Aarstiderne lejede sidste år Fasangården

Fasangården er klar til forårsrestaurering

PROJEKT. Fasangården i Frederiksberg Have skal restaureres af Krydsrum Arkitekterne i løbet af foråret.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

FREDERIKSBERG HAVE: »Vi har fundet en entreprenør, men jeg kan ikke røbe navnet endnu. Vi forventer at gå i gang med restaureringen af facaden og taget på Fasangården i løbet af foråret,« fortæller arkitekt Sidsel Tuxen, der er projektleder på restaureringen af Fasangården i Frederiksberg Have.

Det er som at træde ind i Frederiksbergs lokalhistorie, når man besøger Fasangården, det gule hus en lille gåtur fra Søndre Fasanvejs larmende trafik. Kender du ikke stedet, så finder du huset ved at følge stien til venstre, når du er kommet ind i Frederiksberg Have fra Søndre Fasanvej. Huset kan nemlig ikke ses fra vejen, da det er lidt skjult bag en høj.

Sidste år underskrev Aarstiderne en kontrakt på at leje Fasangården frem til restaureringen, der så småt går i gang i april.

»Aarstiderne er fraflyttet Fasangården, så lige nu er huset klar til at blive gennemrestaureret. Vi skal blandt andet finde ud af, hvordan vi skal udskifte råd i bjælkerne, da vi ikke vil skade stukken,« fortæller hun.

Restaurering med respekt

Fasangården skal restaureres fra tag til kælder, så derfor har Slots- og Kulturstyrelsen været på jagt efter et arkitektfirma.

Projektchef i Slots- og Kulturstyrelsen Bjarne Bach siger:

»Vi har valgt Krydsrum Arkitekter som totalrådgiver på restaureringen af Fasangården. Krydsrum har tidligere markeret sig med fine eksempler på renoverings- og restaureringsopgaver, hvor bygningskultur og bæredygtighed bliver gjort levende, forståelig og relevant for brugerne. Samtidig er vi ikke i tvivl om, at Krydsrum Arkitekter har forståelse for, at restaureringen skal ske med den største respekt for den smukke, gamle fasangård,« siger han.

Krysrum Arkitekter har blandt andet restaureret sidebygningerne på Hovedbanegården og ’Slottet’ i De Gamles By i København.

Krydsrum Arkitekterne skal arbejde på Fasangården sammen med Ekolab, AB Clausen og restaureringsarkitekt Søren Vadstrup.

En spændende opgave

Partner i Krydsrum Arkitekter Niels Jakubiak Andersen siger:

»Vi er både glade og stolte over, at Slots- og Kulturstyrelsen vurderede vores tilbud som det bedste. Vi glæder os meget til at gå i gang med den spændende opgave, som utvivlsomt vil skabe helt nye kvaliteter og muligheder i Frederiksberg Have fremover«.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

”Free spins” er blevet normalen hos online casino-spil

Træn op til halvmaraton med FIF