Tommy har et skarpt øje for knive. Foto: Anders Bentzon.
in

Like 👍

Den skarpe kniv i skuffen

IVÆRKSÆTTERI. Efter 25 år i restaurationsbranchen bukkede Tommy Krabbenhøft under for stress. Nu er han startet på en frisk med butik og værksted for hans store passion: Knive.

Af Jacob Schneider

jape@minby.dk

SUNDBY: En gammeldags skærsliber-forretning med højteknologisk udstyr fra USA, Skarpest.dk, har set dagens lys på Amager.

Tommy Krabbenhøfts karriere spænder over kokkerier og betjening i blandt andet Grøften i Tivoli, ’Den Skaldede Kok’, Hotel Radisson Scandinavia og førhen forældrenes Café Lindevang på Frederiksberg.

»Men til sidst gik jeg ganske alvorligt ned med stress. Det rammer en, når man ikke passer på sig selv – jeg kunne ikke komme af med det. Jeg kunne ikke holde på knivene på et tidspunkt, ondt i ryggen og psoriasis, der væltede ud over hele kroppen. Jeg tabte alt håret. Det var en advarsel, der kulminerede en nat, hvor jeg stod og kastede blod op. Dér tænkte jeg: ’Nu skal jeg gøre noget andet’.«

Tommy solgte lejligheden, flyttede i en mindre lejebolig og investerede i en hi-tech slibemaskine fra USA. Nu har han flere samarbejdspartnere med både danske og japanske knive, som han sælger fra butikken, ligesom han også har brugte, restaurerede klinger i montrene – både sine egne og knive, han tager i kommission. Man kan endda også få graveret logoer eller andet på sine yndlingsknive.

Sløve knive overalt

Branchen er benhård. Men ikke altid knivskarp, mener Tommy:

»Jeg har været på Sticks’n’Sushi, og det var der, jeg fik interessen for at slibe mine egne knive. Jeg har altid været kniv-entusiast, men de der japanske knive – oh ja, det var ’the shit’,« griner Tommy, mens han viser et par nyslebne eksemplarer frem ved arbejdsbordet i den lille butik:

»Jeg har aldrig været tilfreds med de sliberier, der ligger i Danmark. Enten sliber de for meget stål af, eller også er det ikke skarpt nok. Derfor har jeg selv slebet mine egne knive de sidste 15 års tid.

I gamle dage var der måske tre mærker, men nu kan man få fantastiske knive.«

Foto: Anders Bentzon.

Men både de allerfineste og de billigste knive bliver sløve, og her kan en standardslibning til 70 kroner gøre underværker, forklarer Tommy Krabbenhøft:

»Der er nogle, der synes, det er dyrt. Men i forhold til 900 eller 3.000 kroner for en ny – altså, du får en ny kniv. Hvor længe de holder handler meget om, hvordan man bruger sine knive. Du kan have den skarpeste kniv i skuffen og så stryge den forkert tre gange på et strygestål – eller hakke løs i stedet for at skære… Færdig. Jeg viser folk, hvordan de skal bruge dem, inden de får lov til at gå ud ad døren her. Og så holder de i hvert fald et halvt års tid.

Det her er simpelthen det mest unikke slibesystem, der er set. Førhen brugte jeg den gamle metode med slibesten i hånden. Men den her, den er simpelthen så super-nøjagtig,« forklarer Tommy, mens han sætter en kniv i maskinen og justerer æggen til 0,00 graders vinkel.

»Så er det ellers bare at sætte den vinkel, du skal bruge, og slibe løs. Helt fra de grove korn til den fineste diamant. Eller kolæder, kængurulæder, bark, nano-stof. Man starter med de grove, hvis din kniv har fået hakker, og så behandler man ellers videre, finere og finere, inden man polerer med diamant.

Jeg er virkelig stolt af mine resultater – det her, det er der ingen andre i landet, der kan. Jeg har slebet en Global-kniv op, så man kan skære en vindrue i tynde skiver…«

Går efter storkunder

Butikken på Englandsvej 10 går strygende, men Tommy vil nu prøve at udvide kundekredsen til virksomheder i hele regionen:

»Jeg tænkte jo, at jeg som kok ville rive branchen fuldstændigt fra hinanden med det her system, for alle dem, jeg viser det til, står og måber over det her system. Ikke over, hvor lang tid, det tager – en halv til en hel time for én kniv – men når de så kan stå og barbere sig med den bagefter…

Men det tager lang tid at få erhvervskunderne, så det er stadig mest private, der kommer. Men hvilke knive, folk har hjemme i køkkenskufferne: Se her, det er et sæt til over 10.000.

Jeg prøver at hente kunder alle de steder, hvor man kan skære sig på en kniv: Jægere, spejdere… Jeg laver også økser,« fortæller Tommy.

Og stressen? Den er forsvundet som dug for solen, siger skærsliberen med julelys i øjnene:

»Den er væk. Jeg er meget, meget glad og stolt over det, jeg har fået lavet.«

Næste skridt i Tommys planer er en leveringsordning for større kunder, ligesom han også vil tilbyde at komme ud til virksomheder med sit skærsliberi.

 

Loading…

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

VM-feber: Landskamp og VM-anekdoter i Prismen

Konservative: Flere havnebusser, tak