Venstres Jan E. Jørgensen (tv.) og Thyge Enevoldsen (EL) kan begge kalde sig udvalgsformænd i den nye kommunalbestyrelse. Arkivfoto: Martin Sørensen

Nye navne på formandsposter

Det er ganske vist først på mandag, at konstitueringen vedtages, men her er navnene på udvalgsformændene.

Af Jeanette Hougaard.

jhg@minby.dk.

 

 

Først på kommunalbestyrelsens konstituerende møde på mandag bliver det formelt vedtaget, hvilke poster medlemmerne af den nye kommunalbestyrelse og det politiske bagland skal have i den kommende valgperiode.

Men allerede nu kan man på sociale medier se flere af de valgte kandidater glæde sig over de poster, der er i vente fra 1. januar, når de tiltræder i den nye kommunalbestyrelse.

I konstitueringsaftalen, der allerede er indgået mellem Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Radikale og Socialdemokratiet bliver de nuværende otte politiske fagudvalg udvidet til ni udvalg foruden Magistraten.

 

Formandsnavne er klar

Borgmesterposten er som bekendt øremærket til Jørgen Glenthøj (K). Ifølge Frederiksberg Bladets oplysninger bliver Jan E. Jørgensen (V) 1. viceborgmester, og 2. viceborgmester bliver Michael Vindfeldt (S). Sidstnævnte bliver desuden formand for undervisningsudvalget.

Det eksisterede sundheds- og omsorgsudvalg splittes i to udvalg: Et ældre- og omsorgsudvalg med Thyge Enevoldsen (EL) som formand og et Sundheds- og forebyggelsesudvalg med Flemming Brank (K) på formandsposten.

Arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget går til Lone Loklindt (R). Jan E. Jørgensen (V) fortsætter på posten som formand for by- og miljøudvalget.

Simon Aggesen (K) får formandsskabet for kultur- og fritidsudvalget, og partifællen Nikolaj Bøgh overtager Aggesens formandskab i bolig- og ejendomsudvalget.

Pernille Høxbro (K) fortsætter som formand for socialudvalget, og Laura Lindahl (LA) får børneudvalget.

Desuden forventes det, at Sine Heltberg (S) bliver formand for børne- og ungeudvalget, der har anbringelser som ansvarsområde.

Hvem der kommer til at sidde som menige medlemmer i de enkelte udvalg, vedtages også først formelt på mandag. Uanset formandsskabet vil der altid være et borgerligt flertal i hvert enkelt udvalg.

Derudover skal der i den kommende tid sættes navne på omkring 220 forskellige poster i andre udvalg, kommissioner, bestyrelser med mere.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Inge Nørballe død

Brug for et webbureau? Sådan finder du det rigtige