in ,

Elsker 😍 Like 👍

MIN UGE I VANLØSE: Jette Hill Ludvigsen

Så stod der igen MANDAG i kalenderen, og vanen tro bimlede begge mine vækkeure kl. 06.30, ja hele to af slagsen i disse mobiltider.

Begrundelse; 1) Jeg elsker at vise vores store børneflok på seks børn, at ’fortidens’ opfindelser bærer stor værdi. 2) Skulle det ene sætte ud, har jeg back up – for med ansvar for seks børns skolemødetider er vækkeurene mine venner.

Et mantra for mig er Dan Turells så berømte ord understøttet af Halfan E’s fantastiske beat; »Mest af alt holder jeg af hverdagen«.

Jeg omfavner hver eneste dag, jeg slår øjnene op.

Når jeg ser min elskede familie og den fantastiske og store vennekreds, vi gennem årene har bygget op, ved jeg, at her er livets værdi for mig – det er her jeg næres i mit solide og værdifulde fundament.

Ud af dette pragtfulde fundament strømmer uanede mængder energi direkte ind i mine årer, og denne morgen ingen undtagelse.

Seks børn vækkes og kommer i en lind strøm gennem husets badeværelser og køkken, mens jeg rister brød, laver smoothies og holder styr på dagsformen for alle børnene – skole, eksamen, lektier, sport, legeaftaler, fritidsjob og tid til samtale om stort og småt. Denne morgen bød også på dans ved morgenbordet, for franske Maitre Gims i højtaleren giver sig altid udslag i dans – sådan blev ugen skudt godt i gang.

Efter knus og kram finder de fem store børn selv vej til gymnasier og folkeskole, og jeg nyder af gå hånd i hånd med lille Carmen på syv og vores to labradorhunde til endnu flere farvelkys og kram ved aflevering i første klasse på Katrinedal Skole.

Og så er det mig-tid. Noget jeg indlægger i hver eneste hverdag, når børnene er i gang med deres. Denne morgen stod den på ti kilometer løb ved eng og sø i et sommervarmt Vanløse.

Mandagen rundes af i familiens skød med aftensmad, snak, godnatlæsning med den mindste – for så at blive efterfulgt af et køligt glas hvidvin i sommervarmen med manden gennem 27 år.

 

Pling; så stod der TIRSDAG i kalenderen, og morgenritual med familien var en skøn kopi af gårsdagens – dog var jeg denne varme morgen trukket i ridetøjet og satte kl 08.10 kurs mod hestene og en veninde i Charlottenlund, hvor de første morgentimer var helliget skridt, trav, tølt, pasgang og fri galop gennem Dyrehavens mange ridestier, i samspil med god snak og værdifulde grin.

Store træer, udsigt over vand og naturen i mange billeder lageredes i mig på en tirsdag imens venindeskabet blev plejet. Arbejdsdagen i Livsstil med søde og sjove kunder blev efterfulgt af en pragtfuld aften med familien hos Aarstiderne i Humlebæk.

Vi gik med børnene i marken, studerede bier og hentede radiser til det store fælles bord.

Sammen med andre børnefamilier skabte vi under åben himmel et sundt og smagfuldt måltid. Der blev skyllet, snittet, hakket, rørt i store gryder over bål og gynget i Pippi Langstrømpe-gynger fra gårdens træer. Familie, natur og godt selskab ringede min lykkeklokke denne sommer tirsdag aften.

 

ONSDAG morgen – seks dejlige børn afsted til skoler, 10 kilometer løbetur med vores to hunde og så i gang med arbejdsdagen. Op på cyklen og af sted til altid hyggelige møder hos samarbejdspartnere. I dag var det første møde på Østerbro, senere i indre København – hele byen rundt på min tohjulede tilbage til Vanløse hvor resten af arbejdsdagen foregik i min forretning. Aftenen i familiens skød med sommermad, hygge og et væld af børnenes gode kammerater i hus og have.

TORSDAG morgen kyssede og krammede jeg vores børn lidt ekstra, for min mand og jeg måtte denne formiddag gå den frygtelig tunge gang af kirkens gulv mod kisten, for at sige et sidste definitivt og ubegribeligt farvel til ungdomsveninde, som helt urimeligt blev flået ud af vores liv efter kort tids sygdom kun 52 år gammel. Uden varsel var hun med et fingerknips væk. En smuk kvinde fik en smuk begravelse på indre Nørrebro, hvor det store optog af alle os, der elskede hende med blomster i favn slentrede gennem små travle gader fra kirke til hendes evige hvile på Assistens Kirkegård.

Dagen og aftenen stod i hendes eftermæles tegn. Jeg er dig taknemlig for alt, du bragte og ydmyg i sorgen alle nære omkring dig skal leve med. Tak for tiden elskede veninde, du er i mit hjerte til tid og evighed.

Fredag morgen mærkede jeg venindesavnet for fuld udblæsning, og gav mig i selskab med veninde og hunde tid til eftertanke på en flere timer lang tur ved vandet. Tårer fik frit løb, for et øjeblik efter at fortage sig i livsbekræftende grin over mange af vores vilde udskejelser. En helende morgen i uvurderligt godt venindeskab.

Familietid på terrassen i aftensolen rundede blidt dagen af. Tid til eftertanke og ekstra nærvær.

 

LØRDAG begyndte i familiens skød med morgenbord og snak. Efter en kort arbejdsdag satte familien kursen mod venners pragtfulde sommerhus ved Buresø. En magisk udsigt over sø og skov blev nydt, imens børn og voksne skiftevis hoppede i vandet, legede på den kæmpe græsplæne og sammen nød en vidunderlig grillaften.

 

Søndag morgen i roligt tempo, hvor havens nyanlagte græs blev vandet, med største fornøjelse. Derefter gik turen til gode venner i Rungsted med børn og hunde. Hele dagen stod på hygge i bedste selskab. Inden jeg denne aften lagde hovedet på puden, blev hele familiens pas og flybilletter gennemgået før sommerens ferier på Kos og Mallorca. Kender jeg mig selv ret, så ved jeg, at når jeg med mine elskede kigger ud over og svømmer i havet i henholdsvis Grækenland og Spanien vil tænke; »hvorfor i alverden er det lige, at jeg elsker ordene….mest af alt holder jeg af hverdagen«? God sommer.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

DEBAT: Radikale kæmper for sprogundervisningen

5-10 skud affyret på Nørrebro