Lokaludvalgene skal have reel beslutningsret
in

Forslag: Giv lokaludvalgene magt

POLITIK. Lokaludvalgene afløste de tidligere bydelsforsøg, men ifølge politisk kommentator Carsten Mai har lokaludvalgene ikke nogen reel indflydelse og burde have beslutningsret.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

LOKALUDVALG: »Lokaludvalgene skal være mere sexede, ellers har de ingen fremtid«.

Sådan lyder dommen fra politisk kommentator Carsten Mai, der var tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsens pressechef under bydelsforsøgene og har fulgt hele optakten til etableringen af lokaludvalgene.

Ifølge kommunens hjemmeside skal lokaludvalgene styrke nærdemokratiet. De skal gøre det lettere for den enkelte københavner at få indflydelse på de beslutninger, Borgerrepræsentationen træffer, og som har betydning for bydelen.

Men formålet står ikke mål med virkeligheden, mener Carsten Mai.

Giv dem beslutningsret

»Lokaludvalgene har ikke beslutningsret, men kun høringsret, og det er jo åndssvagt, hvis man skal sikre indflydelse. Både du og jeg kan skrive et høringssvar på blivhoert.dk, og det er da til grin, at et lokaludvalgs sekretær skal sende et svar til teknik- og miljøforvaltningen. Hvis man skal give lokaludvalgene reel indflydelse, skal man give dem beslutningsret og mulighed for at øremærke penge til en lokal skole eller lignende,« siger Carsten Mai, der også mener at strukturen i lokaludvalgene er gal.

Et lokaludvalg er sammensat af to tredjedele fra foreninger, og resten er politisk udpeget, og det giver ikke et reelt demokrati, mener Mai.

»Formålet er at engagere borgerne, men dem, der sidder i lokaludvalgene, er i forvejen engagerede borgere,« siger Carsten Mai.

Erstatter bydelsforsøg

Baggrunden for etableringen af lokaludvalgene var, at man i 1997-2001 havde nogle bydelsforsøg, der siden hen blev nedlagt. Som erstatning for dem etablerede man de 12 lokaludvalg, et i hver bydel.

»Det har altid været svært for Københavns Kommune at engagere borgerne, men bydelsforsøgene var meget forskellige – Valby gik rigtigt godt, og der var mange ressourcestærke, og det er en bydel, der også gerne vil være selvstændig kommune. I den anden ende var der Østerbro, der var en ren katastrofe med ævl og kævl,« husker Carsten Mai.

Han mener, at både lokaludvalgene og Borgerrepræsentationen bør gøre sig mere umage, for at lokaludvalgene får mere indflydelse.

»Som det er lige nu, ville det ikke betyde noget for folks hverdag, om lokaludvalgene er der eller ej. Og jeg er sikker på, at hvis du vækker medlemmer af Borgerrepræsentationen klokken tre om natten, så ville de sige, at det ikke betød noget, hvis man nedlagde udvalgene,« siger Mai, der mener, at lokaludvalgene selv også bør markere sig mere.

»De er nødt til at få lidt mere kant, og lokaludvalgene bør lave kataloger over konkrete tiltag og finansieringsmuligheder for lokale projekter, og så presse politikerne. Omvendt skal politikerne i Borgerrepræsentationen turde afgive noget magt, så beslutningerne kan tages i lokaludvalget, » siger Carsten Mai.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Benedicte Lorenzen

Written by Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Musikere skriver værk til Eliaskirken

Februar fylder byens spillesteder med jazzede toner