Øjebæ. Skæmmende. Grimt. »Kært barn«
in

Starten på hullet i jorden fejrer 10 års jubilæum

tom grund. For ti år siden lukkede Brugsen på Jernbane Alle og siden har en stor central grund ligget tom og grim hen. »Øjebæ«, kalder mange stedet.

Af Jan Diament

cmo@minby.dk

hul i jorden: Vanløse har skullet døje i ti år med en grim tom grund, der hvor Brugsen tidligere lå på Jernbane Alle.

For ti år siden blev Brugsen lukket, og grunden, der også inkluderede Ferring medicinindustri, blev købt og overtaget af bygherre Flemming Holberg Fenger, Holberg-Fenger koncernen. Og så skete der ikke mere. Så gik det hele i stå.

Planerne var ellers store. Her skulle ligge et par højhuse, hvoraf det ene skulle indeholde en øverste etage, med restaurant, der skulle dreje rundt, kaldet 360, fordi den skulle kunne dreje 360 grader rundt. Man kender lignende byggerier i Toronto i Canada og i Berlin.

Der blev udfærdiget en lokalplan, men mere skete der ikke. Koncernen manglede åbenbart investorer. For knapt to år siden meldte Holberg Fenger ud, at man nu ville gå i gang, men stadig skete der intet.

Seneste melding fra koncernen var, at der nu skulle bygges hotellejligheder.

Ærgerlig

Vi har spurgt lokale politikere og erhvervslivet om det er ok at lade en tom grund ligge så længe hen på et yderst centralt sted i bydelen.

Alle i Vanløse er trætte af det store hul i jorden. Flere kalder den en øjebæ, som er noget af det første folk møder når de står af toget i Vanløse. En grim plet, der er med til at give et yderst trist indtryk af Vanløse.

»GEV Vanløse Erhvervsforening ærgrer sig lige så meget som Vanløse borgerne over »hullet« men vi må nok se i øjnene at byen i øjeblikket er mættet af butikker som har råd til de lejepriser, der er i nybyggeri. Men på sigt håber vi da at der sker noget og vi må da håbe at mandatet for Handel i Vanløse Lokaludvalg arbejder på en løsningsmodel,« siger næstformand i GEV, Camilla Johansen.

Skæmmer Vanløse

Jakob Næsager, der er gruppeformand for De konservative i BR finder det ubegribeligt, at den centrale grund i Vanløse, hvor der tidligere lå en Brugs, nu ligger hen som en øde grund og ligner en lodseplads.

»Det er drønærgerligt, at der på denne centrale plads i Vanløse ikke er sket noget i ti år. Grunden skæmmer Vanløse. Pladsen er med til at skabe rammerne om det centrale Vanløse, og derfor ville det være rart, hvis der snart sker noget, der kan skabe en smuk plads. Der bør bygges noget på grunden, der både kan give området et arkitektonisk løft, men også med et indhold i bygningen, der kan komme Vanløseborgerne til gode,« siger han.

»Intet at gøre«

»Den tomme byggegrund har stået tom og ubebygget i alt for lang tid. Det skæmmer bymidten og det er utilfredsstillende. Men der er intet at gøre rent planmæssigt, da lokalplaner ikke giver grundejerne en handlepligt i forhold til det byggeri, som lokalplanen muliggør,« siger Jakob Hougaard, Socialdemokratiet og medlem af BR.

»Det kunne derfor godt være et ønske, at lokalplaner i centrale og betydningsfulde lokaliteter i lovgivningen kunne udstyres med det, som kaldes en “solnedgangs klausul”, for eksempel, at byggeriet skal være færdigt efter fem år. Ellers skal der laves ny lokalplan. Men det vil kræve en lovændring,« slutter Jakob Hougaard, der selv bor i Vanløse.

Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Flemming Fenger via mail men det er ikke lykkedes.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

FB i pointdeling mod Tårnby FF

Elsket og frygtet: Skarver invaderer øer i Damhussøen