An umbrella isolated against a white background
in ,

Når regnen falder

Tekst: Benedicte Lorenzen

Med håbet om at dette bliver et stykke overflødigt journalistik,
bringer vi her fem aktiviteter, man kan foretage sig på en regnvejrsdag

Du kender det alt for godt: kalenderen viser juli, arbejdspladsen er et fjernt minde i ferietågerne, og nethinden er indstillet på korte bukser, kølige drikkevarer og havets blå bølger. Altså lige indtil en trommen på ruden minder dig om, at den københavnske sommer er en lunefuld legekammerat. Og hvad skal man egentlig stille op med ferieplanerne, når regnen falder, og paraplyen er en fast følgesvend? Fortvivl ikke. København og Frederiksberg har masser af indendørs aktiviteter, når solen er stemplet ud, og regnen er ferieafløser.

Cisternerne
Dybt under Søndermarkens grønne tæppe ligger de gamle cisterner, der engang sikrede københavnerne rent drikkevand. Den funktion ophørte dog i 1933, og i dag er Cisternernes højloftede og magiske rum omdannet til et helt særligt udstillingssted for samtidskunst.
Indgang i en af glaspyramiderne over for Frederiksberg Slot. Tirs-søn 11-18, tors 11-20. Entré 50-70 kroner, billetter købes i indgangen. www.cisternerne.dk.

KU:BE
Der er i sandhed lidt for enhver smag og aldersgruppe, når man træder indenfor i kultur- og bevægelseshuset KU:BE på Frederiksberg. Som navnet indikerer, smelter kultur, bevægelse og sundhed sammen her, og er man en børnefamilie, byder KU:BE på en supersej indendørs legeplads. Her kan man gå på opdagelse med sit barn og udforske balance- og klatreevner på legebakken, hvorefter man kan suse ned gennem den indendørs rutsjebane, finde vej i klatrelabyrinten eller liste hen over klatrenettet med den gode udsigt over byen.
Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg, man-fre 9-21 (legefaciliteterne lukker 18.30), lør 10-20 (legefaciliteterne lukker 18.30), søn 10-15 (legefaciliteterne lukker 14.45).
www.kube.frederiksberg.dk

Tesaloner
En god kur mod regnvejr er en dejlig varm kop te, og i København er der flere gode tesaloner, hvor man kan omvende regnens besværligheder til en indendørs hyggestund over en kop rygende varm te. Få tre muligheder fra tre forskellige landes tekulturer:

Er man til den engelske udgave, kan man lægge vejen forbi Perchs Tea Room, hvor der naturligvis serveres scones og sandwich til den varme te.
Kronprinsensgade 5, 1114 København K, www.perchs.dk

Er man mere til japanernes tetraditioner, kan man besøge Sing Tehus, hvor der ud over et væld af forskellige slags te også af og til afholdes workshops, så man kan blive klogere på den krydrede drik.
Kompagnistræde 30, 1208 København K, www.singtehus.dk

Har man mere lyst til at udfordre de ældgamle tetraditioner, serverer Mad Hatter Bubble Tea Emporium på Nørrebro det taiwanesiske te-koncept bubble tea. Sort eller grøn te rystes sammen med en frugtsmag efter eget valg, og efterfølgende tilsættes de såkaldte tapioka-perler, som efter sigende skulle give te-drikken et sjovt og sødt twist. Det lille lokale byder kun på få siddepladser indendørs, så man skal ramme det rette tidspunkt, hvis bubble tea’en skal nydes indendørs.
Sankt Hans Torv 3, 2200 København N, www.themadhatter.dk

Escape ROOM
Hvis krimipulsen higer efter en omgang actionpacked underholdning, byder Escape Room i Aldersrogade på Østerbro på underholdende gådeløsning. Missionen begynder, når dørene lukker, og så har man en time til at samarbejde om at løse gåden og komme ud af det mystiske rum. Løs eksempelvis mysteriet om den hellige gral med ledetråde fra hemmelige ordener og stormestre. Eller kig Sherlock Holmes over skulderen og red det engelske kongehus.
Aldersrogade 6A, 2100 København Ø. Man skal booke tid. www.escaperoom.dk

Creative Space
Banker den kreative nerve på, kunne en regnvåd sommerdag foregå hos Creative Space, der er landets første café, hvor man selv dekorerer sin keramik. Her kan man male på keramik i hyggelige omgivelser, hvor man kan vælge imellem 200 forskellige slags keramik og 80 forskellige farver.
Gammel Kongevej 154, 1850 Frederiksberg C og Kastelsvej 1, 2100 København Ø
man-fre 11-19, lør-, søn- og helligdage 10-18.
Det er en god idé at booke bord. www.creative-space.dk

 

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

København giver den JAZZ

Tag madpakken med til et hemmeligt sted