in ,

Vesterbros hyldest til legen

Legedag på skydebanen. Torsdag mødtes 800 vesterbrobørn på den bemandede legeplads Skydebanen til det nye tiltag ‘Vesterbro Legedag’, som skal knytte børnene og pædagogerne tættere sammen.

tekst/Foto: René Mølskov

rem@minby.dk

Masser af leg: Solen hamrede ned fra en nærmest skyfri himmel, mens monstrene i det skyggefyldte, mørke hjørne bød børnene op til duel.

»Hep på menneskebørnene,« råber Stefan Strøm Oskarsson, der er pædagog i KKFOen Gasværkstedet og initiativtager til ’Vesterbro Legedag’.

Rollespillet var bare en af mange aktiviteter, da 800 børn fra forskellige institutioner på Vesterbro mødtes på den bemandede legeplads Skydebanen.

»Tidligere havde vi så mange fælles aktiviteter, men efter skolereformen er det kommet til at handle meget om læringsplaner. Det er fint nok, men vi skal huske at lege,« siger Stefan Strøm Oskarsson.

Hyldes til legen

Derfor tog han initiatativ til at samle børnene fra en række fritidshjem kkfo’er og Skydebanen i et nyt samarbejde.

»Det er en hyldest til legen, og derfor har vi fyldt Skydebanen med aktiviteter. Lige fra rollespil til rekordforsøg og crossfit,« siger han.

En flere meter høj Chaplin-lignende persona danser på den centrale plads på Skydebanen, mens børnene synger en sang om Vesterbro. Der er kø til de to hoppeborge og den ene rekord slår den næste i det nærliggende rekordområde.

»Det er vigtigt at vise, at mange ting, kan læres med leg. Og vi skal huske at lege og hylde legen.«

Legedagen handler både om at styrke gamle venskaber og dyrke nye. Derfor er det også et spørgsmål at at mødes, snakke og genkende de andre børn i kvarteret.

»Det giver børnene en mulighed for lige at mødes med nogle af dem, de måske har gået i børnehave med, men ikke går i skole med. De møder deres naboer og deres fætre eller kusiner. I det hele taget giver det dem forhåbentlig sammenhold,« siger Stefan Strøm Oskarsson.

For børn og voksne

Også de voksne kan lære noget af en legedag. Og ikke mindst kan de mødes og snakke sammen i mere uformelle rammer.

»Det er jo klart, at når vi mødes ude på Skydebanen til legedag, får vi også lige set hinanden og snakket. Og så er det måske lettere at arrangere et samarbejde om noget lignende næste gang,« siger han.

Alle institutionerne lukkede inden de tog på legepladsen, og derfor var der ved lukketid også fyldt med forældre, der kom og hentede deres børn og nød den sidste opvisning og trommeshowet.

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Solrig afsked med Enghaveparken

Dilemmashow om gigt i Fields