in

FB satser mere på yngre årgange

Frederiksberg Boldklub satser på, at 2018 bliver året, hvor den sportslige og ledelsesmæssige struktur omkring U4 til U10-miljøet styrkes.

 

Af Finn Edvard.
finn.edvard@gmail.com.

 

Med et fremtidsøje på en ny og mere moderne tid fortsætter FB det ambitiøse arbejde med en gradvis professionalisering af klubbens organisation. Nu også for de yngste årgange.
»Vi ansætter en sportslig børneleder for U4 til U10-segmentet,« fortæller klubbens daglige leder, Martin Busk og fortsætter:
»Der er tale om at udvikle børnefodbolden i FB – med særligt fokus på det sportslige snit, udviklingen og skolingen af børnefodboldspillere, bedre fastholdelse, endnu større rekrutteringsgrundlag samt dygtigere forældretrænere«, siger Martin Busk.
»Personen får ansvaret for udvikling af den sportslige og pædagogiske profil for FB’s børnefodbold samt for træningsmetoder, uddannelse og supervision af trænerne for U4 til U10.
Der bliver dermed tale om et kvalitetsprojekt for alle børnespillere, deres forældre samt for FB’s mange trænere og ledere«, siger Martin Busk.
Selvom børnefodbolden altid har været et attraktivt produkt og et stort trækplaster i FB, så er der tale om en klar opgradering af rammerne og miljøet for klubbens mange børn.

Glad ungdomsformand
FB’s bestyrelsesformand, Henrik Amdi Madsen, siger:
»Som en af Danmarks største fodboldklubber har FB valgt at bakke aktivt op om visionen ‘Bevæg dig for livet’, som vi tror vil gøre en forskel for den nationale sundhed.
Vi er som klub stolte af, at Frederiksberg Kommune, og dermed også Frederiksberg Idræts-Union, er en af de første kommuner, der har indgået en aftale med DIF og DGI om at bakke op om, at vi skal skabe en national bevægelse.«
Også FB’s ungdomsformand Max Wettendorff er glad for beslutningen:
»Der er sket meget med børnefodbolden, siden vi selv var børn, og det vil vi gerne være med til at sætte på dagsordenen.
Vi vil have bedre børnetræning, og det mener vi, at vi kan få med ansættelse af en sportslig børneleder. Vi har rigtig mange gode forældretrænere med mange gode intentioner, men de mangler sommetider sparring og vejledning i, hvad virkelig god børnetræning er.«
Stillingen forventes besat inden udgangen af februar

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

De dramatiske debuttanter

50 år med Lottes farvestrålende kjoler