Foto: Thomas Frederiksen
in

Ny mulighed for fælles gård

Gårdsammenlægning. Igennem mange år har der været planer om et gårdprojekt omkring Nordre Frihavnsgade og Peterborgsvej. På mandag er sagen oppe at vende politisk igen.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

Boliger: En ny stor grøn gård hvor der blandt andet skal være beplantning oven på et tag i karréen Nordre Frihavnsgade/Petersborgvej/Rosenvængets Sideallé/Odensegade/Faksegade.

Er det en god idé eller ej? Det har der hersket uenighed om blandt beboere i mange år, og snart får de en ny chance for at sige ja eller nej til projektet.

Københavns Kommune betaler 8,5 millioner for at gennemføre en gårdrenovering for de otte ejendomme, som er en del af karréen.

I midten ligger SuperBrugsen, som er kendt fra mange handlende i Nordre Frihavnsgade.

Det er en del af planen, at der skal være et grønt område oven på supermarkedets bygning. Det har sådan set været planen siden 1976, da Brugsen flyttede fra en anden placering i gaden.

Allerede dengang var det kommunens betingelse, at der skulle etableres opholdsareal på taget, når butikkens område skulle optage en så stor del af arealet.

Dermed henviser nogle af beboerne til, at det i virkelighenden er en over 40 år gammel plan, som nu står foran en vedtagelse.

Børn kan lege på tværs

Søren Børlund har sammen med andre beboere kæmpet for en fælles gård gennem næsten 30 år.

»Vi har i flere omgange siden slutningen af firserne været i kontakt med Københavns Kommune, for at høre, hvordan det gik med vores fælles gårdprojekt,« siger han og supplerer:

»Det er nu endelig lykkedes, og vi ser frem til et fantastisk gårdprojekt, hvor karréens børn kan lege neden i gården og på tværs af boligforeninger, og hvor deres familier kan stifte nye bekendtskaber og samles om fælles spisning.«

Spild af skattekroner

Søren Børlund nævner, at da han selv havde små børn savnede han, at de kunne lege i gården. Han og andre beboere på tværs af boligforeninger, som viser Østerbro Avis rundt, peger blandt andet på en lille og indelukket grå gård, hvor beboerne stort set ikke har plads til at folde sig ud udenfor.

Ikke alle beboere er dog tilhængere af, at der kommer en ny stor grøn gård.

Henning Schwarz mener, at det er alt for mange skattekroner at bruge på sådan et projekt.

Han henviser til, at mange beboere allerede har altaner og mener ikke, at det vil invitere særligt mange til at benytte sig af det, når det grønne gårdmiljø skal være i forskellige niveauer.

»Og vi bor 300 meter fra Fælledparken med fremragende legepladser og andre fremragende legepladser i nærheden. Og det generer mig ikke at bo i byen, jeg forventer ikke at have udsigt til Gribskov,« siger han og mener, at børn i generationer blevet fint opdraget til at færdes, så de ikke behøver at lege i egen baggård. Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg skal tage stilling til projektet på mandag, hvorefter beboerne og erhvervslejemål i de otte ejendomme skal stemme om, det skal gennemføres.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Rygestop: Mange danskere er skiftet til E-cigaretter

De bedste fodboldspillere