Amager Bladet og Danske Bank kårer Sandiie og skønhedsklinikken NoRush på Tycho Brahes Allé med prisen som 'Månedens Amagerbutik' for maj. Foto: Anders Bentzon.

Skønhedsdronningen Sandiie: »Min passion er mine kunder«

AF JAN JEPPESEN

SUNDBY: »Jeg er totalt overrasket og meget glad. Det er også nogle flotte anmeldelser.«

Den 42-årige ejer af skønhedsklinikken NoRush på Tycho Brahes Allé 2, Sandiie Coco Simonsen, strålede om kap med sommersolen, da Amager Bladet og Danske Bank bankede på døren til den lille butik for at overbringe nyheden om, at butikken er kåret til Månedens Amagerbutik i maj efter anbefalinger fra bladets læsere og Facebook-brugere.

»Må jeg placere diplomet i vinduet?« spørger Sandiie, der næsten ikke kan vente med at skilte med kåringen.

»Jeg har rigtig mange faste kunder, og de betyder alt for mig. Skønhedspleje og behandling handler om vedligeholdelse. Derfor kommer mine kunder ofte hver tredje uge for enten at få ordnet negle eller en voksbehandling. Jeg har også mange mandlige kunder. De kommer for at få ordnet ryg, skulder, lænd eller øjenbryn,« forklarer Sandiie, og indrømmer, at skønhedspleje er hendes helt store passion.

»Jeg skal da heller ikke selv ligne en trist morgenkåbe, når jeg går på arbejde. Og har jeg en slem forkølelse, så informerer jeg lige mine kunder om de vil have en anden tid, hvis de er bange for at blive smittet. Så finder vi bare en anden dag,« fortæller Sandiie, og tilføjer, at yngste kunde er 14 år, ældste er 85 år.

Arbejdede i bank

Sandiie bor en spytklat fra butikken – i Agustagade. Men ellers har karrieren taget nogle større spring end gåafstanden mellem hjem og arbejde.

Hun har blandt andet været servicemedarbejder i en bank, blev senere uddannet kosmetolog og fik job i en klinik på Frederiksberg. Hun tog derefter springet til at blive selvstændig, og det har hun ikke fortrudt.

»Jeg er min egen og kan lave det, jeg brænder for mig. Det betyder alt. Og så er det ligegyldigt, at jeg har travlt. Jeg holder lukket to dage om ugen, og det er rigeligt. Der er ikke de store sæsonudsving i min branche, men december er en særlig måned, hvor alle skal være klar til julen og nytåret.«

Numorologi

Sandiie er datter af en polsk far og mor. Hun er født i Danmark, og tog efternavn til Bjerre, da faren døde. Nu hedder hun Simonsen til efternavn. For Sandiie er uddannet numerolog og tilbyder numerologi i butikken. Det er ikke af ren forfængelighed, der får folk til at skifte navn, forklarer hun.

Ifølge numerologien er vi kendt i universet ved de energier, som blandt andet vores navn udtrykker og derfor er vores navn medbestemmende for hvilke energier vi tiltrækker og frastøder.

Og hvis de energier man frastøder via sit navn netop er de energier man ønsker at tiltrække kan der være idé i at ændre sit navn – ifølge Sandiie Coco Simonsen!

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Kolorit på sommeren

Mulighed for flere lokale lægehuse