Om et par år flytter Prins Henriks Skole fra Værnedamsvej. Det giver muligheder for at skabe noget unikt i området. Her er det rektor Michel Chesne foran skolen. Arkivfoto: Dan Møller
in ,

Nyt bymiljø skal blomstre på Værnedamsvej

Planer. Når Prins Henriks Skole om et par år flytter fra Værnedamsvej, så er der planer om et nyt bymiljø. Hør om planerne 13. juni på skolen.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

På vej: Lidt af den franske stemning på Værnedamsvej forsvinder uden tvivl, når Prins Henriks Skole om et par år flytter væk for at få mere plads til skolen.

Flytningen giver mulighed for at et nyt bymiljø kan blomstre i området mellem Værnedamsvej, Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej.

Hvad skolens lokaler og område skal bruges til er endnu ikke på plads. Der er ikke sat dato på skolens flytning.

Beboere skal inddrages

Ved sidste møde vedtog kommunalbestyrelsen, at der skal laves en vision for området, hvor borgerne skal inddrages.

Borgmester Jørgen Glenthøj (K) siger:

»Det er ikke ofte, et område som det pågældende bliver ledigt, så det er en spændende mulighed, der opstår om nogle år. Derfor begynder vi allerede nu at forberede os, så vi både kan bibeholde alle de værdier, der er i forvejen og skabe nye muligheder alt sammen i samarbejde med lokalsamfundet. Det skal vi sikre i den fortsatte politiske behandling,« siger han.

Glæder sig til at flytte

Skolens bygninger ejes af Ejendomsselskabet Den Franske Skole Aps, der ejer Prins Henriks Skole, og som står for salget. I front er formanden for ejendomsselskabet Anders Torbøl.

»Vi er glade for, at vi skal flytte, men vi kommer til at savne miljøet omkring Værnedamsvej. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at bidrage til udviklingen af området, når vi en dag sælger skolen. Derfor lægger vi vægt på at involvere naboerne i den proces,« siger han.

Foreslår boliger

Anja C. Jensen (S), der er ordfører i By- og Miljøudvalget ser gerne, at der kommer almennyttige boliger i området.

»Det ser rigtig godt ud med de tanker der bliver gjort omkring Værnedamsvej. Mere grønt, plads til bevægelse og nye åndehuller i byen er på hitlisten hos os. Vi har foreslået, at der bliver set på hvilke muligheder for bevægelse i byrummet, der kan blive mulighed for i den gamle skolegård. Hvis der bliver bygget lidt boliger i projektet, ser vi også gerne, at der tænkes almennyttige løsninger ind,« siger hun.

Møde på skolen

Formanden for By- og Miljøudvalget, Jan E. Jørgensen (V), siger:

»Ambitionen er at udvide det charmerende liv fra Værnedamsvej ved at omdanne den nuværende skolegård til et spændende, levende og eksklusivt byrum med forbindelser på tværs. Første skridt er dialog, så en startredegørelse og offentlig høring, og dernæst skal vi i gang med en lokalplan. For det er meget vigtigt, at vi får så mange input som muligt i den kommende proces, så området bliver endnu bedre,«siger han.

Der er åbent hus på Prins Henriks Skole på Værnedamsvej onsdag 13. juni kl. 17.15-19, hvor du kan høre mere om projektet. Alle er velkomne.

Det kommende arbejde forventes at strække sig til slutningen af 2019.

 

 

 

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Borgere høres om ny iværksætterby

Halvdelen af alle tyverier sker i byen