Improskolen Kbh. er flyttet til Frederiksberg og ledes af Martin Winther-Zarp
in

Smid egoet væk til improteater

Improskolen Kbh. er flyttet til Frederiksberg. På sigt håber lederne også at få en scene, så der for alvor kommer gang i impromiljøet på Vesterbrogade.

AF Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Når man træder ind i lokalet Vesterbrogade 175, kan man godt se, at der er et stykke vej endnu. Her er en tavle, to helt tomme rum og en kælder, der også skal sættes i stand.

Ikke desto mindre er tre hold allerede i gang på Improskolen Kbh, der åbnede 1. april og er flyttet til Frederiksberg!

Skolen ledes af Martin Winther-Zarp, der både er underviser og administrativ leder, samt underviser Susanne Billeskov.

Begge optræder også med improteater forskellige steder i byen.

Lokalavisen møder Martin Winther-Zarp på skolen.

»Alle undervisere er også aktive i impromiljøet. Vi har undervist forskellige steder i byen, lejet os ind lidt her og der, så det er en drøm at få vores eget sted, som vi kan sætte præg på.

Han læser teater- og performancestudier på Københavns Universitet, er 27 år og har optrådt med improteater siden han var 18 år.

»Jeg gik på Rødovre Gymnasium. Første gang jeg optrådte, var der, foran 500-600 mennesker. Det var fantastisk, men også grænseoverskridende og nervepirrende.

I dag har jeg så meget sceneerfaring, at jeg er ligeglad, om jeg optræder for 10 eller 1.600 mennesker.

Der kan godt være lidt nerver på, lige inden jeg skal ind, men når jeg er på scenen, er det både sjovt og fascinerende,« forklarer Martin Winther-Zarp, der også er meget glad for at undervise og øse af egne erfaringer.

 

Impulsivt og kreativt

»Jeg har aldrig tænkt på at blive skuespiller. Jeg brænder for det impulsive, og kan lide impro-teater, for det er en inkluderende scenekunst. Publikum er med og bestemmer. Det er noget nyt hver gang, og så er det for alle aldre.

Jeg optræder også meget til konfirmationer, og det er et stort hit,« forklarer impro-komikeren, der også er med i gruppen Jahatten Impro.

Eleverne på skolen er mellem 18 og 60 år, niveauerne er forskellige, og det er elevernes baggrunde også.

Eleverne er et miks af folk, der bruger undervisningen og improteater som en hobby, professionelle samt folk, der bare gerne vil blive bedre til at stå foran andre, føle sig sikker og afslappet.

»Jeg kan godt lide at undervise, at finde og få folks personlige styrker frem.

Det første, man skal gøre, er at smide egoet væk. Improteater er et team. Det er en kreativ, fantasifuld proces. Det handler om opbakning fra de andre, og en god impro-komiker er en, der kan lytte. Kan man det, så kommer timing og humoren også. Når man slapper af, bliver man også mere modig.

Improteater er en fantastisk genre og god underholdning. Jeg kan godt lide, at man aldrig ved, hvordan showet ender. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at lave improteater,« forklarer Martin Winther-Zarp, der især ser op til to improkomikere: Jim Carrey og Kasper Nielsen.

Der er ingen optagelsesprøver til Improskolen Kbh.

Info: facebook.com/improskolen.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Velvære og sundhed på Helgesvej

Høeg-hattrick skabte afstand til bunden