Fremmødet var atter stort, da Områdefornyelse Bavnehøj inviterede til det andet kvartermøde i onsdags. Denne gang foregik det i KPH Volumes smukke, gamle hal på Enghavevej. Foto: Områdefornyelse Bavnehøj
in

De store visioner for Bavnehøj

ANDET KVARTERMØDE. Onsdag i sidste uge afholdt Områdefornyelse Bavnehøj det andet kvartermøde frem mod udviklingen af kvarterplanen. Denne gang skulle de større visioner for området diskuteres, og fremmødet var atter stort.

OMRÅDEFORNYELSE: Sollyset faldt smukt ind gennem vinduerne og dannede en helt særlig stemning, da KPH Volums slidte, men smukke hal onsdag lagde rum til Områdefornyelse Bavnehøjs andet kvartermøde.

Ligesom ved forrige møde var stedet valgt med tanke på de indsatser, der muligvis bliver en del af områdefornyelsens arbejde i de kommende år.

De luftige og lyse rammer vidnede også om, at de kulturelle og sociale institutioner ved hjørnet af Enghavevej og Vigerslev Allé har brug for al den støtte og al det engagement, de kan finde. Et af kvartermødets oplæg kom derfor fra repræsentanter for KPH, GAME og skatehallen, hvor de forklarede om de individuelle projekter og visioner for deres fælles arealer.

Stor lokal interesse

Selv om solen gjorde sit bedste for at holde sydhavnerne udenfor, valgte omkring 50 at møde op – en del var kendte ansigter fra sidste kvartermøde, men også mange nye kiggede forbi. Det glæder projektchef for områdefornyelserne i Bavnehøj og Sydhavnen Camilla Ryberg:

»Jeg er virkelig glad for endnu en gang at se, at beboere og brugere har så meget på hjertet og møder engageret op. Kvarteret har en interesse i det kommende områdefornyelsesarbejde og processen op til – det viser sig både til kvartermøderne, men også til vores vandringer og kaffebesøg. Det er det bedste udgangspunkt for vores indsats, da områdefornyelse netop handler om at skabe i tæt samarbejde med lokalområdet,« siger hun.

De store bydelsvisioner

Områdefornyelse Bavnehøj afholder i alt tre kvartermøder, der skal lede op til udformningen af den endelige kvarterplan. Den plan, der danner rammen for områdefornyelsens arbejde i bydelen de kommende fem år.

Til det andet møde skulle deltagere og sekretariat derfor igennem to workshops, hvor håbet var, at man ville hæve sig op i helikopterperspektiv og snakke om de større visioner for Bavnehøjs udvikling. Visioner, der senere kan danne ramme om konkrete projekter og skabe fælles forståelse for slutmålet.

»Vi skal finde hinanden«

Denne onsdag foregik samtalen under de tre temaer ’Vi bor i Bavnehøj’, ’Vi forbinder Bavnehøj’ og ’Vi mødes i Bavnehøj’. Blandt de mange fremmødte stod det snart klart, at visioner om et grønt og smukt kvarter, om tryghed og om rummelighed fyldte meget. Som en borger påpegede:

»Vi har mange gode ting i Bavnehøj – kirkegården, Bavnehøj-badet og spændende kultur. Vi mangler bare at binde dem sammen og finde hinanden.«

Eller som en anden borger udtrykte det:

»Mere naboskab giver mere tryghed – og endnu mere naboskab. Det kan være små ting som fællesspisning. Bare det, at vi mødes her til kvartermøde, gør, at vi får snakket sammen og får mere lyst til at gøre noget sammen.«


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Mød metrofolket på Mozarts Plads i dag

Fællesspisning og fællessang