86-årige Magna Håkansson fortæller sin lange og spændende livshistorie i sin stue på Gammel Køge Landevej, hvor hun har boet siden 1955. Foto: Benedicte Lorenzen

KVINDELIV. I den dokumentariske teaterforestilling ‘Byrde med smil’ fortæller otte kvinder om deres hverdag i 1950-1975. En af dem er 86-årige Magna Håkansson fra Valby, der var Danmarks første kvindelige sporvognskonduktør.

ERINDRINGER: »Hvis du vil have forandringer for dig selv og andre, så kan det ikke nytte noget at stå ude i ringhjørnet og lade andre bokse for sig. Så må man bare ind på midten og kæmpe.«

Udsagnet kommer fra Magna Håkanssons forældre, da hun vokser op i 1930’ernes Valby. Og forældrenes positive budskaber kommer til at følge hende gennem hele livet.

Det er fredag i begyndelsen af juni 2018, og avisen er taget på besøg hos 86-årige Magna Håkansson i den lejlighed på Gammel Køge Landevej, hvor hun flyttede ind som nybagt alenemor til fire i 1955.

I dagligstuen, hvor billederne fortæller historier, og uret tikker timerne forbi, inviterer Magna indenfor i sin historie om et kvindeliv, der ikke har været som de flestes. En historie, hun også fortæller i den dokumentariske teaterforestilling ’Byrde med smil’, der handler om kvinders hverdagsliv i 1950-1975 og kan ses på Arbejdermuseet 13. og 15. juni.

Den flittige husmorafløser

Vi spoler tiden 63 år tilbage, hvor den 24-årige Magna netop har forladt sin utro ægtemand og far til deres fire børn.

»Da jeg skulle have mit sidste barn, blev jeg syg og måtte indlægges. Dengang kunne man få en såkaldt husmorafløser, som passede hjemmet og børnene. Sådan en fik vi, og jeg skal love for, at hun var meget aktiv. Hun opfyldte både sine pligter ved gryderne og i sengen, så min mand led ingen nød. Det kneb dog med at passe børnene,« fortæller Magna.

Da barn nummer fire er født, beslutter den unge mor sig derfor for, at hun sagtens kan passe fire børn selv. Hun forlader sin mand og er heldig at få en lejlighed i Fagforeningernes nybyggede lejligheder på Gammel Køge Landevej. Her flytter den lille familie ind, og Magna forsørger dem som hjemmesyerske.

»For mig var det næsten som at flytte i kollektiv. Man skulle nemlig have fire børn for at flytte bo her, så der var masser af børn opgangen samme alder som mine. Jeg sad hjemme og syede i de første år, så jeg kunne passe deres børn, når forældrene skulle ud, ligesom mine blev passet, når jeg selv skulle noget. Det var ganske enkelt min lykke at flytte herud,« fortæller Magna Håkansson.

Højt hår sikrer jobbet

Som årene går, længes hun dog mere og mere efter komme ud på arbejdsmarkedet. At gøre en forskel i samfundet. Løsningen kommer i 1960, hvor Københavns Sporveje søger hjemmegående husmødre eller studerende til at klippe billetter på sporvognene.

»Jeg besluttede mig for at sende en ansøgning, selv om jeg ikke regnede med, at en enlig mor med fire børn ville få sådan et job. Kort tid efter modtog jeg dog et brev, hvor der stod, at jeg skulle møde op inde i Gothersgade,« husker Magna.

Der var lige den lille udfordring, at man skulle være minimum 1,65 meter for at få jobbet, da man ellers ikke ville kunne nå snoren, der ringede start og stop. Magna Håkansson var kun 1,63 meter:

»Jeg mente dog ikke, at sølle to centimeter skulle forhindre mig i at få jobbet, så jeg touperede mit lange hår rigtig godt op, gav det en gang lak. Så tog jeg ellers ind i Gothersgade. Her var der en pind med 1,65 meter i højden, hvor man skulle bakke ind. Da jeg gjorde det, fik pinden lige gennem frisuren, og så var den sag jo i orden. Da vi alle var blevet målt, sagde måleren, nu kan I godt synke sammen damer, jeg har skrevet 1,65 meter ud for jer alle sammen,« husker hun.

En kvinde og en sporvogn

Sådan ender Magna Håkansson med at blive en af Danmarks første sporvognskonduktører. Et job hun elsker fra første færd, blandt andet fordi Københavns Sporveje har noget så sjældent som ligestilling allerede i 1955:

»Der havde aldrig tidligere været kvinder ansat ved Københavns Sporveje, men tjenestemændene havde på en generalforsamling besluttet, at de gerne ville have timelønnede funktionærer ind, det måtte også godt være kvinder, det måtte bare ikke være løntrykkere. Vi kvinder havde derfor fuldstændig lige løn med tjenestemændene, og det var helt usædvanligt dengang,« fortæller Magna Håkansson.

Ligestillingen møder hun også i hverdagen i sporvognene, hvor kolleger og passagerer behandler de nye kvinder godt:

»Det var en pragtfuld arbejdsplads. Bare den her ligestilling de havde vist allerede inden, vi var kommet ind. Den mærkede man også i alt andet på arbejdspladsen, hvor man hjalp hinanden, uanset hvilket køn man havde. Det har helt sikkert været en af Danmarks første arbejdspladser, hvor det var sådan. Også passagererne fik jeg mange gode snakke med gennem årene,« siger hun.

Det skete dog også, at folk tabte kæben ved synet af en kvindelig ansat i sporvognen:

»Jeg husker, at jeg en dag stod og kørte, og jeg var i civil, fordi vi ikke fik uniformer, før vi havde bestået nogle prøver. Da jeg nærmede mig sløjfen ved Enghave Plads, så jeg, at der stod et par vejarbejdere, som måbede. Man kunne næsten se, at de stod og sagde til hinanden: ’Hold da kæft, hun har hugget en sporvogn’.« griner Magna.

Chauffør til det sidste

I 1968 begynder busificeringen i København, og da Magna Håkansson er tillidsmand, går hun forrest og tager som en af de første et buskørekort.

Selv om jobbet i bussen er lidt mindre socialt, elsker hun buschaufførjobbet ligeså meget som tiden i sporvognen.

»Der var et utrolig godt sammenhold i bussen. Jeg husker Krølle, som boede ved Mozarts Plads. Han kunne sidde oppe i sit vindue og ryge sin smøg, drikke det sidste af sin kaffe, og når han så bussen, kunne han lige nå ned og rundt om hjørnet. Vi vidste altid, at når Krølle var kommet, kunne vi køre videre,« fortæller Magna.

Historierne står i kø efter et langt arbejdsliv. I 1991 går Magna Håkansson dog på pension efter 32 år. Kollegerne har hun dog ikke sluppet. Dem ser hun stadig jævnligt.

Benedicte Lorenzen

Written by Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

SV Festival. Musikfest på tværs af gader, genrer og generationer

Nils Vest 75 år: Christianit i dokumentarfilmens tjeneste