Foto fra facebook
in ,

Lørdag kan Vanløse IF blive divisionshold igen

DANMARKSSERIEN. På lørdag kan Vanløse IF vende tilbage til dansk divisionsfodbold. Det kræver en sejr over AB Tårnby hjemme i Vanløse Idrætspark. Klubben håber på stor opbakning på lægterne.

Af Christian M. Olsen

Hvis du går og tror, at den vigtigste fodboldkamp på lørdag er de danske drenges VM-opgør mod Peru, så kan du godt tro om igen.

For en håndfuld timer inden den danske VM-debut, tager Vanløse IF imod AB Tårnby i sidste runde af Danmarksserien – en kamp, der igen kan give Vanløse IF divisionsstatus.

Inden sidste spillerunde har tre hold mulighed for at tage den enlige oprykningsplads til 2. division fra Danmarksseriens pulje 2. Men det er Vanløse IF, der har ’matchbolden’.

Holdet topper rækken inden sidste spillerunde a point med GVI på anden pladsen, men med en målforskel, der er syv mål bedre. Dermed er oprykningen en realitet, hvis Vanløse besejrer AB Tårnby – med mindre GVI vinder en gigantisk sejr på otte mål eller mere over TFC Odsherred.

Vanløse-træner Jesper Holdt er da heller ikke i tvivl om scenariet inden sidste runde.

»Med dagens resultat, kan vi selv afgøre tingene på lørdag. Det i sig selv er en kæmpe præstation, men nu skal vi have oprykningen i hus,« skrev han lørdag på Vanløses Facebook-side efter resultatet 0-0 mod Avedøre.

»Drengene har indtil nu gjort et kæmpe stykke arbejde for at nå hertil, og de fortjener en ekstraordinær støtte på lørdag,« skriver Jesper Holdt.

Straffespark underkendt

Vanløse spillede lørdag 0-0 ude mod Avedøre i en kamp, hvor der var vigtige point på spil for begge hold. Avedøre kæmper om at undgå nedrykning.

Kampens vigtighed var måske årsagen til, at det aldrig blev nogen stor fodboldoplevelse, og antallet af målchancer i kampen var ret begrænsede.

En enkelt stor – den største, man kan forestille sig – blev Vanløse IF tildelt i anden halvleg, da dommeren pegede på straffesparkspletten.

Tim Risvig scorede fra pletten, men dommeren valgte efter samråd med sin linjedommer at underkende scoringen.

»De fleste tilskuere var noget målløse, men det handlede tilsyneladende om, at Risvig gled i afslutningen, og kom til at sparke bolden ind på sit støtteben, inden bolden fortsatte ind i netmaskerne. I virkeligheden et teknisk kunststykke, men det må man ikke ifølge fodboldreglerne,« beretter Vanløse IF på deres hjemmeside.

Hjælp drengene i mål

Vanløse IF håber på stor opbakning til oprykningskampen, der spilles på lørdag kl. 13.30 i Vanløse Idrætspark.

»Drengene fortjener sammen med bydelen at spille divisionsbold igen, men de fortjener også en større støtte end den, vi har givet dem i den forgangne sæson. Så fat en hvid trøje, smør stemmerne og lad os samles på stadion lørdag den 16. juni, og så har vi igen divisionsbold på stadion hver anden lørdag.

Jeg vil være der, og jeg håber at se både mange nye og mange velkendte ansigter på stadion til en stor fodboldoplevelse med byens smukkeste hvide trøje,« skriver Jørgen Rasselnberg, der er holdleder i klubbens ungdomsafdeling, i en mail til Vanløse Bladet.

Også cheftræner Jesper Holdt sender en opfordring på Facebook:

»Kom på stadion næste weekend og hjælp drengene i mål.«

 

 


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Se VM-fodbold i byen

Verdens bedste dommer: Et liv i sort