Leif Dahl Nielsen er 77-år og hjemløs
Foto: Michael Paldan
in

Ked 😭

3. Kapitel: Vejen til gaden – og de stjålne år

Dette er tredje kapitel i en serie af fire. Har du ikke læst de første afsnit, så begynd der.
Hele serien er samlet her.

Læs artiklen i avisen (elektronisk version)

“Mandag den 27. marts 2017 mellem klokken 9.00 og 15.30. Ovennævnte dato, må De forvente at blive sat ud af deres bolig.«

Sådan står der i brevet fra Fogedretten på Frederiksberg, der en måned tidligere blev sendt til Leif Dahl Nielsen.

Udsættelsen var kulminationen på mere end to års kamp for at få lavet en række forbedringer i sin lejlighed, som, Leif Dahl Nielsen mente, havde manglet, siden han overtog den i 1998.

Siden da havde han boet uden køleskab, uden komfur og ovn, uden vand i toilettet, men til gengæld med vand dryppende ned fra et utæt tag. Det fortæller han i hvert fald selv.

Da han i 2015 inviterede avisen forbi, var der ganske rigtigt hverken køleskab eller ovn, og der var fugtskader i loftet, ligesom ruden i altandøren var punkteret.

»Da jeg flyttede ind i 1998, var der slet ikke gjort klar til indflytning. Og det er det, jeg nu skal bevise. Jeg har fået en regning på næsten 30.000 kroner. Og det er bare for rengøring. Det er fejl og mangler, der var der, da jeg flyttede ind, jeg nu hæfter for,« siger han.

Kampen om at få retshjælp

Som en del af hans omfattende bevisførelse har han søgt indsigt i de notater, kommunen har om hans overtagelse af lejligheden i 1998. Han bladrer rundt i stakken af plastikchatekker og gule post-it’s.

»Se den her,« siger han og tager et chartek frem fra stakken og vifter med det, mens han kigger alvorligt over kanten af sine briller.

»Den 15. juli 1998.«

Han slikker på sin pegefinger og bladrer i papirerne.

»Der begynder lejemålet. Men jeg så slet ikke lejligheden før flere uger efter. Og da var tidsfristen for at gøre indsigelser forbi,« siger han.

Han er også af den overbevisning, at der var skimmelsvamp i lejligheden som følge af fugt, der kom fra utætheder i taget.

Tilsammen giver det et omfattende materiale, som han ihærdigt har forsøgt at finde gratis advokatbistand til at fremføre. Men uden held.

»Jeg har været alle steder. Kender du en advokat? Avisen må da have en, de bruger. Alle mine menneskerettigheder er overtrådt. Men ingen vil tage min sag. Jeg har gjort alt forarbejdet og samlet beviserne,« fortæller han.

Han er vred, og han er forurettet. Men han er også afklaret med, at han ikke nødvendigvis får andet ud af kampen end en afslutning.

Sytten stjålne år og fogedbesøg

Københavns Kommune lavede 2. juni 2016 et eftersyn i lejligheden og konkluderede i rapporten adskillige mangler: Vandskade i loft, der kan have medført skimmelsvamp. Rådne gulvbrædder på loftet, som kan skyldes længere tids påvirkning af fugt og vand. Manglende vand i bad og toilet. Køkkenvask uden vandtilgang, manglende gasmåler og revner i loftet i stuen. Blandt andet.

Den lange mangelliste fylder en hel A4-side og følges af et påbud om at udbedre manglerne. Men Leif Dahl Nielsen nåede ikke at opleve, at de blev udbedret, mens han boede i lejligheden.

For med en følelse af magtesløshed og vrede over situationen besluttede han sig for at sige sin lejlighed op. Han forventede at få sit indskud udbetalt. Men mest af alt forventede han, at der kom skred i sagen.

»Jeg tænkte, at de tre måneder måtte være nok til, at jeg kunne køre en sag mod boligselskabet og få det hele afsluttet. Jeg sagde op, fordi jeg blev nødt til at gøre opmærksom på min situation. Derefter ville jeg selv finde et nyt sted. Eller tage på en ferie for første gang i mange, mange år.«

I stedet endte han på gaden. Uden en seng, når han er syg. Uden et roligt øjeblik. Uden en konstant menneskemængde omkring sig.

»Da jeg kunne se, at der ikke kom skred i sagen, bad jeg om at få lov at blive boende. Men da var det for sent. Så kom de og satte mig på gaden. Der stod jeg. Jeg kunne jo ikke engang bære mine ting med mig,« fortæller han.

I dag sidder Leif Dahl Nielsen tilbage med følelsen af, at han fik stjålet 17 år af sit liv.

»De har stjålet de år af mit liv. Jeg var slet ikke forberedt på, hvad der ventede mig. Jeg skulle aldrig have sagt ja til lejligheden, for jeg har altid været fri. Men så stod jeg pludselig der uden penge og i en lejlighed, hvor der ingenting var. Ingen seng. Intet bord. Ingen ovn og komfur. Ingenting.«

Ikke klar til egen bolig

Leif Dahl Nielsen havde brugt alle sine penge på lejligheden. Indskud, varme, vand og husleje. Så han havde ikke en krone, da han flyttede ind og skulle møblere stedet.

Derfor havde han til at begynde med hverken seng, stol eller bord. Han fik en seng foræret og to gamle skolestole af træ fandt også vej til hans lejlighed. Men køleskab, ovn og komfur fik han aldrig installeret i de 17 år, han boede der.

»Jeg boede der jo aldrig rigtigt. Det var et sted at sove, men jeg var altid på gaden. Sådan som jeg altid har været. Fra jeg stod op, til jeg gik i seng, brugte jeg byen og drak min kaffe og læste mine aviser,« fortæller han.

Det samme gjaldt toiletbesøg, da der hverken var toiletsæde eller vand i toilettet. Han havde aldrig før haft en lejlighed og var grundlæggende af den overbevisning, at han skulle klare sig selv. Men en dag blev det utrygt.

Frygtede for døden

En efterårsdag i 2014 blev han pludselig syg. Alvorligt syg med opkast, høj feber og diarré.

»Jeg kunne ikke komme ud af lejligheden. Jeg lå bare der og rystede, og jeg blev for første gang nødt til at bruge toilettet. Jeg var virkelig bange for at dø, og jeg vidste, at der ikke var nogen, der ville se til mig. Ingen anede, at jeg boede der, og ingen tjekkede til mig,« fortæller han.

Følelsen af, at han måtte væk derfra, overmandede ham. Da han var blevet rask, begyndte han at indsamle beviser for sin sag.

I mere end et år har han været hjemløs. Gået på gaden og sovet på herberger. Han har brugt timer, dage, uger og måneder på at finde hjælp til at kæmpe sin sag.

Men indtil nu har det sidste år bare trampet ham ned og slidt ham op.

På skift bliver han grådlabil og vred. Frustrationerne fylder. Han savner en afslutning.

»Det påvirker min psyke. Når jeg sover på Sundholm, bliver jeg jo vækket seks-ti gange om natten af de andre. Det er narkomaner og alkoholikere. Og jeg kan ikke holde til det.«

Hvad synes du om artiklen?

5 points
Upvote Downvote

Total votes: 5

Upvotes: 5

Upvotes percentage: 100.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

René Mølskov

Written by René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

2. Kapitel: Alene på livets rejse

Med en kontinentalseng kan du gange komforten med tre