøgt, om der er dioxin i jorden. Det kunne vi rigtig godt tænke os, at man undersøgte,« siger Thomas Egholm.

Vesterbros dyreste grund

Han peger på, at der i udgangspunktet bliver talt om at fjerne 90.000 ton jord, der måske er forurenet og derfor vil koste 600 kroner pr ton at fjerne.

Dertil kommer, at Lokaludvalget med flere mener, at det er uholdbart at have et ammoniak-drevet køleanlæg ved siden af en skole.

»Hvis børnene skal kunne åbne vinduerne, skal man bruge 22,5 millioner kroner på at ombygge køleanlægget i Kødbyen. Dermed løber de samlede omkostninger for grunden hurtigt op i 90 millioner kroner. Og så er det nok den dyreste adresse på Vesterbro,« siger han.

Få muligheder for skole

Spørgsmålet er, om det gør det til den forkerte placering. Det mener Thomas Egholm ikke.

»Det er også et spørgsmål om, hvor mange andre placeringer der er på Vesterbro. Når vi bygger så tæt, og man tillader at alt andet bliver bygget til med boliger, så kommer der et meget stort pres på de kommunale arealer,« siger han.

Han glæder sig over, at ideen om at lukke Gasværksvejens Skole i samme ombæring er sløjfet. Til at begynde med var det nemlig en del af planen at lukke gasværksvejens skole

»I dag er vi i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre at lukke skolen. Der kommer 520 boliger på posthusgrunden og 500 boliger ved Ikea. Det lægger et ekstra pres på skolerne. Eftersom de langsigtede planer nu inkluderer, at man fortsætter med at have Gasværksvejens skole, er det en fornuftig placering,« siger Thomas Egholm og fortsætter:

»Ved at lægge skolen i Den Hvide Kødby åbner man for at tage imod mange af de børn, der i dag er en del af skoledistriktet til Oehlenschlægergades Skole i dag.«

Aflyst: Enhedslisten Vesterbro har besluttet at aflyse deres Skt Hans bål i år. Det har nemlig ikke været muligt at holde arrangementet i Enghaveparken i år, da der bliver bygget i parken. Samtidig har de ikke fået en godkendelse om at kunne holde arrangementet et alternativt sted. Da der også var risiko for et afbrændingsforbud besluttede Enhedslisten på Vesterbro derfor at aflyse arrangementet. De forventer ifølge en pressemeddelelse at vende stærkt tilbage næste år med deres traditionelle Skt. Hans arrangement for børn og voksne.

Der havde været overvejelser om at holde Sankt Hans på Lituans Plads, men grundet brandfaren må vesterbroerne finde alternative steder at sende heksen af sted mod Bloksbjerg. Lige nu tyder det på, at Hovedstadens Beredskab fastholder deres afbrændingsforbud, og dermed er der slet ikke sankthansbål i hovedstaden i år.

Hvis det bliver ophævet inden, kan Vesterbroerne gå mod Tivoli eller i modsatte retning i Fredeiksberg Have. rem

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Tidligere graffiti-maler: Det handler om at blive set

S og V: Flere skal i arbejde i Mjølnerparken