En ny kampagne giver gode råd til sikring af dit hjem. Det er et samarbejde mellem politiet og Frederiksberg og Københanvs Kommuner. Arkivfoto

Læs den inden ferien: Indbrudstyve elsker åbent hus

TYVERI. Knap 800 hjem fik sidste år indbrud. Ny kampagne giver gode råd til sikring af hjemmet.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

TYVERI: Det er ikke rart at komme hjem til et knust vindue eller en åben dør, når indbrudstyven har været på spil.

Sidste år fik knap 800 hjem på Frederiksberg besøg af en indbrudstyv, selvom antallet af indbrud på Frederiksberg er faldende.

Frederiksberg og Københavns Kommuner, Københavns Politi og Det Kriminalpræventive Råd står bag kampagnen ’Indbrudstyve elsker Åbent Hus’, der kommer med tre effektive råd til at indbrudssikre sit hjem.

Kig på plakatsøjler

Kampagnen dukker op i gadebilledet på plakatsøjler og på kommunens facebook.

»Vi har gjort meget for at nedbringe antallet af indbrud i København og på Frederiksberg, og vi kan se rigtige gode resultater af vores indsats. Der er dog fortsat alt for mange hjem, der udsættes for indbrud. Sammen med Frederiksberg og Københavns Kommune vil vi med kampagnen skabe yderligere fokus på indbrud og gennem en fælles indsats nedbringe antallet af indbrud yderligere,« siger politiinspektør Mikael Henrik Wern fra Københavns Politi.

Selvom der sker mange indbrud i Hovedstadsområdet og i resten af landet, har Københavns Politi som den eneste politikreds formået at reducere antallet markant de seneste år.

Nabohjælp

Bedre indbrudssikring handler ikke kun om at forstærke døre, låse og vinduer i sit hjem. Det Kriminalpræventive Råd har et godt råd til borgerne på Frederiksberg.

»Det Kriminalpræventive Råd anbefaler alle at tilmelde sig nabohjælp. Mere end 240.000 danskere har allerede tilmeldt sig ordningen. Og med god grund for med Nabohjælp kan vi sammen forebygge hvert femte indbrud,« siger sekretariatschef Anna Karina Nickelsen i Det Kriminalpræventive Råd.

Kampagnens tre gode råd

• Forstærk dine døre, vinduer og låse

• Tænd lys inde og ude – brug sensorer og tænd/sluk ure

• Nabohjælp virker, hold øje med hinandens hjem.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Ny direktør: Zoo skal gå på mere end fire ben

Feliz Navidad – jul i 24 lande