Pølsevognene i København skal have en hjælpende hånd. Arkivfoto: Michael Paldab
in ,

Pressede pølsevogne får politisk hjælp

Pølsesnak. Den københavnske pølsevogn er under pres, og for at give dem en hjælpende hånd kommer der nye regler og mindre bureaukrati. I løbet af 2018 annoncerer kommunen desuden en række nye pølsestader.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

Ikoner: Den klassiske pølsevogn er i politisk høj kurs, og for nylig gav Teknik- og Miljøudvalget bedre vilkår for de hvide vogne.

Med det nye forslag er det muligt for pølsemændene at beholde en stadegodkendelse i fem år i stedet for de nuværende tre. Desuden bliver det nemmere at få godkendelse til udeservering i form af klapborde, der skal være lettere adgang til elektricitet på stadepladserne og så skal der flere pølsevogne uden for Indre By.

»Jeg anser den klassiske københavnske pølsevogn for at være en historisk og vigtig del af det københavnske bybillede,« siger socialdemokratiets Niels E. Bjerrum, der i sin tid stillede forslaget om at gøre det lettere for pølsemændene.

»Vi går ikke ind og støtter dem økonomisk, men vi har nu forsøgt at fjerne de barrierer, der har gjort det vanskeligt for dem at få økonomien til at hænge sammen.«

Pølsemændenes ønsker

Forvaltningen begyndte at udarbejde et forslag til, hvordan eksistensen af københavnske stadepladser kan fremmes og fastholdes i sidste år.

Siden februar er stadeholderne inddraget og har bidrage til det nuværende forslag.

Stadeholderne har blandt andet fortalt, at de ønskede længere varighed af tilladelserne, der lige nu er på højst tre år. Der er ifølge pølsemændene et stort behov for at investere til at begynde med, og det tager tid at opbygge en lokal forankring og kundekreds.

»Når man køber et hus er det jo også afgørende, hvor lang tid lånet løber. For pølsemændene er det også vigtigt, at de får længere tid til at tjene investeringen ind igen,« siger Niels E. Bjerrum.

De traditionelle stader får derfor mulighed for tilladelse for fem år, mens udviklingsstader fortsat får tilbudt maksimalt treårige tilladelser.

Uden for Indre By

Der er stor interesse for at have en stadeplads i Indre By. Når det kommer til pølsevogne er det noget andet i områderne uden for det mest centrale af hovedstaden. For at gøre det mere attraktivt uden for Indre By, skal der blandt andet etableres såkaldte gøglerstik (elstik) på pladserne og åbnes for muligheden for at have borde og stole ved pladserne. Både for at gøre det mere attraktivt at købe den lokale pølse og for at skabe et mere levende byrum.

Flere pladser til pølser

Teknik- og Miljøforvaltningen gennemgik alle placeringer i Københavns Kommune, hvor der er eller på det seneste har været traditionelle pølsevogne.

Ud fra den undersøgelse annoncerer de i løbet af året en liste med nye pølsestader. Der er i øjeblikket 21 stader med pølsevogne i København.

»Jeg vil se det som en kæmpe sejr, hvis de sidste ikke forsvinder. For mig er det ikke afgørende, om der er 100, 50 eller 30 pølsevogne,« siger han.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Thomas Frederiksen

Written by Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

»Den falske havfrue« er fjernet

Elever samlede affald