»Jeg går ofte tur i Frederiksberg Have med vores hund Alvin
in

Katten Max og vennerne i Frederiksberg Have

Katten Max fra Frederiksberg Have er blevet portrætteret i bogen ‘Finurlige Max’ af Karin Bonnesen. Børnebogen for de tre- til tiårige er netop udkommet.

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Katten Max har en fanklub, og nu er den store røde hankat også portrætteret i børnebogen ‘Finurlige Max ‘.

Det er en børnebog for de tre- til tiårige, skrevet af forfatter og grafiker Karin Bonnesen.

Hun bor på Frederiksberg Allé og går tur med sin hund i Frederiksberg Have hver dag. Her har hun truffet katten Max. Den har et hjem, men den holder til i haven året rundt.

»Det er en samtalebog, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i kattens verden.

Lige siden jeg var barn, har jeg haft kat.

Jeg kan godt lide deres temperament, at de er lidt utilregnelige, fintfølende og så er de deres egne.

Katte kan man ikke opdrage på, og samtidig er de meget rolige.

Jeg har haft seks katte gennem livet, men da både min søn og kæreste har allergi, har vi fået hund i stedet for,« forklarer Karin, der har skrevet bogen til børn med særlige udfordringer. Hendes 15-årige søn Johan er autist, og selv om bogen henvender sig til langt yngre børn, er adfærdsmønstret det samme.

 

Egne erfaringer

»Max har udfordringer, og det har børn med autisme også. Derfor opstod ideen til en børnebog, som også kan bruges af pædagoger, lærere og andre, der læser højt for børn,« forklarer forfatteren og uddyber:

»Autistiske børn er lige så forskellige som alle andre, men jeg bruger mine egne erfaringer som mor til et barn med autisme.

Min søn bliver nemt utålmodig, og hvis han bliver vred, skal han have hjælp til at komme af med vreden.

Jeg har fundet de lighedstegn og reaktionsmønstre, der er mellem katte og børn med autisme,« forklarer Karin og fortsætter:

»Katte kræver tålmodighed og rummelighed. De kan ikke lide høje lyde, hurtige bevægelser, og så bliver de ofte misforstået, og sådan er det også med børn med autisme.

Det har jeg illustreret gennem Max i bogen, og så kan man tale om de emner og hvorfor det er svært.«

De mange fotos af katten Max er taget af Karin og brugerne af facebookgruppen ‘Vi der holder af Frederiksberg’.

 

Samtale og vrede

Bogen er rigt illustreret og med et enkelt og klart sprog. Ved hver illustration er der spørgsmål, så man kan tale med barnet om det at få skæld ud og føle sig uretfærdigt behandlet, vrede, det at føle sig forladt samt hvordan man får venner og er social.

Emner, som kan bruges af alle forældre og børn, også uden diagnoser.

Hvis du vil klø katten Max på maven, så kig efter den i Frederiksberg Have. Den opholder sig for det meste omkring elefanthuset og Schweizersøen.

‘Finurlige Max’ er udkommet på forlaget Bonnesen Books.

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Videnskabsfestivalen Bloom springer ud igen

John Winther – et kommunalt og borgerligt fyrtårn