»Jeg glæder mig til at vende tilbage til teaterskolen
in

Slip tøjlerne og leg

Pandora Teaterskole får ny underviser. Skuespiller Christian Adelhorst Rossil er ansat til børneholdet 10-13 år.

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Børn og unge er kreative. De slipper fantasien løs og sætter den i spil. Noget som vi voksne af og til godt kan glemme. Børn har andre perspektiver på tingene. De slipper tøjlerne og har en helt anden tilgang og lyst til at finde frem til et udtryk.

Det er fedt, og jeg glæder mig til at undervise igen,« siger skuespiller Christian Adelhorst Rossil, der er ansat på Pandoras Teaterskole.

Tirsdag starter han undervisning af de 10- til 13-årige i KU.BE.

Christian er uddannet skuespiller fra Cantabile 2. Senest har han spillet med Teater fyren og flammen og teater Wunderland.

Desuden er han fast underviser på Glad Teater og har sit eget teaterprojekt, Departementet, og så kender Christian i forvejen teaterskolen ganske godt.

»Under navnet Nocando, var jeg med til at starte teaterskolen op på H.C. Ørsteds Vej i 2012.

Jeg var med indtil 2015, hvor jeg fik travlt med andet. Jeg blev far til et par tvillinger og fik job i Jylland, men jeg kan godt lide at kombinere mit fag med undervisning af børn og unge,« forklarer den 37-årige skuespiller og performer.

 

Dedikeret underviser

Lone Vibe Pedersen, kunstnerisk leder af Pandoras Teaterskole siger:

»Det er første gang i teaterskolens historie, at vi har slået en stilling op offentligt. Og for mig var det meget positivt at modtage ansøgninger fra et stærkt og interessant ansøgerfelt.

Flere passede ind i teaterskolens lærerteam, men Christian havde det store forspring, at vi kender hinanden fra tidligere samarbejder.

Han har undervist både på faste hold og i kortere forløb. Jeg ved, at Christian er en dygtig og meget dedikeret underviser, derfor er vi glade for at han vender tilbage.«

 

Muligheder og visioner

»Jeg glæder mig til at vende tilbage til teaterskolen, og ikke mindst i de nye omgivelser i KU.BE.

Jeg ser muligheder og nye visioner i det hus, og så er jeg glad for, at Lone vil have mig med i folden igen.

Jeg glæder mig, og så er det bare inspirerende og super dejligt at undervise børn,« siger skuespilleren, der arbejder meget med fysisk teater.

Han siger:

»Vi skal selvfølgelig lige lære hinanden at kende først og bruge lidt energi på det, og så glæder jeg mig bare til at komme i gang med teater, leg og kreativitet,« siger Christian Adelhorst Rossil, der afløser Laura Madsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Nye udearealer på vej ved Mariendalshallen

Et hus til fordybelse