Station Amager på Kamillevej i Tårnby. Arkivfoto: Michael Paldan.
in

Ingen løfter om politi på Kamillevej

CHRISTIANSBORG: Den lokale folketingsmand Peter Hummelgaard Thomsen (S) fik i onsdags ingen løfter fra justitsminister Søren Pape Poulsen (C), da han bad ham svare på, om han vil arbejde for, at politiet igen får patruljeret udkørsel fra Kamillevej.

AF HANNE BJØRTON

Forespørgslen kom efter, at Pape Poulsen 8. februar udtalte til Avisen Danmark, at der er behov for igen at have et mere lokalt orienteret politi.

Ministeren medgav, at moderniseringen af politiet har gjort, at befolkningen i nogle tilfælde føler, at politiet er kommet længere væk. Løsningen er et mere nærværende politi.

»Men det er jo ikke det samme som at sige, at så skal tiden spoles tilbage. Den nære relation mellem borger og politi skal jo afspejle den tid, vi lever i, det kriminalitetsbillede, vi står over for, og de forventninger, borgerne har. Derfor vil jeg heller ikke stå her og sige, at der igen skal være patruljeret udkørsel fra Kamillevej eller fra nogen anden politistation i øvrigt. Det, jeg til gengæld vil love, er at arbejde for, at borgerne, også på Amager, i højere grad møder politiet i hverdagen og kan føle sig sikre på, at politiet er nært, hvis de ringer efter hjælp,« sagde ministeren.

Peter Hummelgaard forsøgte at sætte trumf på:

»Justitsministerens partifæller ude i Tårnby havde jo rent faktisk som et valgprogram til kommunalvalget, at man ønskede, nu hvor partiet også havde justitsministerposten, at der igen skulle være patruljeret udkørsel fra Kamillevej skråstreg Station Amager. Så det håber jeg jo meget på, at ministeren vil kaste et fordomsfrit blik på,« sagde Hummelgaard.

»Jeg er meget glad for, at jeg har partifæller i rigtig mange kommuner i Danmark, og jeg tror, at jeg, hvis jeg skulle opfylde alle deres ønsker, ville få en meget stor udfordring. Men jeg kigger fordomsfrit på det. (…) Der er ikke lighedstegn mellem at have en udkørselsstation og så at være tæt på borgerne. For det er jo ikke nødvendigvis bedre, at bilerne står på en bestemt station. Nogle gange kan det være langt, langt bedre, at patruljevognene er placeret rundt omkring i kredsen, så vi får nogle kortere responstider. Men alt det kommer vi jo til at kigge på i det her arbejde,« sagde justitsministeren.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Skæve boliger skal flytte

Frederiksberg vil kæmpe mod ordning