En tidligere sankthans for fuldt blus. Foto: Christianshavns Beboerhus.
in ,

Sankthans ved volden fuser ud

Det traditionelle sankthans-arrangement ved Christianshavns Vold bliver droppet i år, da de fornødne tilladelser ikke er på plads – det har ellers ikke været et problem før. I stedet afholdes festen udenfor Christianshavns Beboerhus.

Den traditionsrige sankthans-fest ved Elefantens Bastion på Christianshavns Vold er sat på vågeblus. I over 20 år har der været bål, taler og underholdning på stedet, men i år har arrangørerne fra Christianshavns Beboerhus fået besked på, at de ikke har den påkrævede tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, da stedet er et fredet fortidsminde. Og sagsbehandlingstiden er for længst overskredet.

»Kommunen har pludselig fundet ud af det, her en uge før festen skal holdes. Der har ellers aldrig været problemer før, og det ændrer jo ikke en pind på fortidsmindet, at vi stiller nogle boder op, der fjernes igen,« mener formand for Christianshavns Lokaludvalg, Poul Cohrt.

Helt indtil mandag stod arrangørerne med håret i postkassen – eller grenene i Stadsgraven, om man vil – og kunne ikke love, at traditionen kan føres videre på lørdag.

Beboerhuset har derfor været nødsaget til at flytte festen til Dronningensgade 34 foran beboerhuset.

»Vi er meget kede af at arrangementet på Elefantens Bastion, som jo er en fast tradition på Christianshavn, må flyttes grundet procedurale regler, vi meget sent er blevet bevidste om.

Dog håber vi, at så mange som muligt finder vej ned til vores gade, der bliver smukt dekoreret og fejrer begivenheden sammen med os. Der vil fortsat være live musik, taler og dj´s i løbet af aftenen, men snobrødsbagning vil udgå, som følge af afbrændingsforbuddet, der gælder i hele København og flere andre steder i landet,« skriver arrangøren i en pressemeddelelse.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Brosten flået op af kommunen

Landdige på Sydamager sikrer metro og motorvej mod stormflod