||
Mange adopterede børn oplever identitetskriser
in

Patricias rodløse lys i mørket

ROMANDEBUT. En dannelsesroman om kærlighed, identitet og grove krænkelser. Patricia Jiménez Nedergaards debutroman kredser om den rejse, der skal til for at finde hjem. Og de oversete sider af det at være adopteret, fortæller hun.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

AMAGERBROGADE: Bogen ”Et lille lys i mørket” er en selvbiografisk fortælling om kvinden Lotus der rejser hjem til sin hjemby for at gøre op med dæmonerne fra sin fortid. En fortid stærkt præget af krænkelser og overgreb gennem hele skoletiden.

Lotus er taget til Hvorup, en lille by uden for Aalborg, for at besøge sine forældre. Hun er på en mission: Hun skal fortælle sine forældre den historie, som hun aldrig har fået fortalt dem. Nemlig historien om en tung fortid, der lurer i baggrunden af hendes ellers positive sind.

Lotus prøver at gøre op med gamle fjendskaber, venskaber og had gennem fortællingen, der tager læseren med gennem familiens op- og nedture – og i mellemtiden opstår nye spørgsmål omkring adoptionen af Lotus og hvordan det egentlig har været at være en del af en minoritetsgruppe.

»Smidt i rendestenen«

Forfatteren til denne ofte dystre beretning er lærerstuderende og romandebutant Patricia Jiménez Nedergaard, som vi møder på Café Pelikan på Amagerbrogade – et af hendes yndlingssteder, siden hun flyttede til Amager for et par år siden.

Hun er opvokset i en provinsby ved Herning i en almindelig dansk familie. Men hun er også adopteret fra Colombia, da

Foto: Michael Paldan.

hun var tre måneder gammel. Og det har betydet nærmest alt for hendes opvækst, fortæller hun:

»Ordet ’mobning’ virker så dagligdags. Jeg vil hellere kalde det overgreb eller krænkelser. Det at jeg var adopteret gav de andre et grundlag for, at de kunne krænke mig. I den lille by i 1990’erne var der ikke mange, der kom fra andet end Danmark. Vi var to. Og da der senere kom en til fra Sri Lanka, blev hun også hurtigt offer for diverse krænkelser. Det med at vi var anderledes, det blev bare ikke accepteret.

Det er jo sådan lidt ’survival of the fittest’ i skolen. Jeg kan da godt forstå, at det var sjovt med mig. Det startede med små ting som at jeg var blevet smidt i rendestenen, og min mor ville ikke have mig. Jeg havde tykkere øjenbryn og mørkt hår…

Jeg blev hele tiden mindet om, at jeg faktisk ikke hørte til. I tredje klasse var der en pige, der sagde, at jeg skulle skrubbe hjem til mit eget land. Jeg var så ked af det. ’Jeg har da ikke bedt om at komme herop’,« griner Patricia.

Amputeret

»Men jeg var typen, der svarede igen. Jeg ville ikke finde mig i det. Det var sikkert det rigtige at gøre, men det gav nok bagslag, for så havde de jo fået en reaktion, og så blev det sjovt. Det fortsatte helt op til niende klasse. Det var prisen for at sige fra,« siger Patricia, som først nu med sin roman har fået bearbejdet traumerne.

»Det gav virkelig en identitetskrise. Jeg kunne jo ikke være dansker, for jeg ville ikke identificere mig med dem, der gjorde noget så ondt. Så jeg måtte jo være mest colombianer,« forklarer Patricia, som gennem en privatdetektiv fandt sin biologiske mor og storesøster for tre år siden og tog til Bogotá – da var hun 23 år gammel.

Foto: Michael Paldan.

»Der fandt jeg så ud af, at jeg er meget dansk. Der er meget social arv, som jeg ikke troede på. Det var en vild oplevelse. Men alligevel: Vi var til sådan et katolsk møde, som man gør meget dernede, og på vej hjem fik jeg en følelse af at være en del af noget større – den her biologiske tilknytning.

Hun var meget lukket omkring adoptionen, men jeg fandt ud af, at hun endte med at bo på gaden. Det var en voldsom tid med borgerkrig og fattigdom. Hun havde valget mellem min seks år ældre søster og mig. Jeg bebrejder hende ikke, men det har jo desværre amputeret mig heroppe i Danmark. Det er nogle hårde vilkår at give til et barn, og det er jo ikke naturligt,« forklarer forfatteren, som har haft meget svært ved at indvie sine danske forældre i problemerne:

»Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg ikke fortalte dem om det. De havde jo grebet mig og kæmpet kampen med mig. Jeg prøvede at sige noget til lærerne, men de gjorde ikke en skid. Der var virkelig nogen, der svigtede dér. Så jeg tror, jeg mistede tilliden til voksne mennesker. Så jeg har måske tænkt, at det bare er sådan, det skal være, og så kan jeg jo sagtens klare mig selv. Men jeg ville da ønske, at jeg havde sagt det til dem.«

Det er faktisk først nu i forbindelse med bogen, hun har fortalt om overgrebene:

»De synes virkelig, det var hård læsning. Men den handler også om, hvordan man kan finde hjem, selv om ’hjem’ ikke eksisterer.«

Nyt kapitel

Men bogen har også været en form for terapi, som allerede startede, da Patricia var 14. der har gjort, at Patricia kan komme videre i sit liv.

Hun er uddannet som skolelærer om halvandet år og meget begejstret for, at det nye kapitel i hendes liv foregår på Amager:

»Jeg har lavet mange forskellige ting, men jeg fandt ud af, at jeg ikke bare er den, der skal lave noget omsætning i en butik. At blive lærer passer meget fint – så kan jeg måske gøre en forskel, som der ikke var nogen, der gjorde for mig. Bogen har været selvterapi, men jeg satte den ind i en fiktiv ramme, for det er ikke vigtigt, at det er mig, den handler om – det er vigtigt, at man skader børn på den her måde, og så kan den forhåbentlig være med til at bryde de mønstre.

Jeg er ret glad for at bo her. Amager er mangfoldigt. Mange forskellige mennesker, for eksempel jyder og en overbo, der har boet dér i 35 år. Den der Ama’r-lingo, den har jeg lige skullet spore mig ind på. Retorikken er lidt hårdere, man siger tingene mere lige ud. Men folk er mere imødekommende og åbne,« slutter Patricia.

Fakta

Patricia Jiménez Nedergaard, »Et lille lys i mørket«
Udgivet på Saxo (Bogportalen.dk) som paperback og E-bog
Facebook: www.facebook.com/patricia.forfatter

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Fremad A. starter hjemme i Gentofte

»Jeg blev et dobbeltmenneske«