Ida Damgaard
in

Fristad for feminister og flere dametoiletter

AF Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

CHRISTIANSHAVN: Hampepartiet, Kommunisterne, Dovne Robert, Christiania-Listen… Flere af de små beslægtede partier, som stiller op til kommunal- og regionsvalget, har allieret sig i et valgforbund med Enhedslisten og SF, så vælgerne ikke behøver at frygte, at en minoritetsstemme på dem vil gå til spilde.

Således også det nye Feministisk Initiativ, som vil sætte ligestilling højere på den kommunale dagsorden. Vi møder en af kandidaterne Ida Damgaard hos Britta Lillesøe og Nils Vest, som begge stiller op for Christiania-Listen – et sted, som Ida kender særdeles godt fra sin opvækst på fristaden.

»Vi boede her fra jeg blev født i 1980 til ’89. Vi flyttede, da der var meget uro. Når politiet kom og der var tåregas, kunne man ikke gå hjem fra institution…

Jeg har boet flere forskellige steder i København, men er nu vendt tilbage. Christiania er inde i en rivende udvikling i de her år, så jeg kan komme tilbage med nye perspektiver samtidig med, at jeg har de gamle værdier i bagagen. Der er behov for nye kræfter, for mine forældres generation bliver jo ikke yngre,« fortæller Ida med et grin til Britta.

Fælles værdier

»Det er rart at genfinde et værdifællesskab her. Men inden jeg flyttede tilbage, blev jeg involveret i et andet projekt, Feministisk Initiativ. Der er mange, der har spurgt, hvorfor jeg ikke bare meldte mig ind i Ø eller Å – men det er fordi, vi gør noget andet. Selvfølgelig vil vi mange af de samme ting, men det handler om prioriteringer.

Alternativet har meget fokus på miljø, Enhedslisten på klassekamp. Begge dele er vigtige, men vores politiske prisme handler om køn, klasse og minoritet. Vi vil sætte ligestilling øverst på dagsordenen og prioritere de forslag, der handler om det. Der er mange interne skridt i et parti, før man kan få et forslag op, og der gav det mening at have sit eget parti, som har den klare målsætning.

Det er jo enormt positivt, at vi har så mange partier med forskellig fokus, så flere forskellige emner kan få en stemme. Og den mangfoldighed, jeg er vokset op med, hvor folk har forskellige baggrunde – etnisk, religiøst, kulturelt – også inden for en dansk kontekst – viser ligestillingen i alle mulige afskygninger. En rummelighed og lighed, hvor man kan tænke og leve uden for kasser. Og så er jeg er datter af en gammel rødstrømpe. Derfor giver det rigtig god mening af være en del af det her nye projekt.

Vi tror på en universalistisk velfærdsstat, og det kræver en radikal omfordelingspolitik. Det er jo en klassisk socialistisk tankegang, men det er også det, vores velfærd er bygget på. Og hvis vi ikke har det sociale aspekt med, hvad har vi så?«

Lige barsel

»Den politiske kultur er i opbrud, men der er stadig en tendens til, at man skal positionere sig i forhold til det, man er uenige om, i stedet for at snakke om de ting, vi kan enes om. Man kan ikke bare være to ting, man kan være mange ting… Feminismen handler netop om at give rum til den mangfoldighed, vi alle sammen har i os,« siger Ida, som har lige barsel som en af sine mærkesager.

»Det kan være i familier med flere kønssammensætninger. Og ikke kun i forhold til den fødende forælder, som jo får det meste i dag. Et barn skal have mulighed for en tæt tilknytning til sine forældre. Det er et strukturelt samfundsproblem, og det kræver grundlæggende ændringer i vores samfundsstruktur.«

»Ja, de der stressede børnefamilier, som skal tjene en masse penge og kyler børnene rundt i institutioner, det er da synd. Der skal være plads til et mere holistisk familiemønster,« siger Britta Lillesøe, som har stillet op for fristadens liste mange gange.

Flere toiletter

Et af Brittas slogans i valgkampen er: »Et samfunds ligestilling kan måles på antallet af dametoiletter. Derfor: Flere dametoiletter.«

»Der er jeg også ovre i, at vi skal have flere kønsneutrale toiletter. Et pissoir og nogle båse, og så kan man selv vælge. Den der opdeling stammer jo fra en viktoriansk tankegang – vores kulturs burka, sat lidt på spidsen. Men generelt set er det vigtigt for os som by at have flere offentlige toiletter,« indskyder Ida.

Christianitterne har ved dette valg overdraget den passende liste-betegnelse ’Q’ til feministerne. Og det er der mere end symbolik i, forklarer Britta.

»Det handler lige så meget om, at vi gamle kan overdrage vores erfaringer – den gamle, glemte visdom – til de unge.

Vi mangler en dimension ud over den materielle, nemlig en ægte åndelig dimension… Det har skabt en ubalance i samfundet, som tydeligt kan mærkes. Når åndelighed bliver til religion, når religion bliver til dogmer og dogmer til politik, så bliver det virkelig farligt. Så når andre laver topmøder, så laver vi bundmøder.

At vende bunden i vejret på det hele er nødvendigt med alle de oppefra-og-ned-løsninger, vi bliver udsat for hver dag. Derfor: Enkel levevis i fællesskaber, lokale penge og personlig forandring. Mennesket skal komme før profit, idéen før pengene,« lyder en del af Lillesøes valgprogram.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Enghave Kirke genopstår som moderne fælleskirke

Miriam og de danske venner