Mikkel Wind-Pedersen (tv) og Kenneth Skovhede skåler i deres nye øl, som snart er i produktion. Foto: Martin Sørensen
in ,

Bryggerne begyndte i køkkenet

Våde varer. To barndomskammerater med bopæl på Østerbro og i Nordvest har gennem de seneste år eksperimenteret med ølbrygning og sender de første øl på markedet fra 1. juni. De er også klar med julebryg.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

Nye ølmærker: Mikkel Wind-Pedersen fra Østerbro og Kenneth Skovhede fra Nord-Vest kan som så mange andre danskere godt lide en øl i ny og næ.

Og akkurat som mange andre har de oplevet, hvordan den danske ølkultur har ændret sig gennem de seneste 10-15 år.

Siden de var unge, har Mikkel og Kenneth været vidne til udvikling, hvor man engang groft sagt kun kunne købe samme type pilsner i supermarkeder – suppleret med enkelte stærke mærker – til i dag, hvor forbrugerne kan købe et væld af både udenlandske og danske øl, både fra store, mellemstore og små bryggerier – og endda fra mikrobryggerier. Og med meget forskellig smag og styrke i alkoholprocenten.

Point of no return

Mikkel og Kenneth, som kender hinanden fra barndommen i Hillerød, har ikke nøjedes med at smage på de forskellige øl, for et par år siden begyndte de at eksperimentere med at brygge øl i deres respektive køkkener og kældre.

De kunne bare ikke lade være.

»Det var fascinationen af at blande øl, korn og gær med noget mere, det var point of no return,« fortæller Mikkel.

Kenneth var den første af dem, som begyndte at eksperimentere med ølbryggeri hjemme i køkkenet. Et par af de første forsøg sprang i luften.

»Da det tog fat, begyndte vi at brygge mere og mere,« fortæller Kenneth Skovhede.

Brygges i Solrød

Siden de første forsøg er det gået slag i slag, de har lært, hvad der skal gøres, og hvad der ikke skal gøres, og de har brygget øl ved siden af deres øvrige familie- og arbejdsliv, hvor Mikkel er spiller musik og er håndværker, og Kenneth er datalog og adjunkt på Niels Bohr Instituttet.

Udover øl har de også udviklet apps sammen. Det har de dog droppet, efter øl har lagt beslag på mere og mere af deres tid.

Denne sommer er Mikkel og Kenneth klar til at sende deres første øl på gaden. De gør det under eget navn BrygBrygBryg, men de brygger øllene hos bryggeriet Hoppe.beer i Solrød, hvilket er nemmere end selv at finde lokaler, hvilket er ganske vanskeligt.

Skumfiduser og kirsebær

Ølproduktion er ikke altid lige populært hos naboer. Det måtte Mikkel og Kenneth sande, da de fik lov til at bruge et lagerlokale hos caféen Madsen Mekka på Nattergalevej i Nord-Vest.

Det skabte klager over lugtegener hos beboere i andelsforeningen, hvor caféen ligger, og Mikkel og Kenneth flyttede da produktionen til Solrød. 1. juni lancerer de tre forskellige ølmærker, og til efteråret er en julebryg på vej. Gennem kontakter har de sørget for, at øllene bliver distribueret fra udvalgte steder, blandt andet fra øllageret Boxbeer i Aldersrogade på kanten af Østerbro og Nørrebro.

Mikkel og Kenneth har sat sig ind i århundrede gamle danske øltraditioner, for eksempel ved at øllen lagrer i egetræstønder, samtidig med de giver øllene et særligt præg, blandt andet med skumfidusser i en øl og kirsebær i en anden.

»Det er lidt af en legestue. Vi prøver at eksperimentere, samtidig med vi er tro mod gamle danske øltraditioner,« siger Mikkel Wind-Pedersen, som sammen med Kenneth Skovhede har kriller i maven, når deres hobbyprojekt gennem et par år skal ud på markedet i næste måned.

»Jeg har prøvet at udgive musik før, men det her er noget helt andet,« siger Mikkel Wind-Pedersen.

 

Hvad synes du om artiklen?

1 point
Upvote Downvote

Total votes: 1

Upvotes: 1

Upvotes percentage: 100.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Thomas Frederiksen

Written by Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

E-sport vinder frem på Østerbro

Hop en tur i havnen