B.93 skal bevise sit værd til foråret
in ,

International træner til fodboldkvinder

Fodbold. Efter den nylige oprykning til kvindernes kvalifikationsliga i foråret har B.93 nu tegnet kontrakt med den 29-årige Jessica Rodríguez, der har taget både UEFA A-licens og Pro-licens trænerkurset i Spanien.

Af finn edvard

feh@minby.dk

Ny træner: Den spanske pro-træner Jessica Rodríguez tiltræder mandag 1. januar som teknisk træner på B.93 1. kvindehold, hvor hun i tæt samarbejde med holdets succesrige cheftræner Rasmus Skovby, skal være med til at virkeliggøre klubbens ambition om at spille sig op i 3F Ligaen til sommer.

Og den spanske trræner glæder sig til at komme til København:

»Jeg er meget begejstret for B.93, for det er en klub, der virkelig tager pigefodbolden seriøst og har mange dygtige unge talenter.

Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med arbejdet i B.93,« siger Jessica Rodríguez, der tidligere har været træner i FC Barcelona, hvor hun bl.a. har kørt deres fodboldskoler i Japan.

Spillede for Espanyol

Hun har selv været spiller på højeste niveau, hvor hun spillede i den bedste spanske liga for Espanyol og nåede at blive udtaget til det spanske kvindelandshold, inden en alvorlig skade satte en stopper for hendes fodboldkarriere.

Siden da har hun viet sit liv til trænergerningen. Hun har været fuldtidstræner i de sidste otte år og taget et hav af trænerkurser for at dygtiggøre sig.

Dansk VM-succes

Årsagen til, at hun har valgt at fortsætte sin trænerkarriere i Danmark, er de danske kvinders succes ved fodbold EM.

“Da jeg så de danske kvinder spille ved EM i fodbold, besluttede jeg mig for at tage til Danmark for at lære hemmeligheden bag dansk kvindefodbold at kende,” fortæller Jessica Rodríguez.

I B.93 ser klubbens ledelse frem til samarbejdet med kvindernes nye træner:

Ambitiøs træner

“Jessica er en utrolig ambitiøs og dygtig træner med international erfaring. Vi er sikre på, at hendes tilgang kan være med til at løfte vores unge talentfulde spillere op til et nyt niveau,” siger B.93´s pigesportschef, Bjarke Møller og fortsætter:

“Jessica har de højeste internationale trænerfaglige kvalifikationer, hun har den catalanske tiki-taka fodboldkultur i blodet, og hun er dygtig til at udvikle spillernes spilintelligens og specifikke kompetencer, så vi glæder os vildt meget til at få hende med i vores projekt.”

Langsigtet satsning

Bjarke Møller fortæller, at det er led i en langsigtet satsning for at bringe København tilbage i toppen af dansk kvindefodbold, og hvert halvår bygger B.93 ovenpå for at løfte niveauet. I efteråret har klubben bl.a. rykket alle 1. divisionskvindernes kampe over på Østerbro Stadion, holdet kan spille deres hjemmekampe på samme niveau som klubbens divisionshold på herresiden.

“I det nye år tilbyder vi op til fire holdtræninger om ugen for 1. kvindesenior samt et par morgentræninger for de allermest ambitiøse elitespillere, så vi har et set-up, der kan matche de allerbedste klubber i Danmark,” siger Bjarke Møller.

I bedste række

B.93’s bedste kvindehold er med fjerde oprykning i træk gået fra seriefodbold til kvalifikationsligaen på halvandet år. Klubben har en drøm om at vende tilbage til 3F Ligaen, så København atter kan blive repræsenteret i landets bedste kvinderække.

“Da vi i foråret 2016 satte et ambitiøst mål om at vende tilbage til kvindernes 1. division i 2017, var der ikke mange, der troede på, at det var muligt. Men nu har vi fortsat denne fantastiske rejse ved også at rykke gennem 1. division og sikre B.93 oprykningen til kvalifikationsligaen. Det her er en meget sjælden præstation,” siger Bjarke Møller, der er pigesportschef i B.93.

Med B.93-kvindernes mange oprykninger kan København atter gøre sig forhåbninger om at blive en magtfaktor i dansk kvindefodbold.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Billeder: Juletræet blev tændt, og julemanden kom forbi

Frederiksberg Salonen i privaten