Afgående socialborgmester
in

Kvindecenter modvirker racisme

FORNYELSE. Kvindecentret på Nørrebro har lokket kvindelige indvandrere til sig siden sin begyndelse. Hvad der startede som et løst fællesskab er blevet et professionelt center, der klæder dets brugere på til at begå sig i samfundet.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

UDVIKLING: Der er dækket op på det lange bord foran scenen. Kage, frisk frugt, kaffe og meget mere er placeret på rad og række.

Rundt om bordet står en masse kvinder med vidt forskellige baggrunde og snakker. Der er også et par mænd.

Det minder på mange måder om enhver anden fødselsdag i en stor familie, der har en overvægt af kvindelige medlemmer.

Omvendt er det de færreste familier, hvor socialborgmesteren stiller sig op på en scene og siger, at byen ikke ville være den samme uden den pågældende familie.

Det er trods alt heller ikke, hvilken som helst fødselsdag. Indvandrer Kvindecentret fejrer, at de nu har eksisteret i 35 år. Det gør de i restauranten ‘Send flere krydderier’, som er en af de virksomheder, der er kommet ud af arbejdet i centret.

Center er urealistisk

Centret får i dag et fast tilskud fra kommunen, og det har skabt arbejde til en række af dets brugere.

»Det havde vi ikke drømt om dengang (i 1982 .red). Vi levede fra hånden til munden de første mange år. Det er et mirakel, at det er blevet 35 år og med mange ansatte,« siger Susanne Sønderbo, der er grundlægger af centret.

Hun skrev sin afsluttende opgave i almen psykologi på universitetet om fordomme og racisme, som løsningsforslag skrev hun, at hun ville oprette et kvindecenter. »Jeg fik en god karakter, men censor mente, at det var urealistisk med et center,« fortæller hun.

Det var det til dels også, men det kunne alligevel lade sig gøre, fordi Susanne Sønderbos katolske medsøstre indvilligede i at dele deres løn med Søster Susanne, så hun kunne bruge al sin tid i kvindecenteret uden at få noget for det.

Det betød, at kvindecentret i 1982 blev en realitet.

»Mænd, alkohol og svinekød var bandlyst, så vi var sikre på, at kvinderne kunne få lov af deres mænd til at komme,« fortæller Søster Susanne og fortsætter »Mange af kvinderne sad dengang for sig selv og kunne ikke sproget. De kom fra landsbyer med stærke fællesskaber, og det prøvede vi også at give dem her. Det skulle være en slags landsby i storbyen,« siger hun.

Dengang var hele butikken drevet af frivillige kræfter, som alle kunne byde ind med lidt forskelligt. Nogle kunne undervise i at sy, andre kunne undervise i hygiejne og andre igen kunne undervise i sprog.

»Det handlede om at gøre dem lidt uafhængige af deres mænd og lære dem nogle ting, som de kunne bruge til at fungere i samfundet. Vi havde børnepasning, så de kunne lære dansk, og vi lærte dem at cykle,« siger Søster Susanne.

I modsætning til i dag kom der dengang mange etnisk danske kvinder i centeret, og det bidrog ifølge søster Susanne til at nedbryde fordomme og racisme.

»Fordomme opstår, når du har en mening om nogen, som du ikke kender. Jo flere man kender af dem, der ikke er som en selv, desto mere går det op for en, at vi har mange af de samme behov,« siger hun.

Ensomhed gør skør
I dag kommer der ikke nær så mange etnisk danske kvinder i centret. Det skyldes ifølge en af de brugere, som er kommet her siden starten, at Indvandrer Kvindecentret har ændret sig.

»I 80’erne var det mere et værested, hvor man kunne mødes og hygge sig. I dag er det mere rettet mod at komme i arbejde og få hjælp til at kommunikere med kommunen eller finde rundt i e-boks,« forklarer Roqaia Jan.

Hun parkerede selv sin mand ude foran centret en dag i starten af 80’erne, og hun er kommet her lige siden.

Roqaia Jan har brugt centret til opbygge et netværk, men hun har også arbejdet som tolk og lidt i køkkenet, når der har været brug for det.

Hun sidder ved siden af Hanifa Berish fra Kosovo.

Hun sad for sig selv i en lejlighed med fire børn, indtil en hjemme-sygeplejerske fik trukket hende med ned i centret.

»Det er godt for kvinder at have et mødested. Jeg ved fra mig selv, hvordan det er at sidde alene og ikke snakke med nogen. Man bliver skør af det,« siger hun.

Når hun møder andre kvinder, der sidder alene i deres huse, fortæller hun dem, at de er nødt til at komme ud.

»Jeg kan klare mig selv nu, fordi jeg har fået et netværk og et arbejde gennem centret,« fortæller hun.

Scenen er så småt blevet forladt, og de fleste er på vej hjem fra fødselsdagen.

Søster Susanne bliver hængende lidt endnu med et par veninder, der kan huske Centret fra dengang.

»Det gør mig stolt, at se hvad det har udviklet sig til,« siger hun. Ifølge hende tilbyder Indvandre Kvindecentret i dag et rum, som det offentlige ikke kan.

»Det er ikke ydmygende at komme her og bede om hjælp. Her er du en person. Ikke et personnummer,« siger hun.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Simon Reenberg

Written by Simon Reenberg

Journalist på Nørrebro Nordvest Bladet. Jeg brænder særligt for den gode nyhedshistorie, og jeg forsøger også at starte nogle konstruktive debatter mellem borgerne, som forhåbentlig kan være med til at udvikle vores bydele. Følg Nørrebro Nordvest Bladet på Facebook, hvis du vil deltage.

Thomas Helmig og Medina i det grønne

Ytringsfriheden lever og har det rådhus-godt