|
Foto: Dan Møller|Arkivfoto: Michael Paldan
in

Kreativ park eller billige boliger?

OTTO BUSSES. Politikerne uenige om fremtiden for Otto Busses Vej. Lokaludvalget fastholder behovet for kreative områder, og flere rådhuspolitikere er enige, mens Frank Jensen vil have billige boliger.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

LØSNING: Det gamle jernbaneterræn mellem havnen og Vesterbro, Otto Busses, er blevet attraktivt. Området, der huser Lokomotivværkstedet, gamle remiser og den gule by er blevet midtpunkt i en politisk debat: Skal der være rekreativt område eller skal der bygges boliger?

Vesterbro Lokaludvalg har i årevis knoklet for at skabe fodboldbaner og grønne områder i området, og det står højt på lokaludvalgets ønskeliste at skabe fodboldbaner og parker. Vesterbro Remisepark hedder forslaget, der skal skabe grønne områder til Vesterbro.

»Vi trænger til rekreative områder og mere grønt og mulighed for at spille fodbold. Når der bliver bygget nye bydele, som Posthusgrunden og Carlsberg bliver der i ringe grad tænkt grønne områder ind, og derfor er der oplagt at omdanne Otto Busses til netop et grønt område,« siger medlem af Vesterbro Lokaludvalg, Mikael Stenstrup.

Socialdemokrater uenige

Han er således enig med det socialdemokratiske medlem af lokaludvalget, Alexander Stürup, der i et læserbrev i Vesterbro Bladet savnede visioner hos politikerne, blandt andet partifællen overborgmester Frank Jensen, der under valgkampen lancerede projekt Lille Vesterbro, der er et område med 3.500 billige boliger på netop Otto Busses Vej.

Det fik dengang formand for lokaludvalget Thomas Egholm (EL) til at gå i rette med ham og kræve at der i stedet blev tænkt i en park og flere boldbaner, ligesom Stürup er uenig med sin egen partiformand og vil have rekreative områder.

Enhedslistens politiske leder i København, teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen er enig i den holdning. Ved redaktionens slutning var hun på vinterferie, men ifølge pressekontoret på rådhuset mener hun ligesom Egholm, at området skal udlægges til rekreative områder.

Prioritere det grønne

Alternativets leder i København, kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld synes valget er svært, men at han vil prioritere det grønne.

»Det er jo to gode ting – rekreative parker og billige boliger – men lige i denne konkrete sag vil vi prioritere det grønne, som der er stor mangel på især på Vesterbro. Så kan det jo godt være, at man alligevel kan gøre plads til almene boliger, men prioriteringen skal være det grønne,« siger Niko Grünfeld.

Venstres politiske leder i København, Cecilia Lonning-Skovgaard mener, at det er udemokratisk at komme med et nyt forslag til området, når »lokaludvalget har brugt tid og penge til arkitekter for at få udtænkt et konkret forslag til området.«

»Der mangler i den grad områder, og vi er helt med på, at der også mangler boliger, men de kunne ligge andre steder, og ikke der, hvor der er i forvejen er tæt bebygget.«

Fastholder behovet

Socialdemokraternes politiske leder i København, overborgmester Frank Jensen fastholder overfor Vesterbro Bladet synspunktet under valgkampen, men mener godt, at de to ting kan kombineres:

»Jeg synes, at godsbaneterrænnet skal udvikles til en rigtig københavnerbydel med nye spændende boliger, grønne områder, fritidsliv, gamle bygninger og høje gamle træer, som ligger i smørhullet mellem Vesterbro, Sydhavnen og Kongens Enghave. Står det til mig, skal vi bruge Godsbaneterrænet til at eksperimentere med helt nye måder at udvikle et kvarter og udnytte pladsen på, for eksempel lave boliger med fodboldbaner på tagene. Hvis vi hver gang, vi har et ubebygget område i København, insisterer på, at der kun må være park, og vi ikke vil have boliger, så vil det svare til, at vi bygger en betalingsmur rundt om København, hvor presset på de eksisterende boliger vil stige, og vi vil lukke byen af for folk, der ikke har den helt tykke tegnebog. Det ønsker jeg ikke,« siger Frank Jensen.

Bakker lokalt ønske op

SF bakker boligerne op, men vil også gerne respektere lokal bakker boligerne op, men vil også gerne respektere lokaludvalgets ønske.

»Vesterbro mangler grønne områder og flere idrætsfaciliteter. Det mener vi skal være udgangspunktet for det nye område ved Otto Busses Vej. Vi hilser idéen om nye boliger velkommen, men det skal ikke være på bekostning af vesterbroernes egne ønsker og behov – og det er flere parker og rekreative områder,« siger Sisse Marie Welling, der er SFs politiske leder i København.

Lokaludvalgets plan for Otto Busses kan ses på Vesterbro Lokaludvalgs hjemmeside.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Kirken hjælper med at sikre den sikre skolevej

Byen er for stor til at blive styret fra Rådhuset