Sådan kommer foyeren i Falkoner Centret til at se ud med Broadway stemning. Pr-foto: Scandic
in ,

Kom med ind bag byggehegnet

Ombygning. Falkoner Centret på Falkoner Allé har i flere måneder været under ombygning bag det høje hegn, nu er nogle af suiterne i tårnet på hotellet ved at være klar. Næste sommer er der åbningsfest.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

renovering: Der er ingen 13. etage i Scandic Falkoner i Falkoner Centret, på grund af overtro, men på 16. etage står nogle af hotellets 20 suiter snart klar med en flot udsigt ud over det grønne Frederiksberg. Og er der en, der glæder sig til at det bliver sommeren 2019, så er det Scandic Falkoners kongres- og eventchef, Henriette Hansen, men endnu er hele stedet en stor byggeplads på grund af ombygningen af Falkoner Centret.

»Jeg glæder mig helt vildt til, vi åbner næste sommer. Vi har fået næsten alle vores ønsker opfyldt. Huset har tidligere manglet en større værelseskapacitet, men det får vi nu. Det bliver super, at der bliver åbnet op ud mod Falkoner Allé,« fortæller hun om det nye Scandic, der er ved at komme til verden på byggepladsen i det tidligere Falkoner Center.

120 medarbejdere i gang

Ude på gaden passer eftermiddagstrafikken sig selv, dog må fodgængere og cyklister på Falkoner Allé finde sig i at dele asfalt, mens arbejdet i Falkoner Centret foregår.

Inde på byggepladsen er 120 medarbejdere i sving med at installere badeværelser i hoteltårnet, mens andre kravler rundt på taget længere nede. I mens står kongerigets næsthøjeste kran og ’pynter’ midt i landskabet.

Arbejdet begyndte i 2016

Eventyret om det nye Falkoner Center gik i gang ved tegnebrættet i 2016, og det er blevet fulgt nøje dag for dag af projektchef i ATP-Ejendomme Mette Munkedal Tange, der har kontor på matriklen.

»Vi startede opgaven op i 2016, da vi endnu ikke havde adgang til hotellet, der var i drift frem til midten af december 2016. Vi havde lavet et udbud, og det blev så Scandic, der kom i spil. Hotellet i Falkoner Centret skulle udvides med flere værelser, hvilket var i følge aftale med Scandic,« fortæller hun.

Undervejs i projektet har der været mange ting at tage hensyn til lige fra den eksisterende bygning til flugtveje.

»Vi har blandt andet mødt nogle overraskelser ved installationerne. Lige nu er vi i gang med hoteltårnet, som vi startede med at tømme for møbler, og så begyndte vi at rive ned. Nu er vi næsten færdige med tårnværelserne på 16. etage,« fortæller hun.

Projektet har også måtte vente på lokalplanen fra Frederiksberg Kommune, der kom sidste sommer.

»Da vi fik grønt lys fra kommunen, så kunne vi komme i gang med at rive ned. Der har været en lang periode med nedrivning, men nu er vi i gang med selve bygningen, og facaderne bliver sat på til sommer. Vores udfordring har været at arbejde med et komplekst hus, jeg går stadig rundt og finder rum, jeg aldrig har set før,« forklarer Mette Munkedal Tange med et smil.

Nye butikker på vej

I stueetagen kommer der på et senere tidspunkt to butikker, som sættes til leje, og 7 Eleven flytter igen ind på hjørnet, når Falkoner Centret åbner. Der kommer også en restaurant og en meget mere åben facade ud mod Falkoner Allé, hvor der vil være mulighed for udeservering.

»De af vores lejere, der stadig er i huset, har været udfordret. Blandt andet med vand og har i perioder måtte finde sig i larm fra byggepladsen, men de har alle taget det pænt. Lige nu har vi et år tilbage af arbejdet, så vi arbejder på fuld kraft med at bygge,« fortæller hun.

NCC har oplyst, at det har været en kompleks opgave, da der ikke har været mange kvadratmeter at lave en byggeplads på, fortæller hun.

Og så bliver noget af projektet bæredygtigt, da det vindende arkitektfirma genbruger mange af de gamle facademoduler på en ny måde på facaden.

»Vi valgte NCC og arkitektfirmaet Arkitema, da de havde valgt at genbruge nogle rustfrie stålpladser, som bliver buet og valset og sættes på facaden,« forklarer hun om den bæredygtige del af projektet.

En gårdhave på 1. sal

En rundtur i Falkoner Centret røber, at der er lang vej endnu til gårdhaven på første sal har duftende krydderurter i bedene, men allerede nu kan man godt ane, at det er et projekt med visioner.

I Falkoner-salen, hvor der er plads til knap 2.000 siddende gæster, kommer der nye stole med lilla betræk, nyt lydanlæg og en opgradering af den professionelle scene. Men fortidens ånd får også lov til at blive tilbage, så salen bevarer sit fine æstetiske udtryk.

Fortiden i indretningen

Et besøg i hoteltårnet viser, at der er tænkt anderledes, da Falkoner Centrets fortid med koncerter med store rock- og popnavne går igen i indretningen.

Henriette Hansen viser stolt en af de kommende suiter frem, hvor det blåstribede gulvtæppe forsøger at stikke snuden frem under tildækningen. Værelserne er holdt i dæmpede gråblå farver.

»Lyset er en slags teaterlampe, og der er ingen kufferthylde, men derimod en flight-case, der understreger stemningen i huset. Gæsterne skal have følelsen af at være en del af husets historie,« smiler hun.

Broadway-stemning

Tilbage i stueetagen ud mod Falkoner Allé er der ikke længere højt til loftet og restauranten og baren er pist væk, men der kommer en af begge slags.

Mette Munkedal Tange fortæller:

»I stueetagen kommer der bløde møbler, og der kommer en trappe op til konferenceafdelingen. Der kommer også en karrusseldør og stribet tæppe og Broadway-stemning i foyeren. Der kommer også en unplugged scene i loungeområdet, så her bliver hyggeligt med en backstage-stemning,« forklarer hun og peger på de bare betonvægge og det tildækket gulv, men med lidt fantasi er det ikke så svært at forestille sig.

Åbner til næste sommer

Henriette Hansen smiler, mens hun går rundt og er begyndt at tælle dagene til åbningen af Scandic næste sommer.

Mette Munkedal Tange ser også frem til at sætte et punktum for projekt Falkoner Center, men der er endnu ikke fundet en dato for sluttidspunktet.

»Vores mærkedag er, når vi afleverer opgaven,« smiler hun og kigger ned på sine sikkerhedssko.

 

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Borgere høres om ny iværksætterby

Halvdelen af alle tyverier sker i byen