Skilt plastret til med klistermærker, der har alle mulige forskellige budskaber. Foto: Martin Sørensen
in ,

Klistermærke-hærværk hærger

GRAFFITI. Hvert år bruger Københavns Kommune et tocifret millionbeløb på at fjerne graffiti. Tidligere var spraydåser den store synder, i dag er der klistermærker over hele byen, som sender både kommercielle og politiske budskaber.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

HÆRVÆRK: Københavns Kommunes renholdsfolk bruger i stigende grad tid og penge på at fjerne klistermærker fra Nørrebro og Bispebjergs lygtepæle, skraldespande og offentlige bygninger.

Det viser tal fra teknik- og miljøforvaltningen.

»Vi har kunnet se en svag nedgang i den malede graffiti, men til gengæld er antallet af klistermærker ude i byen klart stigende,« siger enhedschef i center for driftsudvikling under teknik- og miljøforvaltningen, Jakob Hjuler Tamsmark.

Tendensen er ifølge enhedschefen den samme over hele byen med Indre By og Nørrebro som de mest udsatte.

Han fortæller, at klistermærkerne er af variende størrelse, og budskaberne på dem er både politiske og kommercielle.

»Vi ser alt muligt forskelligt, men der er rigtig mange fra fodboldfans. Det er billigt at få dem produceret, og det er nemt at sætte dem op på lygtepæle, husstande og alt andet,« siger han.

Klistermærkerne har sjældent en afsender, og da de kan være produceret til et lovligt formål, er det den enkelte, der bærer skylden for at sætte dem ulovligt op i byen. Det gør, at forvaltningen sjældent har mulighed for at stille nogen til regnskab for hærværket.

Graffiti koster millioner
Stigningen i antal klistermærker er medvirkende til, at der er en generel stigning i mængden af graffiti, da det både dækker over klistermærker, såkaldte tags, som typisk er en forkortelse af et navn på en kunstner eller en gruppering, og graffiti-malerier.

»Vi oplever generelt set en stigning i det, vi over en bred kam kalder graffiti Der er selvfølgelig udsving i de enkelte år, men vi må desværre konstatere, at vi har en større og større udfordring med at fjerne graffiti,« siger enhedschefen.

Forvaltningen har fulgt udviklingen over en ti-årige periode, hvor særligt årene 2011 til 2015 var præget af meget graffiti i byen.

Siden har der været en nedgang i mængden af graffiti, mens 2016 og 2017 har budt på en mindre stigning.

LÆS OGSÅTidligere graffiti-maler: Det handler om at blive set

Forvaltningen laver statistikken over mængden af graffiti ved at registrere alt, hvad der er på en strækning af en kilometer. Strækningen veksler fra år til år de enkelte bydele.

»Det er umuligt for os at tælle alt, hvad der er. Derfor laver vi de her stikprøver, som vi gentager år efter år. Det giver os et nogenlunde præcist billede af forholdene,« siger Jakob Hjuler Tamsmark og understreger, at en stigning eller et fald ikke kan konkluderes fra år til år.

Han kan ikke sige, hvad det koster at fjerne et enkelt klistermærke eller et enkelt tag, men samlet set bruger kommunen ti millioner kroner årligt på at fjerne graffiti.

Det beløb er kun for graffiti, der sidder på offentlige bygninger, lygtepæle, bænke osv. Graffiti på privat ejendom skal den enkelte boligforening selv betale for at få fjernet.

»Det giver et indtryk af en beskidt og utryg by, hvis der er meget graffiti og mange klistermærker. Derfor fjerner vi det jævnligt og hurtigt, og det er også vores fornemmelse, at det får flere til at lade være, når de kan se, at det bliver fjernet hurtigt,« siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Han får opbakning af Peter Grønlund, som er tidligere graffiti-maler og forfatter til flere bøger om subkulturer.

»At fjerne det hurtigt vil få nogle til at miste modet, men jeg tror aldrig, at man slipper helt for det, der vil altid være graffiti,« siger han.

Grafik: Københavns Kommune
Grafik: Københavns Kommune

Loading…

Simon Reenberg

Om journalisten Simon Reenberg

Jeg er ansvarlig for minby.dk og Facebook-siden af samme navn. Har du et tip til en god historie i København, så skriv til mig på info@minby.dk.

Nyt Amager Bio mangler penge

Nye Borgerliges nye mand