Flemming Rosenkrantz glæder sig
in

Fremad A. starter hjemme i Gentofte

FODBOLD. Fremad Amagers første hjemmekampe i 1. division er rykket til Gentofte Stadion på grund af det kolde vejr, som gør Sundby Idrætspark ubrugelig til fodbold.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

SUNDBY IDRÆTSPARK: Kong Vinter melder for alvor sin ankomst i disse dage, og det er temmelig uheldig timing for Fremad Amagers mandskab i 1. division, som tager hul på forårssæsonen mod Brabrand på søndag.

Københavns Kommune har meddelt, at det bliver umuligt at levere en sikker og frostfri bane i Sundby Idrætspark til den første kamp – og hvis kulden ikke slipper sit greb snart, risikerer man samme situation til de næste par hjemmekampe i løbet af marts.

Bedste alternativ

Derfor har klubben taget den pinefulde beslutning at rykke de første tre kampe til Gentofte Stadion, hvor kunstgræsbanen kan klare frostgraderne, fortæller direktør Flemming Rosenkrantz:

»Med al respekt kan jeg undre mig over, at man lægger tre ud af fire kampe i marts måned hos os, når man ved, der ikke er varme i banen. Det kunne vi godt have ønsket os en lille smule bedre. En hjemme og tre ude havde givet lidt mindre knaster…

Vi har været i rigtig fin dialog med Københavns Kommune, men vi kan jo ikke gøre noget ved frostvejr. Det bliver også et problem andre steder end her, for der er bare ikke så mange muligheder. I København har vi det bare ikke, ud over Parken, og det kan ikke lade sig gøre. Så har jeg set forslag om, at vi skulle tage Valby, men de er altså i samme situation som os.

Der var egentlig kun to alternativer: Slagelse, som har varme i banen. Men ud over at det er langt væk, så er det også en bekostelig affære. De skulle tænde varmen to uger tidligere, hvis vi skulle spille der. Men så opstod der mulighed for Gentoftes kunstbane, så det var ubetinget det mest interessante, for det ligger tættest på.

Nu er vi så ved at undersøge, hvordan vi kan hjælpe vores fans med at tage fra Sundby og dertil, så vi prøver at få fat i nogle busser til en fornuftig penge sammen med vores partnere. Men vi mister i forvejen rigtig mange indtægter.

Det bliver jo aldrig Sundby Idrætspark, så det er svært at skabe den perfekte stemning. Men vi har en tro på, at vores fanklubber kan gøre rigtig meget for os. De skal bare gøre det, de plejer, og så skal vi nok komme hjem igen. Og så skal vi prøve at få spillet så god fodbold, at der er grund til begejstring.

Vi håber selvfølgelig, at ’Kong Vinter’ slipper sit tag, så vi kan spille både tredje og fjerde hjemmekamp hjemme i Sundby. Og så glæder vi os til, at vi selv får kunstbane med varme og lys til sommer,« siger direktøren.

Københavns Kommune arbejder for, at Fremad hurtigst muligt kan vende hjem, og hvis Sundby Idrætspark på nogen måde bliver klar til fodbold, bliver kampene rykket tilbage i de vante rammer.

Spændende vinter

Bortset fra denne streg i regningen er vinterpausen forløbet rigtig fint med forstærkninger på de rette pladser, mener Rosenkrantz:

»Vi er godt tilfreds. Den sportslige sektor tester forskellige konstellationer, så vi kommer til at stå stærkest muligt. Og de har allerede fået mange svar.

Det kræver sin mand at have med de her transfervinduer at gøre, fordi der er mange ting, der skal falde på plads, også administrativt – og vi er jo ikke den eneste klub, der handler. At hente spillere i den amerikanske liga (angriberen Nick DePuy, red.) er sgu’ lidt tungt i forhold til at hente danske spillere. Men det har været en sjov og spændende proces. Vi har søgt efter en stor, fysisk stærk, tobenet, bevægelig og hovedstødsstærk angriber – ligesom så mange andre klubber. Og dem er der altså ikke så mange af. På fire halvlege i træningskampene har han lavet fire mål. Når han har fået en tre-fire kampe i den danske 1. division, så bliver han virkelig et aktiv for os.

Arun (Basuljevic, red.), som har været på prøve fra USA, er en superstærk mellemrumsspiller på midtbanen, så ham er vi også meget interesserede i – der har vel ikke været en type som ham siden Christian Holst,« vurderer Flemming Rosenkrantz.

Fakta

Gentofte Stadion, Ved Stadion 10, 2820 Gentofte

4. marts kl. 16.30 Fremad Amager vs. Brabrand
18. marts kl. 16.30 Fremad Amager vs. Nykøbing
25. marts kl.16.30 Fremad Amager vs. Viborg FF

Der arrangeres gratis busture fra Sundby Idrætspark. Tilmelding via Facebook: ‘Fremad Amager Elite’

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

|

Martins hede Formel 1-drømme

||

Patricias rodløse lys i mørket