»Jeg kan blive helt høj

En sidste sang for Lis

Det er en ildsjæl, der takker af i Frederiksberg Kirke i morgen. Korleder Lis Vorbeck har været leder af de tre børne- og ungdomskor i 34 år.

 

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Det er flere hundrede børn og unge, som korleder Lis Vorbeck har undervist og rejst med gennem de 34 år, hun har været leder af børnekorene og pigekoret ved Frederiksberg Kirke. Hendes entusiasme og musikglæde er smittende, og hendes energi fejler ikke noget, så det er ikke derfor korlederen stopper.

Da Lokalavisen møder hende på café, kommer hun cyklende med røde kinder og højt humør.

Lis er fyldt 70 år, og som hun siger:

»Jeg vil gerne holde op på en god måde, mens jeg er frisk og ikke føler mig fysisk svækket, og så glæder jeg mig også til at få mere tid til familien. Tid til lidt nærvær og ro i hverdagen,« siger Lis Vorbeck, der også får mere tid til at læse, lege med de seks børnebørn og fordybe sig i fransk historie, mad, vin og litteratur.

Kærligheden til det franske stammer fra 1960, hvor hun boede i Paris et år.

Hun og hendes mand, bor på Dalgas Boulevard, så fremover er det på publikumsrækkerne ved kirkekoncerterne, at man finder korlederen.

 

Dannelse og rummelighed

Lis Vorbeck har undervist og rejst meget med korene, der både har optrådt i Island, Finland, Japan, Belgien, Lübeck, London, Frankrig og Færøerne.

»De får også meget historie med, når vi er ude at rejse. Nogle gange opdager de det først, når vi er hjemme igen eller senere i livet. De store tager sig af de små i korene. De lærer også at lytte og give plads til hinanden. Alt det, kan de også bruge senere i livet,« siger korlederen og fortsætter:

»Der har været mange fine minder, men jeg glemmer aldrig det første kor, da 26 børn startede i 1984. Nogle sang som engle og andre kunne ikke synge, men jeg har aldrig haft optagelsesprøver.

Her er alle velkomne, og har børnene lyst til at synge, skal de have en chance. Her kan vi godt være lidt rummelige.«

Lis Vorbeck startede som kirkesanger i Frederiksberg Kirke i 1970’erne. I 1982 blev hun opfordret til at tage den store organisteksamen (kirkemusikalsk diplomeksamen), for så kunne hun blive anden organist i Frederiksberg Kirke. Den tog hun på rekordtid og blev ansat. Året efter startede hun det første kor.

 

Hjertebarn og musikglæde

»Musikglæde smitter, og jeg er glad for at spille, men korene er – hvert af dem – mine hjertebørn.

De har betydet utrolig meget for kirken, for børnene og for mig. Korene har også beriget mit liv og min mands, der altid har været med på rejserne,« understreger korlederen, der oftest har det klassiske på repertoiret, men der har også været plads til bl.a. musicals.

Flere af de første elever er da også fortsat inden for musikken og er i dag professionelle sangere og musikere.

»Det kan da godt være, at jeg bliver lidt rastløs de første par måneder, for korene har fyldt meget i mit liv. Gryden har altid været i kog med nye ideer, koncerter og rejser. Korene er blevet en naturlig del af kirkens liv, og så har jeg kolleger som altid har bakket op omkring korene.«

Afskedskoncert med musik af bl.a. César Franck, Felix Mendelssohn- Bartholdy, Fuzzy og John Høybye fredag 2. marts kl. 17.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hyldest til revyen

En skøn dag på Vesterbro