Kort: Movia
in

Busserne skal køre nye veje

KOLLEKTIV TRANSPORT. Åbningen af Cityringen i 2019 får stor indvirkning på det lokale busnet. Movia har nu præsenteret planen for, hvordan lokalbusserne skal køre.

Af Christian M. Olsen

cmo@minby.dk

BUSSER: Når Cityringen åbner i sommeren 2019 er der samtidig lagt op til en større omlægning af busserne.

Tidligere har Movia Trafik truffet beslutning om, hvordan A-, C- og S-busser skal køre. Nu fremlægger trafikselskabet planen for de lokale busser, det såkaldte gule net , der skal binde de trafikale tråde mellem de større buslinjer, tog og metro.

For mange passagerer vil åbningen af Cityringen betyde, at de vil få en ny måde at komme fra A til B på, for eksempel fordi de kan bruge metroen i stedet for bussen, eller fordi de kan bruge metroen på en del af rejsen.

»For passagererne i den kollektive transport er det vigtigt, at busserne spiller godt sammen med tog og metro. Derfor har Movia udarbejdet et forslag, som sikrer god sammenhæng på tværs af bus, tog og metro, når Cityringen åbner,« siger Movias adm. direktør, Dorthe Nøhr Pedersen i en pressemeddelelse.

Fra bus til metro

Vesterbro får en ny metrostation med Cityringen ved Enghave Plads. Derudover er der ikke langt til Cityringen både ved Frederiksberg Allé St. og Hovedbanegården på den anden side af bydelsgrænsen. Disse tre stationer på Cityringen bliver alle nye vigtige skiftesteder mellem bus og metro, og giver dermed nye og hurtigere rejsemuligheder.

Det betyder også, at mange passagerer ifølge Movia forventeligt vil forlade busserne til fordel for metroen, og derfor er der i mindre grad end i dag behov for A-busbetjening på de inderste dele af Vesterbro.

Det betyder blandt andet, at linje 1A, der i dag kører ad Ingerslevsgade erstattes af lokallinje 10, der i dag kører ad Istedgade.

I Istedgade sker der også en del forandringer, da denne strækning fremover betjenes af én enkelt lokalbus (linje 23) i stedet for de to nuværende lokale buslinjer. Det skyldes, at denne strækning fremover betjenes af Cityringen med stationer i begge ender af Istedgade, og mange passagerer forventes at benytte metroen ved Enghave Plads og Hovedbanegården.

A-busser ændres

Enghavevej vil som i dag have A-busbetjening mellem Vigerslev Allé og kommunegrænsen til Frederiksberg Kommune. A-bussen vil ikke længere have forbindelse til Sydhavnen (som linje har det 3A i dag), men vil i stedet skabe en forbindelse mod Valby og Hvidovre Hospital.

Carlsbergbyen kan se frem til en bedre busbetjening, da linje 9A fremover skal køre ad Vester Fælledvej. Det samme gælder Enghave Brygge og Teglholmen, hvor der er lagt op til, at linje 7A erstatter linje 34.

Busplanen er i høring i lokaludvalg, Ældrerådet, Ungerådet og Handicaprådet som optakt til den politiske behandling i foråret. I den forbindelse kan borgerne komme med deres synspunkter.

Det forventes også, at der bliver arrangeret borgermøder om busplanen.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Benedicte Lorenzen

Written by Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

New Orleans-stemningen breder sig i Pumpehuset

»Christianshavn er stadig fuld af originaler«