Linda Udby og Thomas Dinesen er blandt de borgere i Vigerslev
in

Bevar busdriften på Vigerslev Allé

KAMPEN FOR BUSSERNE. Ramaskriget rungede i Vigerslev, da de gik op for borgerne, at deres højfrekvente bus 1A bliver skiftet ud med den mere lavfrekvente og lokale linje 10, når Cityringen åbner næste år. Kampen er dog ikke tabt endnu.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

BUSSTOP: Vantroen voksede i Vigerslev, da en gruppe borgere blev klar over, at der er i gang, som vil forringe busdriften væsentligt på Vigerslev Allé. Det sker med Cityringens komme i 2019, hvor bus 1A skiftes ud med linje 10, der kører færre gange i timen og ikke om natten.

Vantroen blev snart til modstand, og da Vigerslev-beboer Thomas Dinesen oprettede Facebookgruppen ’Bevar 1A’, gik der ikke lang tid, før medlemsskaren var over 2.000.

»Det giver ikke nogen mening, at man vil skifte A-busdriften ud med en lokal bus, der kører langt færre gange i timen og slet ikke om natten. Det ligner mest af alt skrivebordsarbejde, for samtidig lader man jo to A-buslinjer køre ned ad Gammel Køge Landevej, som så betjener de samme fem stoppesteder,« siger han.

En urimelig beslutning

Beslutningen om at lade 1A dreje ad Gammel Køge Landevej fra Toftegårds Plads, blev allerede truffet i 2016, hvor Borgerrepræsentationen vedtog Movias forslag over ændringer på det strategiske busnet, som er A-, C- og S-busser.

Nu er tiden er så kommet til at planlægge det lokale busnet.

Tanken med omlægningerne er, at de skal virke som forbindelser til og fra den nye metroring. En forklaring, man ikke giver meget for i Vigerslev, hvor der ikke kommer nogen metro overhovedet:

»Valby Lokaludvalg arrangerede et borgermøde sidste tirsdag omkring det lokale busnet, som de snart skal indgive høringssvar på. Det glæder os, for det er den måde, man føler sig hørt på. I forbindelse med borgermødet, har vi så opdaget, hvor kraftige forringelser i busdriften til Vigerslev, der faktisk er planlagt. Det er et problem, fordi forringelserne i Vigerslev skyldes, at man skal finansiere metroen inde i byen. Vi får så bare ikke nogen metrostation, så det er simpelthen ikke fair, at et udsat byområde som Vigerslev skal betale for en metroring i Indre By,« siger Linda Udby, der også er en af foregangsmændene i koret af modstandere mod forringelsen af busdriften i Vigerslev.

Lad 10’eren køre oftere

Selv om Facebookgruppen hedder ’Bevar 1A’ er folkene bag godt klar over, at det løb nok er kørt, derfor kigger de nu i nye løsninger:

»Der er indtil nu ingen planer om at sætte 10’erens frekvens op, så den både kører oftere og også om natten, men det skal vi simpelthen have lavet om på. På den strækning, som den nye forslåede 10’er skal køre på, ligger der 22 daginstitutioner, fem skoler og to plejehjem. Plus akutplejeenheden, som ligger nede på Vigerslevvej og Blindehjemmet her på Vigerslev Allé. Alle de mennesker skal selvfølgelig bruge en bus, der kører med høj frekvens og hele natten. Som i øvrigt har mulighed for at slutte sig til 1A mod Hvidovre Hospital – også om natten,« siger hun og tilføjer:

»Det er muligt, at bussen ikke skal hedde 1A, men 10, og det er fint nok, bare man giver 10’eren A-buslignende drift.«

Et høringssvar er på vej

I Valby Lokaludvalg er de helt klar over problemerne med at fjerne bus 1A fra Vigerslev Allé. Faktisk påpegede man allerede forringelserne i 2016, siger formand Michael Fjeldsøe:

»Hvis man læser vores høringssvar vedrørende planlægningen af det strategiske busnet fra oktober 2016, så skriver vi netop, at det vil være et problem, hvis bus 1A forsvinder fra Vigerslev Allé. Jeg har det udgangspunkt, at når man laver Cityring i den indre del af byen, så betyder det ikke, at folk i Valby får et mindre behov for at kunne komme rundt og på arbejde,« fortæller han.

I forhold til bus 1A er han enig med borgerne i, at det vigtigste er at finde en god løsning. Ikke om bussen lige hedder 1A eller 10:

»Jeg har et møde med folkene i Områdefornyelse Kulbanekvarterets trafikgruppe, hvor jeg gerne vil høre, hvad de ser af løsninger og ikke kun problemerne. Så har vi aftalt et teknisk møde med kommunen, hvor vi går ind og ser på, om vi kan få dem til at tænke nogle af løsningsmulighederne igennem, og først derefter skriver vi lokaludvalgets høringssvar,« fortæller Michael Fjeldsøe.


Giv den gas med høringssvarene

HUSK HØRINGSSVARET: Som medlem af både Borgerrepræsentationen og Movias bestyrelse er socialdemokrat Niels Bjerrum en af dem, der virkelig har mærket borgernes utilfredshed med de mange omlægninger af busdriften i København i 2019.

»Jeg skal lige starte med at sige, at ændringerne af busnettet, altså ikke er en beslutning, der tages af Movia. Det besluttes af Borgerrepræsentationen efter en indstilling fra Økonomiforvaltningen. Her har man så besluttet, at der skal flyttes passagerer fra bus til metro, når Cityringen åbner, svarende til 200 millioner kroner i indtægter. Det giver sig selv, at når man skal købe busser for 200 millioner kroner mindre, så får man færre busser i byen,« siger Niels Bjerrum.

Skriv et høringssvar

Han forstår dog godt, at borgerne i Vigerslev er trætte af, at deres område bliver ramt af besparelser i busdriften, når der ikke kommer til at være en metrostation i området.

»Slaget er tabt i forhold til at beholde bus 1A, for den beslutning er truffet for længe siden, men der er stadig mulighed for at justere på eksempelvis frekvensen af en lokal buslinje, hvis man bliver opmærksom på, at der er noget galt. Jeg vil derfor opfordre borgerne til, at man bruger energien på at få lavet nogle høringssvar omkring at få effektiviseret bus 10, som er planlagt til at skulle køre på Vigerslev Allé i stedet for 1A,« siger han.

Der er frist for høringssvar 18. februar, hvorefter Økonomiforvaltningen vurderer lokale forslag og ønsker til det lokale busnet og indarbejder eventuelle ændringer i Movias forslag. Derefter skal busnettet igennem den politiske behandling. belo

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Benedicte Lorenzen

Written by Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Tivoli trækker i vinterdragten

Online casinoer i voldsom konkurrence